Ånden, der svæver over os og forbinder alt

Netop fordi Guds ånd går fra Gud selv til det enkelte menneskes hjerte, er der ingen modsætning mellem at være inderligt stedbundne og samtidig søskende til ethvert levende menneske. Så vi kan med glæde synge Grundtvigs salme ”I al sin glans” med hele udtrækket af dansk forsommeridyl og samtidig være en del af den universelle lovsang

"Guds ånd svæver over os. Guds ånd er også i os. Det er pinsens ufatteligt dristige påstand. Men så på den anden side: Det står jo at læse på den første side af Bibelen," skriver Niels Henrik Arendt, sognepræst og tidligere biskop
"Guds ånd svæver over os. Guds ånd er også i os. Det er pinsens ufatteligt dristige påstand. Men så på den anden side: Det står jo at læse på den første side af Bibelen," skriver Niels Henrik Arendt, sognepræst og tidligere biskop.

Hvorledes kan vi på én gang være brødre og søstre til jordskælvsofrene i Nepal - og samtidig have hjertet bundet i skælvinger til denne lille flade plet på kloden, som vi bebor? Hvordan kan vi mærke, når vi synger ”I al sin glans nu stråler solen”, at klarere og dybere kan Vorherres gave til os ikke udtrykkes - og alligevel blive dybt bevægede ved at synge nogle lidt tamme ord i en christmas carol sammen med fattige Sierraleonere?

Hvor kan jeg føle, når solsorten begynder sin sang i det allerførste gry, at mere jublende og ligefrem lovsang får Gud ikke, og samtidig vide, når jeg fortvivlet i nattemørket har fået hakket mig igennem første halvdel af Fadervor, at Guds og hele Hans engleskares fulde opmærksomhed er rettet udelt mod mig sølle stodder?

Hvad er det for en ånd, der svæver over alt dette og forbinder det? Ja, det er, hvad pinsen handler om. I pinsen sammenføjes vi med alle mennesker uden at ophøre med at være danskere. I pinsen er vores meget danske gudstjeneste en del af den verdensvide kristne menigheds fulde kor.

I pinsen forenes vi med hele skabningen for sammen med den at vente i længsel på at blive befriet. I pinsen genopretter Guds ånd den stemthed hen imod Ham og alt Hans, som vi er skabt med, men som af mange grunde er forstyrret.

På den første pinsedag blev hele Guds vældige skabelses- og forløserværk givet mæle i disciplenes fortælling. Hver af dem, der hørte det, følte sig samtidig hensat til den lille del af verden, de kom fra - så hjemligt lød det. Det universelle, det, vi alle har del i, og det lokale mødtes på en måde, som det aldrig tidligere var sket. Så ingen følte sig udenfor.

Det er i grunden uforklarligt, at det kunne ske. Alt det med Gud handlede jo oprindeligt for Jesu disciple om noget, der var knyttet til deres daglige levevis. Hvis de havde en smule stolthed, var den forbundet med at høre til Guds udvalgte folk. Religion var forbundet med kultur, livsvaner, love, sådan som det i virkeligheden stadig gælder for hovedparten af verdens religioner. Og tillige med etnicitet.

Nok var Gud alles herre (og det var det særlige ved jødernes religion), og alligevel var alt, hvad Ham angik, skræddersyet til deres institutioner og deres sociale normer. Deres identitet og deres religion var knyttet sammen. Jahve var også en slags kulturel ”markør”. Og for de fleste af dem betød mødet med Jesus ikke et brud med deres folk og dets skikke - hvorfor skulle de forråde det?

Men samtidig overbevistes de om, at det, som var kommet med Jesus, overskred alle grænser og rakte lige ind i hvert eneste menneskes hjerte på denne jord. Altså måtte de ud til alle dem, som det ikke var tilladt for en jøde at omgås eller besøge. Nu var der noget, der forenede dem hen over alle grænser. Ingen barrierer, heller ikke sproglige, kunne standse det, for dette universelle kunne uden videre udtrykkes netop i det lokale.

Den gambiske teolog Lamin Sanneh, inspirator til denne kronik, har kaldt kirken for verdens største oversættelsesbevægelse og fremhævet denne forbløffende forening af det universelle og det lokale som det enestående ved kristendommen. Forbløffende, ja - lige så overrumplende som, at Gud tog bolig i jøden Jesus fra Nazaret.

Hvordan kunne disciplene gå så vidt? Til jordens ender. Hvad var det lige med den ånd? For mig findes en flig af forklaringen i beretningen om Simon Peters besøg hos den romerske officer Cornelius (Apostlenes Gerninger, kapitel 10).

Peter er ikke kommet der af egen indskydelse. Han fortæller frimodigt om, hvorledes han er blevet trukket ud af sine kulturelle og religiøse fordomme. ”Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent.” Nej, tværtimod: Ethvert menneske er helligt; for i ethvert menneske findes det instrument eller den sans, der sætter det i stand til at frygte Gud og øve retfærdighed. Ethvert menneske er kort og godt et væsen af ånd.

Peter bliver ved ankomsten til Cornelius' hus helt udtrykkeligt bevidst om, at Gud har været der i forvejen. Det er det nye perspektiv, der pludselig sættes for hans og de andre disciples virksomhed. De vil aldrig nogensinde komme til et gudfremmed sted, uanset hvor eksotisk, religiøst ubegribeligt eller ligefrem fjendtligt det vil være. Guds ånd var i Cornelius' hus, før Peter arriverede. Og Guds ånd kom over alle, da ordene om Jesus havde lydt.

Sådan er det stadig. Det frelsende møde med Kristus er så at sige foregrebet i et hvilket som helst folk - af evangeliet selv. Ikke at det med Jesus er noget, der ligger implicit i enhver kultur eller religion, slet ikke. Ikke sådan, at der ikke kan være skikke, regler og institutioner, som barmhjertighedens budskab må gå lodret op imod.

Men det er en misforståelse, for ikke at sige en elendig arrogance, at mene, at vi skal hjælpe Gud ind i nyt land, udvide Hans territorium. Hvor end vi kommer - Gud har været der først. Han kom til sit eget, hedder det om Jesus, da han blev født. Gud kommer altid til sit eget.

Det hellige er ikke længere lokalt. Det hellige eksisterer som Guds mulighed for at gøre sig kendt i hvert et hjerte. Der er mening i, at paven lægger sig ydmygt ned og kysser jorden, hver gang han besøger et nyt sted, også steder, hvor ingen kristen kirke findes. Gud har alligevel været der, Guds ånd er allerede på færde.

Om Guds ånd gælder det, at den også er Jesu Kristi ånd. Den findes ikke løsrevet fra ham. Den knytter på forhånd alting sammen, også hele den del af skabningen, som ikke er menneskelig og dog en kilde til vort livsmod. Men vi drages ind i denne Guds ånd, når vi forvandles af fortællingerne om Jesus. Og det gør vi, når de lyder på vores hjemlige sprog. Vi er jo lokale mennesker - mennesker af kød og blod på et lokalt sted.

I en bøn af Holger Lissner bedes der om, at Guds ånd vil tale til vor ånd. ”Vor ånd” er præcis den sans, som gør, at vi kan høre og røres af Gud, fordi den kommer fra ham. Guds ånd taler til vor ånd på et bestemt sted og til en bestemt tid.

Det er ikke underligt, at den kristne kirke op igennem historien ofte har haft svært ved at se Guds fodspor, når den kom til nye steder. Det går op imod vores umiddelbare fornemmelse af religion - at den da må tilhøre dem, der tilslutter sig den.

Og så ligger det snublende nær at drive afguderi med vores lokale udgave af det, der aldrig var opkommet i noget menneskes hjerte, hvis ikke Gud selv havde plantet det der. Vi snubler over det med det universelle og prøver at domesticere Guds ånd. Det er der kommet en del elendighed ud af.

Grundtvig har vist os, at sådan behøver det ikke at gå. Netop fordi Guds ånd går fra Gud selv til det enkelte menneskes hjerte, er der ingen modsætning mellem at være inderligt stedbundne og samtidig søskende til ethvert levende menneske. Så kan vi hjerteligt synge ”I al sin glans” med hele udtrækket af dansk forsommeridyl og samtidig være en del af den universelle lovsang. Den frydesang, som endda inddrager hele den ikke-menneskelige skabning - for husk: Solsorten synger mere, end Darwin finder fornuftigt. Og det ”mere” lærer os, at også naturen er beåndet. Ja, selv i nattemørkets dybe modløshed er vi forbundet med Gud.

Dansk er vort hjertesprog. Men Grundtvig lader os i den danskeste af alle salmer synge om, at det os hjertenskære sprog alligevel kun er en parentes i Guds storværk, beregnet til at smelte sammen med alle andre modersmål, når Gud vil det.

Guds ånd svæver over os. Guds ånd er også i os. Det er pinsens ufatteligt dristige påstand. Men så på den anden side: Det står jo at læse på den første side af Bibelen.

Niels Henrik Arendt er sognepræst og tidligere biskop