Jeg tænker sommetider den tanke, hvad der mon bliver ”dommen” over vores tid. Altså: Hvad vil fremtidens historikere og for den sags skyld også den almene befolkning være kritiske over for, når erfaringen fra de sidste 40-50 år skal gøres op – om 50 år. Jeg véd det selvfølgelig ikke, men jeg vil godt forsøge at komme med et bud eller to ud fra mine egne refleksioner og min egen erfaringsverden.
Jeg tænker, at der er en dybde i tilværelsen, som vi har været for dårlige til at håndtere og formidle videre.
Lidt firkantet sagt: Håndværk er blevet til penge. Kunst til spekulation og prestige. Studier på uddannelsessteder og læreanstalter til 12-tals-præstationer. Mening er blevet til et spørgsmål om vellykkethed. Og den metafysiske verden er blevet til noget okkult for de særligt interesserede.
Hvad er der sket? Det er som om hastigheden i samfundet – forandringshastigheden – tog magten fra menneskene. Vi skulle følge med udviklingen. Og alle med selvrespekten i behold forsøgte. Det betød, at mange blev sygemeldt på grund af stress. Velfærdssamfundet kørte for fuld skrue. Og forandringshastigheden blev lige frem til en industri, som krævede efteruddannelse – i håndtering af forandring – med instruktører, konsulenter, coaches, behandlere med videre.
Stordriften slog igennem for alvor. De økonomiske fordele og effektivitetskravene krævede det. Alle troede, at nogle bevarede overblikket. Indtil det blev stadigt mere klart, at ingen havde det.
Som pensioneret socialrådgiver, der har arbejdet i den offentlige sektor i over 40 år, vil jeg tillade mig at fremdrage nogle eksempler fra min egen verden, og fra de tværfaglige sammenhænge, jeg har arbejdet sammen med.
Engang lagde vi vægt på empati, at kunne lytte og prøve at forstå de mennesker, vi talte med. Det var tilgangen til det andet menneske, også i den offentlige sektor. Men den tilgang kom under pres. Den daglige erfaringsopsamling betød ikke længere så meget. Bevidstheden om, hvad der foregik, og hvad vi erfarede skulle i fremskridtets navn, erstattes af videnskabelige og evidensbaserede metoder. Og da velfærdssamfundets krav om konstant udvikling hen imod stigende velfærd naturligvis også stillede sine økonomiske krav, blev økonomiske sparekrav i stigende grad pakket ind i udsagn om velfærdsmæssige fremskridt. Dette gælder for eksempel i forhold til hele inklusionstankegangen i folkeskolen, altså at langt de fleste børn, også dem med forskellige mentale handicaps, skulle inkluderes i den almindelige folkeskole. Mange folkeskoler var slet ikke rustet til opgaven – som måske i virkeligheden var en umulig opgave.
Kvalitetsforbedringer i den offentlige sektor har i mange år været en udmeldt trend. Men hvordan var virkeligheden? Ja, men når man ringede til en offentlig instans, for eksempel skat eller den tidligere Statsforvaltning, så var der musik i telefonen, og man kunne høre, at man nu var nummer 35 eller 55 i køen.
Og skat skulle effektiviseres. Der skete sammenlægning af Told og Skat. Stordrift og digitalisering kunne spare i tusindvis af ansatte. Men ”legen” indfriede ikke forventningerne og kom til at koste mindst 15-20 milliarder kroner plus det løse. Og danskernes gæld til det offentlige steg til 117 milliarder kroner og med et stadig dysfunktionelt inddrivelsessystem.
Nu til noget helt andet: Jeg har her i sommer læst en lille bog, som jeg tilfældigvis faldt over. ”Ånd” hedder den og er skrevet af professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz i 2017. Fra den lille introduktion til bogen på omslaget citerer jeg:
”Engang var der trøst at hente i, at selvom man blev bundet på mund og hånd, så kunne man ikke binde ånd. I dag er vi ved at blive bundet på en anden måde, hverken på mund eller hånd, men på dette, at sproget endimensionaliseres, og der ikke længere synes plads til særsprogene, dersom de ikke er videnskabelige. Det poetiske sprog og det religiøse sprog er trængt som aldrig før. Her i disse særsprog var der en selvfølgelig plads til ånd. Det har blandt andet den konsekvens, at en række fænomener og livsytringer, hvor videnskabelige vokabularer (= ordforråd, min tilføjelse) passer som en sko på en hånd, savner sprog. Ikke mindst gælder det menneskenes følelser og sansning samt i højeste grad menneskenes eksistentielle forhold.”
Hvad var det for en dimension, der på mange måder gik tabt? Det handler om ånd. Og hvad er ånd for en diffus størrelse? Ånd er en betegnelse for det, der er større end mig selv. Der er noget, jeg ikke kan sige mig selv, men som jeg må tage imod. Matematiske løsninger, videnskab og evidens er selvfølgelig nødvendig til mange udfordringer i samfundet, blandt andet inden for hospitalsvæsenet. Men en række centrale menneskelige behov kan ikke dækkes alene gennem matematisk-videnskabelige løsninger og evidens. Der er noget, der er større, langt større. Og som ikke umiddelbart kan bevises. Ja, der er noget, man kun kan tro på og håbe på. For eksempel kærligheden og livsmodet. Ja, erkendelsen af, at det inderste i livet er et mysterium. Det kræver undrings-evne. Og erkendelse af, at opgaven med forståelse af en række livsgåder ikke altid er noget, der kan løses, men sommetider noget, der skal for-løses.
De seneste 50 år har været præget af troen på fremskridtet, på det materielle fremskridt. Mange tager i princippet afstand fra ”dansen om guldkalven”, men i virkelighedens verden, som den har udviklet sig, er det meget svært. I den fremadskridende proces er indgået troen på stordriftens lyksaligheder, nødvendigheden af tunge styringsmekanismer, som langs ad vejen har nødvendiggjort, at mennesker måtte rette ind og give køb fra at inddrage betydningen af egne erfaringer. Andre véd bedre. Mange mennesker mangler sprog til at fortælle, hvad der er galt.
Noget af det værste, der kan gå tabt i det mellemmenneskelige fællesskab, er det, jeg vil kalde for korpsånden.
Det gælder både i forhold til offentlige og private organisationer. Altså den ånd, som skaber visioner, og får mennesker til – på trods af forskelligheder – at ville noget sammen. Den ånd er på mange måder – i hvert fald i den offentlige sektor – udraderet og erstattet af manual-tænkningen. Altså den evidens-baserede vej, hvor matematikken har sejret over ånden. Og hvor levende mennesker – lidt firkantet sagt – er endt som robotter uden kreativitet. Udviklingen i ældreplejen og på handicapområdet er konkrete eksempler herpå.
I Danmark har vi rige åndstraditioner. Hele 1800-tallet er levende beviser. Søren Kierkegaard så på ”hin enkelte” og blotlagde de menneskelige grundvilkår. Og ordet ånd har hos Kierkegaard ikke det fjerneste at gøre med noget elitært.
At være ånd-løs er for ham at være in-autentisk, altså at være uden dybere kontakt med den menneskelige virkelighed. – Og hos Grundtvig er ”frihed åndens element”, og menneskelivet er ”et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”.
Den ånd og den undringsevne har vi brug for at genfinde i et velfærdssamfund med så mange rige muligheder. De har gennem de sidste en til to generationer været under pres. Men skal menneskelivet blomstre, er påstanden, at der er brug for en renæssance. ”Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd,” skrev Poul Henningsen tilbage i 1940. Ånden skal igen have plads.
Heldigvis har vi både folkehøjskolerne og folkekirken til at hjælpe med at bane vejen.