DER ER SKET en grundlæggende ændring i synet på opdragelsen. Før opdrog man det enkelte individ ind i den herskende religions moralske og metafysiske verdensbillede. Nu ser vi derimod opdragelsens mål som det at skabe selvstændigt tænkende individer. For os er idealet, at det enkelte individ selv skal tage stilling til tilværelsens store spørgsmål, og derfor selv skal tage stilling til, hvilken religiøs overbevisning det vil vælge.
Denne forandring i synet på opdragelsens mål hænger sammen med en ligeså radikal forandring i synet på, hvorledes samfundet skal styres. Før mente man, at der var et naturligt hierarki – konge, adel og borgere – og man opdrog de enkelte individer således, at de skulle tilpasses dette hierarki. Nu mener vi, at der grundlæggende skal være politisk ligeværdighed, og at samfundet bør styres gennem en form for demokrati.
VI PLEJER AT OPFATTE disse ændringer som fremskridt. Men fremskridt i forhold til hvad? Hvad er målestokken? Grundlæggende er det rationaliteten. Der er tale om ændringer, som giver rationaliteten bedre udfoldelsesmuligheder i verden. Det, at den enkelte ikke blot opdrages ind i den herskende religion, men opdrages til at skulle tage stilling ud fra de stærkeste argumenter, giver rationaliteten en mere central placering i den enkeltes liv. Man får en demokratisk kultur, hvor den enkelte borger gives mulighed for at tage stilling ud fra de stærkeste argumenter og ikke blot ud fra tradition, og hvor samfundet gives mulighed for at tage stilling efter en rationel diskussion, hvor alle berørte kan være med og lade deres stemme høre.
Men hvis vi således opfatter ændringerne som et udtryk for rationalitetens fremtrængen, så er der et nyt spørgsmål, som trænger sig på: Hvorfor fandt disse ændringer sted i vor del af verden; i den europæiske eller vestlige kultur? Hvorfor var det her – og ikke i en af de andre store kulturer – at rationaliteten fik sit pædagogiske og politiske gennembrud?
Forskellen skyldes næppe, at europæerne fra naturens hånd har været mere rationelle. Derfor er det naturligt at overveje, om forskellen ikke skulle skyldes de idéer, som allerede gennemtrænger samfundet – altså de idéer, som den almindelige befolkning har fået indpodet igennem den herskende religion. Og i Europa var kristendommen den herskende religion. De andre store kulturer bygger på andre religioner. Hvis vi skal afgøre, om der er grund til at tro, at kristendommen har hjulpet de europæiske lande til at give rationaliteten bedre udfoldelsesmuligheder, så må vi altså først se nærmere på indholdet af kristendommen, og så må vi sammenligne det med indholdet af de andre store religioner. Kun derigennem kan vi vise, om der er grund til at tro, at kristendommen har været en positiv forudsætning for, at rationaliteten har fået sit gennembrud i den europæiske kultur.
Kristendommen bygger på Jesu liv og forkyndelse, som gengivet i Det Nye Testamente. Dér ser vi, at Jesus er en religiøs forkynder, som giver afkald på al politisk magt. Det går så vidt, at han modstandsløst overgiver sig til sin egen korsfæstelse. Og vi ser, at han forkynder bud – elsk din fjende, vend den anden kind til – som umuligt kan gøres til politisk lovgivning. Desuden ser vi, at Jesus stiller den enkelte over for et personligt trosvalg. Forlad din far og mor og følg mig. Troen gøres til en opgave for den enkelte – ikke for samfundet.
Med dette indhold adskiller kristendommen sig radikalt fra de andre store religioner. Således fra hinduismen og buddhismen, hvor man i sit nuværende liv bærer en byrde fra tidligere liv. Men mest direkte fra islam, som bygger på Muhammeds liv og forkyndelse. I modsætning til Jesus er Muhammed ikke kun religiøs forkynder, men også politisk, militær og juridisk leder. Og i modsætning til Jesus giver Muhammed igennem Koranen og sit eget eksempel bud, som også er tænkt som politisk lovgivning. Desuden stiller islam ikke den enkelte over for et frit og personligt trosvalg. Når man går ud fra, at alle i grunden er født muslimer, og at det ikke er tilladt at forlade islam, så er der ikke plads til egentlig ånds- og religionsfrihed.
SÅLEDES STÅR VI NU med to forskellige former for historisk fakta. På den ene side er det et historisk faktum, at rationaliteten pædagogisk og politisk har fået et særligt gennembrud i den europæiske kultur. På den anden side er det også et historisk faktum, at kristendommen i sin kerne skiller sig ud fra de andre store religioner – specielt islam – ved at adskille religion og politik og ved at stille den enkelte over for et frit og personligt trosvalg. Spørgsmålet er så, om der her er en sammenhæng. Når den europæiske og den islamiske verden politisk har udviklet sig så forskelligt, skønt de begge byggede på arven fra det klassiske Grækenland, er der så ikke grund til at tro, at det blandt andet skyldes forskellen på religionerne? Realiteten synes at være, at kristendommen på grund af sit særlige indhold har virket som en katalysator for den pædagogiske og demokratiske udvikling i den europæiske verden, mens islam på grund af sit anderledes indhold virkede modsat og stod i vejen for, at den muslimske verden fik samme udvikling.
Hvis dette er sandheden – og det er i hvert fald ikke et irrationelt synspunkt – så har det konsekvenser for, hvorledes vi bør se på vor nuværende situation. Når vi erkender, at vi som samfund har udviklet idealer om åndsfrihed og demokrati, fordi vi havde en religion – protestantisk kristendom – som understøttede denne udvikling, så er det irrationelt, hvis vi i åndsfrihedens og demokratiets navn vil kræve, at vi politisk ikke må gøre forskel på religioner, men at vi skal stille alle religioner lige.
Her er det imidlertid gået galt. En dominerende del af den politiske og juridiske elite har lagt sig fast på denne irrationelle holdning. De mener, at vi som demokrati af principielle grunde er nødt til at behandle alle religioner ens. Men disse principielle grunde holder ikke. De overser, at vi ikke har udviklet åndsfrihed og demokrati på et rent rationelt grundlag, men at det tværtimod er sket i symbiose med en særlig religion: Protestantisk kristendom. Når vi har denne virkelighed med, så er det irrationelt at kræve, at vi for åndsfrihedens og demokratiets skyld skal behandle alle religioner ens. Så skal vi tværtimod – netop for åndsfrihedens og demokratiets skyld – forsøge at værne om den religion, som historisk hjalp os til åndsfrihed og demokrati. Dette er selvfølgelig specielt relevant i forhold til asyl- og indvandringspolitikken.
I denne politiske kamp kæmper vi på flere fronter. På den ene side mod hovedløse ateister, som er absolutte fjender af al religion, og som derfor totalt nægter at se forskelle mellem religioner. På den anden side må vi også kæmpe imod stærke kræfter inden for folkekirken selv. De bøjer sig for den irrationelle tro på, at vi i åndsfrihedens og demokratiets navn bør behandle alle religioner ens. Og de vil derfor ikke forsvare, at vi bevidst søger at opretholde en særstilling for protestantisk kristendom, fordi de er bange for, at de så vil fremstå som fordomsfulde. Og dermed ender de i samme position som Svenska kyrkan.
Men her skal vi forstå, at rationelt set er det ikke det mindste fordomsfuldt at ville forsvare en særstilling for protestantisk kristendom. For rationelt set er målet ikke at forsvare friheden til at vælge en vilkårlig religion. Rationelt set er målet at forsvare friheden til at tænke – og vokse – under rationalitetens forpligtelse. Og det mål sikrer vi i vor konkrete situation bedst ved at forsøge at opretholde en særstilling for protestantisk kristendom.