Åndsfrihed er ikke de nemme løsningers vej

Åndsfriheden fungerer bedst, når man bruger den – både i kamp for andres ret til at udbrede overbevisninger, man er lodret uenig i, og ved at bruge sin egen ret til at kritisere disse overbevisninger, skriver initiativtagere til ny forening for åndsfrihed

FORFATTERNE TIL DENNE KRONIK er blandt initiativtagerne til en forening for åndsfrihed. Foreningen findes ikke endnu, men vi har formuleret et udkast til foreningens grundlag og har inviteret interesserede til et åbent møde her i september, hvor udkastet skal diskuteres.

Med udkastet til grundlaget lægger vi op til en forståelse af åndsfrihed, der lyder således:

Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.

Men selvom foreningen ikke findes endnu, har den allerede mødt kritik – blandt andet i Kristeligt Dagblad den 21. august – og der er blevet givet udtryk for en bekymring for, om foreningen vil være i stand til at have blik for kompleksiteten i forhold til spørgsmålet om åndsfrihed.

Artiklen fortsætter under annoncen

EN AF BEKYMRINGERNE GÅR PÅ, om foreningen kan ende med udelukkende at blive forsvarer af minoriteters rettigheder – alene fordi de er minoriteter – og dermed ikke være i stand til at forsvare åndsfriheden, når det for eksempel er en religiøs eller politisk minoritet, der krænker den. På den måde kan åndsfrihedstanken ende med at blive synonym for den form for kulturrelativisme, hvor spørgsmålet om sandhed aldrig bliver diskuteret, fordi man i minoritetshensynets navn er nødt til at holde fast i, at alle sandheder er relative.

VI HÅBER, AT TIDEN VIL VISE, at denne bekymring er skudt ved siden af. For en af de strømninger, der i dag sætter åndsfriheden under pres, er netop en principiel sandhedsrelativisme. Og formålet med foreningen for åndsfrihed vil – blandt andet – være at protestere imod en principiel sandhedsrelativisme, der vil forhindre mennesker i at hævde en absolut sandhed, en sandhed, de mener, der ikke kan forhandles med. Man har lov til at hævde, at noget er bedre, rigtigere, sandere end andet – også når man tilhører majoriteten.

Det betyder, at i åndsfrihedens navn er den offentlige samtale og debat ikke en neutral zone, hvor alle egentlig helst skal tie stille med det, de tror på og holder for sandt, og især hvis man tilhører majoriteten – for man kunne jo risikere at krænke nogen.

I den offentlige debat er der altid noget på spil, men kampen skal – igen: i åndsfrihedens navn – føres med ord og ikke med forbud.

Når vi specifikt har peget på en række eksempler, hvor minoriteters åndsfrihed er sat under pres, er det, fordi eksemplerne netop ikke handler om en kamp på ord, men om lovgivningsmæssige stramninger eller forslag dertil.

For eksempel hvad angår religiøse menneskers ret til at mødes om bøn på offentlige institutioner eller muslimske kvinders ret til at bære tørklæde eller forældre med udenlandsk afstamnings ret til at danne friskoler. Men åndsfriheden kan bestemt også presses på mere subtile måder end gennem lovgivning – for eksempel gennem social tvang inden for for eksempel minoritetsgrupper.

Enhver har ret til at holde sig til en sandhed og forsøge at udbrede den, men har netop ikke ret til at forsøge at påvirke andre gennem tvang, hverken som minoritet eller majoritet. Enhver har derimod ret til at fremsætte en kritik af alle postulerede sandheder og overbevisninger.

Et samfund præget af åndsfrihed bør derfor også sikre gode kår for kritik, hvad enten den har form som satire eller mere saglig kritik. En åben kritik af menneskers livssyn, overbevisning eller tro er helt afgørende for et åndsfrit samfund. Også når kritikken rettes imod minoritetsreligioner eller politiske minoriteter. Men igen: med ord og ikke med tvang eller lovgivning.

ÅNDSFRIHED KAN både fremmes og – i høj grad – begrænses af lovgivning, men den kan og skal ikke sikres alene ved lov. Den må tilkæmpes og forsvares gennem mellemmenneskelig interaktion, offentlig debat og politisk aktivitet. Derfor forsvares åndsfriheden også allerbedst, når man bruger den. Når man altså både kæmper for sine medmenneskers ret til at leve efter og udbrede deres overbevisninger, også de overbevisninger, man er lodret uenig i, eller som er potentielt farlige, og samtidig bruger sin egen ret til at kritisere disse overbevisninger.

Hvad angår de potentielt farlige holdninger og overbevisninger, så kan man indimellem støde på den beskyldning, at det er naivt og godtroende at give disse holdninger plads og taletid. Men man kan lige såvel hævde, at det modsatte er naivt.

For er det ikke naivt at tro, at man kan få holdninger og overbevisninger til at forsvinde gennem forbud? Hvad man derimod helt sikkert kan opnå gennem forbud, er at skabe et mindre frit samfund for os alle.

I DANMARK HAR åndsfriheden gode kår. Men i Danmark har åndsfriheden også haft bedre kår. Det er derfor, vi finder grund til at stifte en forening.

Med arven fra Grundtvig, Hal Koch med flere har vi i Danmark haft tradition for at give forsamlingsrum og taletid også til mennesker med radikale holdninger og overbevisninger. For i Danmark straffer vi handlinger og ikke holdninger. Og der har været tradition for at insistere på, at det er farligere for et samfund at lukke munden på potentielt farlige holdninger end at diskutere dem åbent.

Friskoleloven er en vigtig brik i den danske tradition for åndsfrihed. For med friskoleloven i 1855 blev det slået fast, at staten ikke har eneret på at definere, hvad der er de rigtige værdier i børneopdragelsen.

Enhver har ret til at give sine værdier og overbevisninger videre til sine børn. Når der derfor for eksempel – som for nylig – stilles forslag fra politisk side om at lukke friskoler med en overvægt af børn med udenlandsk afstamning, så er det ikke kun et angreb på de pågældende skoler, men på hele friskoletanken.

Vi betaler alle sammen gennem skatten til friskolerne i Danmark. Vi betaler med andre ord også til skoler, der er grundlagt på værdier, vi måske ikke er enige i. Alternativet ville være, at det kun var velstillede mennesker, der kunne danne skoler på et fælles værdigrundlag.

Og friskolespørgsmålet kan måske kaldes lakmusprøven på, hvordan det står til med åndsfriheden i Danmark. For er vi fortsat villige til at hive penge op af lommen til støtte for friskoletanken? Og dermed villige til at sikre retten til at samles om og give værdier og sandheder videre til de næste generationer – også for dem, vi ikke er enige med? Det er et af de spørgsmål, som fremtidens diskussioner vil give svar på.

Som sagt er Danmark et godt land, hvor åndsfriheden har gode kår. Men Danmark er også et land, hvor åndsfriheden har haft bedre kår. Danmark ligger altså så at sige inde med nøglen til en model for et godt og frit samfund. En model, som mange mennesker ude i verden, der kæmper for de samme frihedsrettigheder, ikke bare misunder os, men faktisk også henter inspiration i og sigter efter. Det er der grund til at værne om – ikke kun for vores egen skyld.

Ingrid Ank er leder af Grundtvig-Akademiet ogRedaktør af Dansk Kirketidende, leder af Grundtvig-Akademiet.

Carsten Hjorth Pedersen, Lone Ree Milkær, Hans-Jørgen Knudsen og Michael Agerbo Mørch