Her er årsagen til, at Det Jødiske Samfund mister medlemmer

Assimilation er et tabu i Det Jødiske Samfund, selvom det har været en kendsgerning i over 100 år og hovedårsagen til, at medlemstallet i Det Jødiske Samfund styrtdykker, skriver Kaspar Lyngsie, der er ingeniør og aktiv i Det Jødiske Samfund

I den seneste tid er der bragt flere artikler i Kristeligt Dagblad omhandlende det faldende medlemstal i Det Jødiske Samfund. Her finder man interessante betragtninger blandt de adspurgte, der alle forsøger at komme med bud på årsagen til problematikken.

I artiklen fra den 5. marts påpeger ph.d. og lektor Marianne Schleicher, at medlemskriterierne i Det Jødiske Samfund er utvetydige: at konvertere eller at være født af en jødisk mor, akkurat som alle andre ortodokse jødiske menigheder i verden. Hun tilføjer, at grundet dette krav kan det have store konsekvenser, hvis mange assimileres.

I interviewet med medlemmer af ”folketinget” i Det Jødiske Samfund, delegeretforsamlingen, fra den 18. marts udtaler Ruth Aharoni Nielsen, at problematikken skal findes i et samfund, der kalder sig ortodokst, men som ikke har nogen ortodokse medlemmer, eksempelvis på grund af at mange lever i blandede ægteskaber. Løsningen er derfor at lempe på medlemskriterierne, så eksempelvis børn af jødiske fædre også kan opnå medlemskab.

Daniel Hertz mener omvendt, disse skal bibeholdes, som de er, men der mangler mere åbenhed over for medlemmer, der ikke nødvendigvis ønsker at følge den religiøse linje. Marianne Nagler stemmer i ved at advare om, at hvis man løsner en struktur for meget, falder systemet sammen. Men er al den her snak om faldende medlemstal overhovedet en nyhed?

Går man på jagt i arkiverne, bliver det hurtigt klart, at det faldende medlemskab af Det Jødiske Samfund har været et problem i hvert fald siden 1850, hvilket Marcus Melchior (overrabbiner 1947-1969) beskrev i sin selvbiografi fra 1965:

”En del af de danske jøder havde svært ved at finde balancen mellem det gamle og det nye. I deres iver efter at være trofaste som danske, kunne de indimellem blive troløse som jøder. De små jødiske menigheder ude i den danske provins blev i sidste halvdel af det 19. århundrede assimileret bort, og også den jødiske menighed i København følte det smuldre i periferien. Blandede ægteskaber stod på dagsordenen, og børnene af disse ægteskaber blev hverken opdraget som kristne eller som jøder. De jødiske slægter i Danmark var gået ind i dansk skæbne og i dansk historie.”

Altså er det en kendsgerning, at assimilation i kraft af primært blandede ægteskaber har været en kendsgerning i mindst 170 år.

En artikel i Kristeligt Dagblad fra marts 2020 omhandlede en af de største fadæser i Det Mosaiske Troessamfund (Det Jødiske Samfunds tidligere navns) historie, da daværende overrabbiner Tobias Lewenstein blev fyret i 1910, indbragte sagen for Højesteret og vandt en erstatning svarende til hele det årlige medlemsbidrag:

”En af konflikterne drejede sig om børn af blandede ægteskaber, hvor moderen ikke er jøde. Der havde været en tradition i menigheden for, at såfremt forældrene ønskede det, konverterede barnet til den jødiske tro. Lewenstein krævede, at for at et barn kunne konvertere til jødedommen, måtte forældrene skabe et jødisk hjem, hvor en del af de religiøse regler ville blive overholdt. I ét tilfælde førte det til, at en familie blev så vred over denne holdning, at familiemedlemmerne meldte sig ud af menigheden i vrede over ’en så brutal og hensynsløs fanatiker som den nuværende rabbiner.’”

Ifølge dr. Lewenstein selv var det ikke bare én af konflikterne, men centralt for hele konflikten. Det har vi hans egne ord for fra det berømte eller berygtede ”Aabent Brev” af den 8. februar 1910:

”Stridens Kærne maa søges i mit Standpunkt til Optagelse af ikke jøder i jødedommen. Dette Spørgsmaal – set fra den jødiske Religions Standpunkt – er for jødedommen i Særdeleshed af saa overordentlig Betydning, at det kan siges at berøre den første Livsbetingelse for jødedommens Eksistens og den københavnsk-jødiske Menigheds Trivsel. De statistiske Beretninger (jfr. Cordt Trap: Jøderne i København) viser Tilbagegangen af jødernes Antal i Danmark paa en ret iøjnefaldende Maade, og at den første Grund dertil er de blandede Ægteskaber.”

110 år senere taler vi om det samme. Har tiden måske ændret sig? I 2013 foretog Pew Research Center en imponerende undersøgelse af over 6000 jødiske amerikanere og kom til samme konklusion. De opstillede en række ”assimilationsfaktorer”, der kunne afsløre, med hvor stor sandsynlighed en person var medlem af et jødisk samfund eller ej. I toppen lå blandt andet, om en person holdt de jødiske spiseregler, helligdage, og hvorvidt de havde en jødisk partner. Altså jo mindre observant, jo større statistisk sandsynlighed for ikke at være medlem af en menighed.

Ydermere påviste de blandt andet, at graden af assimilation var selvforstærkende: 83 procent af børn af blandede ægteskaber indgik selv i et blandet ægteskab. Afslutningsvis identificerede undersøgelsen en bemærkelsesværdig situation omkring det såkaldte religiøse grupperingsskift:

De adspurgte flød mellem jødiske grupperinger i forskellige hastigheder, en vis procentdel af såkaldte ultraortodokse blev mindre observante og ”skiftede gruppe” til eksempelvis ”kun” ortodoks, og omvendt. Undersøgelsen viste dog tydeligt, at jo mindre observant du i forvejen var, jo større sandsynlighed for at blive endnu mindre observant i fremtiden.

Man må undre sig OVER, at der ikke bliver talt mere om dette problem internt i Det Jødiske Samfund. Ved det seneste valg i 2018 til delegeretforsamlingen blev samtlige nyvalgte adspurgt i det interne medlemsblad, hvad deres primære fokusområde ville være. Samtlige svarede, at det faldende medlemstal ville være det altoverskyggende hovedemne, men assimilation blev ikke nævnt af nogen som en mulig årsag til problemet.

Akkurat samme fænomen kan ses i interviewet den 18. marts, hvor assimilation ikke er nævnet med ét eneste ord. I artiklen fra den 5. marts synes udtalelserne fra formanden at ende i skuffelse, hvis det er forventningen, at medlemmerne kommer ved familiestiftelsen, når to tredjedele af børnene på den jødiske skole i Hellerup kommer fra blandede ægteskaber. Emily Volovik bekræfter i selvsamme artikel ovennævnte statistik. Hun er født ind i et blandet ægteskab, gider ikke leve efter jødisk observans og vil dermed ikke være medlem af Det Jødiske Samfund.

Jeg kan godt forstå Emily. Hvorfor skulle man gide gå i synagoge, overholde jødiske leveregler eller betale et kontingent til Det Jødiske Samfund, hvis ens egne forældre heller ikke gør? Heri ligger dilemmaet, som perfekt beskrives i interviewet med Jair Melchior den 10. marts.

Ifølge overrabbineren skal samfundet både være relevant og åbent for alle, men samtidig også fastholde teologien og skikken for ikke at betale en høj pris på den lange bane. Hvis man skal tro førnævnte statistik, er det umuligt at gøre begge dele, og samfundet er nødsaget til at vælge en af vejene. Hvis ikke, bliver det et forsøg på at tilgodese alle. Som bekendt gør man ingen glade, når man prøver at gøre alle glade, og det tog samfundet også konsekvensen af i 1910, da man gav Lewenstein fyresedlen.

Den mest toneangivende gruppering tog deres sorte tøj og gik og grundlagde menigheden Machsike Hadas, som Marianne Schleicher også nævner, selvom man næppe kan kalde dem ultraortodoske. De ville blot ikke acceptere, at man blåstemplede blandede ægteskaber, da dette udgjorde en klar trussel mod ”den første Livsbetingelse for jødedommens Eksistens og den københavnsk-jødiske Menigheds Trivsel”.

Hvis man virkelig ønsker at ændre en tendens, bliver man nødt til at tale lige ud af posen, lige meget hvor kontroversielt det end måtte føles: Assimilation er indiskutabelt på førstepladsen over årsager til det faldende medlemstal.