Prøv avisen
Kronik

Cand.theol. om Mette Frederiksens syn på abort: Det er blevet noget urørligt, noget helligt

I sit Facebook-opslag fremstiller Mette Frederiksen sagen, som om hun i sin abort-iver er medmenneskeligt optaget af kvinder i svære situationer. Men hvad nytter det, når vi på et så afgørende punkt som forholdet til vores egne afkom er umenneskelige?, skriver kronikøren. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ole Lyngvåg, Cand.theol.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg fordømmer ikke den enkelte kvinde, der har fået foretaget en abort, men jeg fordømmer den danske ophøjelse af retten til abort. Et yderst forstemmende eksempel på denne ophøjelse gav Mette Frederiksen (S) i et Facebook-opslag i søndags, skriver kronikør

Det er i forbindelse med Jens Rohdes nylige indlemmelse i Kristendemokraterne blevet meget tydeligt, hvor fastlåst den offentlige opfattelse af abort er i Danmark. Abort er noget urørligt, noget helligt i det danske samfund.

Det er ikke nogen særligt flatterende helligdom for et folk at have. Jeg fordømmer ikke den enkelte kvinde, der har fået foretaget en abort, men jeg fordømmer den danske ophøjelse af retten til abort.

Et yderst forstemmende eksempel på denne ophøjelse gav Mette Frederiksen (S) i et Facebook-opslag den 2. maj under overskriften ”Søndagstanker”. Her kalder hun abort for undertrykte kvinders ”frihedsbrev” og understreger vigtigheden af ikke at gå på kompromis med ”kvinders uindskrænkede ret til at bestemme over egen krop”.

Skal dette mon forstås sådan, at Mette Frederiksen er modstander af den nuværende grænse for fri abort på 12 uger og mener, at retten til fri abort skal gælde uindskrænket helt frem til fødslen? Et andet spørgsmål er, om Mette Frederiksen er klar over, at der ikke findes nogen som helst videnskabelige opfattelser, ifølge hvilke et foster er en del af moderens krop. Er det ikke temmelig barnligt ikke at kunne forstå, at fosteret ikke er en del af moderens krop, selvom det befinder sig inde i moderens krop? Eller rettere sagt: Er det ikke temmelig kynisk at nægte at indse, hvad selv et lille barn kan forstå, nemlig at et foster ikke er en del af moderens krop, selvom det befinder sig derinde?

I sit Facebook-opslag fremstiller Mette Frederiksen sagen, som om hun i sin abort-iver er medmenneskeligt optaget af kvinder i svære situationer. Vi priser os i det hele taget i Danmark af vores store menneskelighed. Men hvad nytter det, når vi på et så afgørende punkt som forholdet til vores egne afkom er umenneskelige?

Vi har i Danmark Det Etiske Råd, som skal tage stilling til etiske spørgsmål, der har at gøre med vores sundhedsvæsen. Men lige netop spørgsmålet om abort vil Det Etiske Råd ikke tage stilling til. Ikke anden stilling end den stillingtagen, der kan siges at ligge i den antydede sidestilling af det at slå et foster og det at slå en bænkebider ihjel. Ja, en sådan antydet sidestilling foretager Det Etiske Råd virkelig i deres udtalelse om abort:

”Når man udfører provokeret abort, bliver fosteret slået ihjel. Men ’at slå ihjel’ er noget andet end ’at dræbe’. Man dræber ikke en bænkebider eller en rødkælk. Man tager heller ikke til dyrlæge for at få sin hun dræbt – den bliver i stedet ’aflivet’.”

Således Det Etiske Råd. Jeg glæder mig til den nye oversættelse af Harper Lees klassiker ”Afliv ikke en sangfugl”.

Det Etiske Råd tager ikke endeligt stilling til, hvorvidt det at foretage en abort kan sidestilles med at slå en bænkebider ihjel. Rådet skriver blot, at svaret herpå er afhængigt af, hvilken etisk status et foster har – og undlader så at tage stilling til dette. Det Etiske Råd vil altså ikke svare på det for abortdebatten så afgørende spørgsmål om et fosters etiske status. Man kan spørge, hvad vi så skal bruge Det Etiske Råd til, men lad os da se andre steder hen i forsøget på at besvare spørgsmålet.

Spørgsmålet om et fosters etiske status kan jo egentlig kvalificeres som spørgsmålet: Er et foster et menneske? Hvad svarer nu for eksempel arveretten på dette spørgsmål? Den svarer, at et foster er arveberettiget fra undfangelsen. Man kan ganske vist testamentere dele af sin formue til rødkælkenes værn, men det er kun mennesker, der kan være omfattet af tvangsarv, og et foster er omfattet af tvangsarv, jævnfør arvelovens paragraf 94, stk. 1, hvori det hedder, at ”arveret tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den, som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere bliver levende født”.

Hvad fortæller naturvidenskaben os om, hvorvidt et foster er et menneske? Den fortæller os, at det befrugtede æg er et enestående individ med øjenfarve og alle andre genetiske sammensætninger allerede fastlagt. Den fortæller os endvidere, at efter lidt over tre uger slår hjertet sit første slag. I den ottende uge begynder fødderne at sparke i moderens mave. Bemærk dette videnskabeligt set aldeles korrekte udtryk ”moderen”. Bemærk, at man ikke kan andet end at kalde hende moderen.

Det må være tydeligt for enhver, at den grænse for fri abort på 12 uger, som vi har sat i Danmark, er komplet arbitrær. Hvis barnet er et menneske efter ni måneder er det også et menneske efter ni uger og efter ni dage. Det hele bliver ikke mindre arbitrært af, at vi i vores åh så medmenneskelige samfund som en prøve på, hvorvidt fosteret er et menneske, har indført det latterlige retoriske greb, der hedder, om fosteret kan klare sig uden for livmoderen. Hvilken forskel gør det, om et foster kan klare sig uden for livmoderen? Et barn på tre år kan heller ikke klare sig, hvis det overlades til sig selv.

Sandheden er, at der ikke er nogen, der er i tvivl om, at et foster er et menneske. Hvad i alverden skulle det dog ellers være? En gevækst? Tidligere tiders hedninge dræbte deres børn både i og uden for moderens mave. De lod ikke, som om det ikke var mennesker, de slog ihjel.

I ”Brevet til Diognetus” fra det 2. århundrede står der om de kristne, at de blandt andet skiller sig ud fra andre mennesker derved, at de ikke sætter deres børn ud. Så grusomme er de moderne hedninge ikke, at de sætter deres børn ud. De slår kun deres børn ihjel, mens de ikke kan ses (ud over af abortlægen, som slår fosteret ihjel). Og de gør det af kærlighed til barnet. De mener at gøre deres børn en næstekærlig tjeneste ved at slå dem ihjel, inden de bliver født, og derved redde dem fra et hårdt liv som barn af en enlig mor, eller hvad vi nu ellers som samfund har fået overbevist de stakkels kvinder om, at der findes af kærlige grunde til at dræbe sit barn.

Så meget om næstekærligheden til barnet. Hvad med Mette Frederiksens søsterlige omsorg for de kvinder, der bliver gravide uden at ønske det? Mon ikke også denne omsorg er udtryk for en umanerligt lavenergisk og håbløs indstilling til livet?

Der er ingen, der siger, at livet vil blive let, hvis man gennemfører en uønsket graviditet, men så får man da levet og undlader at gøre livet meningsløst ved at gøre sig selv til herre over det.