Psykolog: Adskillelse er blevet tivoliseret i vores overflodssamfund

Et hjem er noget, man rejser fra, for ellers har man ikke noget at vende hjem til. I dag rejser man på ferier, der målt i kilometer får dannelsesrejsen til at ligne en spadseretur. Mentalt er der imidlertid ikke tale om adskillelse, skriver psykolog Finn Korsaa

Det kommer for eksempel til udtryk i opfindelsen af ferien og turistrejsen, der målt i kilometer får den klassiske dannelsesrejse til at ligne en spadseretur. Mentalt er der imidlertid ikke tale om adskillelse, takket være smartphonen. Man får i det hele taget det indtryk, at den følelsesmæssige adskillelse mellem generationerne er blevet næsten umuliggjort, skriver psykolog Finn Korsaa om adskillelsen, der ifølge ham er blevet tivoliseret.
Det kommer for eksempel til udtryk i opfindelsen af ferien og turistrejsen, der målt i kilometer får den klassiske dannelsesrejse til at ligne en spadseretur. Mentalt er der imidlertid ikke tale om adskillelse, takket være smartphonen. Man får i det hele taget det indtryk, at den følelsesmæssige adskillelse mellem generationerne er blevet næsten umuliggjort, skriver psykolog Finn Korsaa om adskillelsen, der ifølge ham er blevet tivoliseret. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Et hjem er noget, man rejser fra, for ellers har man ikke noget at vende hjem til. Man farer til Østen, og man rejser til Vest – blot for at erkende, at hjemme er bedst. Denne opskrift blev opfundet i oplysningstiden og bygger på den idé, at man ved at følge formlen: hjem – ude – hjem, kunne udvikle sig personligt. Jens Baggesen rejste ud i verden for at komme væk fra en ulykkelig kærlighed. H.C. Andersen elskede at rejse, og på trods af strabadserne udbrød han: ”At rejse er at leve.” Dog ingen udlængsel uden hjemve, som det for eksempel kommer til udtryk i sangskriveren Allan Olsens odyssé: ”Jeg skulle hele tiden holde fast ved det, jeg var kommet væk fra.” Således fornemmer man en dialektik, der rummer både adskillelse og hjemlængsel.

Der er dem, der rejser ud i verden og aldrig kommer tilbage igen. Det er Mo-ses’ frigørelse fra Farao et eksempel på. Efter de 10 plager lykkedes det endelig Moses at komme over Det Røde Hav, og aldrig siden har man set et så markant brud med familien.

En anden adskillelseshistorie finder man i Lukasevangeliet, der handler om en mand, der havde to sønner. Den yngste blev træt af den hjemlige trummerum, og faderen modsatte sig ikke sønnens trang til at rejse. Ude i den store verden ødslede han sin arv og kom i nød. Han rejste da hjem, og faderen blev lykkelig ved at få sin søn hjem igen.

Der findes moderne mennesker, der som Moses afskærer enhver forbindelse med forældre og familie, mere almindeligt er det nok, at man kommer hjem en gang imellem.

Trangen til at frigøre sig fra forældregenerationen er måske den mest elementære drift og kan antages at have været medvirkende til at sprede menneskene ud over hele planeten. Det, man rejser fra, er traditionen, og den kan være så hæmmende, at den kvæler enhver trang til frigørelse.

Man overser imidlertid, at traditionen også kan være en hjælp i den unges psykologiske frigørelsesprocess. Derfor blev Søren Kierkegaard hjemme bag Københavns volde, hvor han foretog en indre rejse, der ikke står tilbage for strabadserne ved at køre i postvogn ned gennem Europa. Hvor Jens Baggesen fik rystet sine nyrer løse af vognens voldsomme bevægelser, blev Kierkegaard rystet i sin sjæls inderste og skabte grundlaget for en moderne psykologisk teori.

Som så meget andet er adskillelsesprocessen blevet tivoliseret i det moderne overflodssamfund. Det kommer for eksempel til udtryk i opfindelsen af ferien og turistrejsen, der målt i kilometer får den klassiske dannelsesrejse til at ligne en spadseretur. Mentalt er der imidlertid ikke tale om adskillelse, takket være smartphonen. Man får i det hele taget det indtryk, at den følelsesmæssige adskillelse mellem generationerne er blevet næsten umuliggjort.

Forældrene holder jo så meget af deres børn og slipper dem nødigt. Og børnene har svært ved at frigøre sig, for forældrene virker så fortabte og hjælpeløse. Det er i det hele taget blevet vanskeligt for de unge at frigøre sig følelsesmæssigt fra forældregenerationen, et problem, der blev påvist i Salingers roman ”Forbandede ungdom”, der udkom i Danmark i 1953. Salinger skildrede, hvordan muligheden for at komme fri af forældrebindinger stort set var en umulighed. Dog, frihedstrangen er usvækket, og hvor skal den så komme til udtryk, når den ikke kan føre til et generationsopgør? Det omformes til en social begivenhed, som der bliver plads til i et tivoliserende overflodssamfund. Det bliver omdirigeret og omstruktureret til et socialt fænomen og bygger på den tanke, at det ydre uden videre er udtryk for det indre. Den private frigørelsestrang var blevet til et socialt oprør.

Det første spektakulære udtryk for denne filosofi udfoldede sig i 1980’erne, hvor de såkaldt autonome kæmpede med ordensmagten. Der var tale om unge, som havde været uden mulighed for at løse generationsopgøret med mor og far og derfor var henvist til at kæmpe frigørelseskamp med politiet. De havde ikke i tide lært at respektere en autoritet, og derfor måtte de lære det i sammenstødet med politiet. Det førte til voldsomme kampe i gaderne på Nørrebro, et generationsopgør med fuld pressedækning.

Et andet eksempel er punkbevægelsen, hvor hundehalsbåndet blev et sym-bolsk udtryk for en ubrydelig følelsesmæssig afhængighed. Jesper Reisinger, der blev en af punkbevægelsens ledende figurer i 1980’erne, var selv et eksempel på en ung mand, der ikke kunne komme fri af bindingen til forældrene, og han sad derfor hjemme hos mor og far og udarbejdede det ideologiske program for punkbevægelsen. Dens højdepunkt var sammenstødet med rockere på Gammel Torv, som kunne levere en omgang rituelt betonede øretæver.

Et eksempel af nyere dato er MeToo-bevægelsen, der bygger på forurettelse. Der er tale om kvinder, der følte sig forulempede og krænkede og uden mulighed for at få det godt med sig selv, før de havde fået hævn. Lidt på samme måde som hekseprocesserne i 1600-tallet. MeToo-bevægelsens ofre undgik dog at blive brændt og måtte nøjes med den sociale gabestok og domfældelse uden retssag.

Endnu et eksempel har man i de idéer, der er knyttet an til grupper af seksuelle minoriteter, der bestrider kønnets biologiske forankring. Mennesker har imidlertid altid haft problemer med at fortolke og undertiden udholde deres køn, men nu er det ikke længere et privat problem, men en social konstruktion. Det har givet meget at grine ad, men det er netop der, diskriminationen kommer ind i verden, og den skal naturligvis forbydes. Derfor bliver man ustandselig konfronteret med krænkelses- og rettighedskrav.

Vi har kun set begyndelsen af denne udvikling, der indtil videre minder mest om spøg og skæmt. Men man skal ikke lade sig narre, og allerede nu er det muligt i England at blive registreret på Facebook med op til 71 forskellige køn. Endelig kan det nævnes, at unge forældres vægring mod at lade deres børn vaccinere også synes at været blevet indrullet i et generationsopgør, med lægerne som en autoritet, som man må trodse.

Sammenbruddet af skellet mellem det psykologiske og det sociale giver anledning til at stille spørgsmålene: Førte de autonomes kamp med politiet til en personlig udvikling? Kunne punkerne frigøre sig personligt fra forældregenerati-onen ved at få klø af rockerne? Kan de krænkede kvinder genvinde deres værdighed ved at få mænd sat i gabestokken? Kan de kønsforvirrede finde en løsning på deres problemer ved at påføre deres medmennesker en ny version af ”Takt og tone”? Kan unge forældre findes deres identitet ved at modsætte sig lægestanden?

Svaret er nej. Og jeg skriver det med eftertryk og tager Søren Kierkegaard med i eden. Hans hele filosofi byggede på et sådant nej. Man kan naturligvis yde mindretal en hjælp gennem lovgivning, der giver enhver ret til at være, som man er. Men en socialisering af private problemer kommer uvægerligt til at minde om det felttog, som fik Don Quijote til at kæmpe med vindmøller. Det kan være meget underholdende, men det øger kun det udvendige spektakel og belaster de offentlige budgetter.

Ungdomsoprør har siden 1970’erne rummet et krav om at forkaste regler og frigøre sig fra krav. Kunne man forestille sig et nyt ungdomsoprør, der vendte sig mod den gamle generations let sløsede forhold til moral og normer? Kunne man forestille sig en ungdom, der søger personlig frihed? Den frihed, der opstår, når man indgår i et forpligtende fællesskab og ikke fortaber sig selv i et hovedløst oprør mod enhver autoritet.