Prøv avisen
Kronik

Advent kan forandre og skabe fællesskab

A picture taken on November 27, 2015, shows French national flags, candles and flowers at a makeshift memorial in Place de la Republique square in Paris, for the National Tribute to the 130 people killed in the November 13 Paris attacks. Families of those killed in France's worst-ever terror attack, claimed by the Islamic State (IS) group, will join some of the wounded at ceremonies at the Invalides, the gilded 17th-century complex in central Paris that houses a military hospital and museum and Napoleon's tomb. The tribute will be "National and Republican, " an official at the Elysee presidential palace said, referring to the French republic's creed of liberty, equality and fraternity. AFP PHOTO / THOMAS SAMSON Foto: Thomas Samson/AFP

Hvad det nye kalenderår vil bringe, ved vi ikke. Ikke mindst terrorangrebene kan gøre os ængstelige for fremtiden. Men hvis vi lader budskabet om nåde og tilgivelse gennemsyre vores liv med hinanden, og hvis vi lader Jesu opgør med hævn og straf bestemme vores syn på andre mennesker, vil der ske store forandringer i vores livsmåde

”Terroristerne skal ikke få lov til at ændre den måde, vi lever på, for så har de vundet,” siger vi efter det frygtelige angreb på uskyldige mennesker i Paris den 13. november.

Sådan sagde vi også efter angrebene på det satiriske tidsskrift Charlie Hebdo i Paris den 7. januar, på Krudttønden, Østerbro den 14. februar og på synagogen i Krystalgade, København den 15. februar.

Jeg tror, at vi alle er enige om, at frygt ikke må få os til at give efter for terrorisme, så vi opgiver vores frie livsform. Vi kan heller ikke roligt se til, når uskyldige mennesker skydes ned på en café i Paris eller halshugges af formørkede islamister i det såkaldte kalifat.

Alligevel må vi erkende, at terroristernes angreb har været årsag til små ændringer i vores livsmåde. Vi er blevet mere vagtsomme og en smule mere frygtsomme. Vi studerer Udenrigsministeriets rejsevejledninger, inden vi begiver os af sted til områder, hvor terrorister er aktive.

Folketinget har netop hastevedtaget ændringer i asyl- og udlændingelovgivningen, som sætter nogle grundlæggende retspolitiske principper under pres, og det ene europæiske land efter det andet indfører nu grænsekontrol. En medvirkende årsag hertil er den store tilstrømning af flygtninge og asylsøgere fra Syrien, Irak og Afghanistan. Så jo, terroristernes angreb har ændret den måde, vi lever på.

I morgen skal vi i kirken høre fortællingen om tømrerens søn, der kom på besøg i sin hjemby. Folk havde hørt om ham. Selv uden tv, radio og aviser var han blevet en berømthed. Og nu sidder han her i den synagoge, som han kendte så godt. Det var enhver jødisk mands ret og privilegium at læse op af skriftrullen i synagogen, og det gør Jesus den dag.

Jesus læser fra profeten Esajas' kapitel 61, et stykke, som folk kendte. Esajas taler om et menneske, som er sendt af Gud for at bringe evangelium, glædeligt budskab til Guds folk. Lukas gengiver ordene sådan: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” (Es. 61, 1-2a).

Men Jesus udøver en brutal bibelkritik. Han bryder af midt i en sætning og fuldfører ikke det vers, han læser op. I Det Gamle Testamente lyder de to første vers i Esajas kapitel 61 sådan:

”Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud.”

Profeten skulle ikke kun bringe bud om nådeåret, om befrielsen for mennesker. Han skulle også advare folk om, at Guds nådeår ville være en hævnens dag for de gudløse. Men dette sidste udelader Jesus. Med hvilken ret tillader denne tømrersøn sig at ændre i Guds ord, at udelade Guds klare ord om hævn og straf? Rabbineren og de tilstedeværende farisæere og skriftkloge har nok set på hinanden og rystet opgivende på hovedet.

Men det bliver værre endnu. Jesus fortsætter med at sige, at Gud kan finde på at svigte Israels folk for i stedet at være hos dem udenfor. Hos hedningerne. Hos de ikke-omskårne, som han gjorde det over for enken i Sarepta og syreren Na'aman. Det er et voldsomt stød i menighedens selvforståelse. Jesus fortæller dem, at de ikke har eneret på Gud, for af og til finder han større tro uden for sin menighed end inden for den.

Kan vi høre og forstå denne provokation i dag? Hvis vi hører og forstår den, vil den medføre langt større ændringer i vor livsmåde end de små forandringer, terroristerne har påtvunget os med deres vold.

Det Nye Testamente er Guds kærlighedserklæring til os. Uden hævn og straf. Det er dybest set uforståeligt for mennesker, at Gud er nådens Gud. Dén erkendelse vendte op og ned på Europas historie, da Martin Luther for 500 år siden gjorde sin reformatoriske opdagelse. Han søgte en nådig Gud og fandt ham i ordene om, at Guds retfærdighed - frelsen - er Guds gave til os i troen, ikke et resultat af menneskets egen præstation.

I 1545, et år før sin død, skrev Luther i forordet til det første bind af hans samlede latinske værker: ”Her mærkede jeg, at jeg var fuldstændig nyfødt, og at jeg var trådt gennem de åbnede porte ind i selve Paradis. Og da viste fra nu af skriften sig i et helt nyt lys (...). Og lige så meget som jeg før havde hadet det udtryk Guds retfærdighed, lige så meget, ja mere løftede jeg dette søde ord og elskede det, så at det sted hos Paulus blev mig paradisets port.”

Selvom vi er egoistiske, grådige og smålige mennesker, har Gud sendt os sin Søn for at sætte os fri og udråbe nådens år for os. Vi ligger ikke, som vi har redt, og vi er ikke vor egen lykkes smed. Vi er Guds børn, og han tager imod os sådan, som vi er. Hører vi det, eller lukker vi vore ører som menigheden i Nazaret gjorde det?

Man skulle tro, at terrorismen ville få os til at stå tættere sammen, men det er, som om det modsatte sker. Vi giver hinanden kortere og kortere snor. Vi er blevet mere uforsonlige over for hinanden, og indsnævrer dermed den ytringsfrihed, vi kæmper for at bevare. Hvorfor er det kun i kirken, vi hører om tilgivelse?

Desmond og Mpho Tutu skriver i ”Tilgivelsens bog: ”Tilgivelsen er den eneste vej til helbredelse og fred, både for den, der har brug for at blive tilgivet, og for den, der tilgiver.”

I mange kirker vil vi i morgen synge salmen ”Blomstre som en rosengård”. Grundtvig tolker her menneskets ensomhed som en ørken uden én eneste blomst. Men ørkenen blomstrer, Guds og Davids Søn skaber liv og glæde, hvor der før var øde og ensomhed.

Jakob Knudsen siger om salmen: ”Det er følelsen af ensomhed, der er smerten i enhver sorg, det er ørkenfornemmelsen, det, at man er kommen ud af livets strøm og ligger og gisper ligesom fisken på tørt land. Men glæden har altid på bunden følelsen af fællesskab, at der er levende omkring en.”

Advents stille forberedelse og julens dybe under skaber en glæde og et fællesskab, der hjælper os tilbage i livets strøm.

Jesus er virkelig opstanden, og døden ligger død tilbage. Kirken handler ikke om os, men om Gud. Den er hans kirke. Det glemmer vi ofte midt i alle vore diskussioner om vielse af homoseksuelle, kirkelige love og bestemmelser, liturgisk fornyelse og folkekirkeligt demokrati. Der findes en ”praktisk ateisme”, hvor vi hele tiden taler om strategier og målsætninger for det kirkelige arbejde, medens vi sætter Gud selv uden for døren. Gud lever som andet og mere end et fromt ord i kirken.

Måske vi også har svært ved at acceptere eller forstå, at Gud kan se sin vilje gjort uden for vores snævre kreds. Af og til synes det, som om vi mener, at kristendommen er en særlig dansk opfindelse. Hvor trænger vi til at møde den oplivelse og trosfrimodighed, som kristne i andre verdensdele bringer til os.

Foran ligger et nyt kirkeår med jul, påske og pinse samt søndagene, hvor vi hører beretningerne fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Advent er Guds tilsagn om sit nærvær hos os, fordi han og vi hører sammen. Hvad det nye kalenderår vil bringe, ved vi ikke. Ikke mindst terrorangrebene kan gøre os ængstelige for fremtiden.

Men hvis vi lader budskabet om nåde og tilgivelse gennemsyre vores liv med hinanden, og hvis vi lader Jesu opgør med hævn og straf bestemme vores syn på andre mennesker, vil der ske store forandringer i vores livsmåde. Og måske netop dette vil være det bedste og mest effektive opgør med de terrorister, som vi frygter vil kunne forandre vores måde at leve på.

Karsten Nissen er biskop emeritus og folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet i 2017