Prøv avisen

Adventstankens moderne relevans

"En moderne, urbaniseret og højteknologisk, gennemdigitaliseret kultur som vores kan forlede os til at tro, at vi selv er virkelighedens skabere. Men det får os også til at glemme, at forudsætningen for alt, hvad vi er og kan, faktisk ikke er frembragt af os selv, men givet os," skriver Knud Nyboe Rasmussen.

Vi moderne mennesker trænger til i bogstavelig forstand at blive vendt om og især vendt væk fra den indbildning, at livet selv og livets mening, håb og udsigt er noget, som vi selv skaber og producerer med alle vore ressourcer og kompetencer. For alt det vigtigste kommer udefra. Det kan advent hjælpe os med at forstå, mener dagens kronikør

Det latinske ord adventus (på dansk advent) betyder som bekendt komme eller med det ældre udtryk tilkommelse. Ordet antyder, at det afgørende i vores tilværelse er noget, som kommer til os, noget, som vi modtager.

Der er i dag al mulig grund til at besinde sig på dette aspekt af advent, eftersom bevægelsen i moderne menneskers liv oftest går den modsatte vej: fra os selv ud i den verden, som vi frembringer producerer med al vores viden og kunnen og teknologiske snilde.

LÆS OGSÅ: DR Kirken fejrer advent på værtshus

En moderne, urbaniseret og højteknologisk, gennemdigitaliseret kultur som vores kan forlede os til at tro, at vi selv er virkelighedens skabere. Men det får os også til at glemme, at forudsætningen for alt, hvad vi er og kan, faktisk ikke er frembragt af os selv, men givet os.

Det gælder selve livet, dets kosmiske og naturmæssige forudsætninger og betingelser, universet, jorden, lyset, luften, vandet, det grønne, dyrene, andre mennesker. Intet af dette er menneskets egen frembringelse, hvorimod vi selv er fantastisk dygtige til at nedbryde og true alt det, som er den givne forudsætning for vores tilværelse.

Lektor i teologi ved Københavns Universitet Jakob Wolf har i sin bog Jobs tårer. Om Gud og det onde sagt noget, der rammer lige ind i spørgsmålet om, hvor meget magt vi egentlig har over vores tilværelse: Det er en uhyre selvfølgelighed, at nok er der meget, jeg har magt over og har indflydelse på; men der er langt mere, som jeg ikke har magt over eller har indflydelse på. Min afmagt er usammenlignelig meget større end min magt. Jeg er afmægtig i forhold til de mest afgørende begivenheder i mit liv, min fødsel, min død, kærligheden, og ikke nok med det, den magt, jeg har, bygger på en magt, jeg ikke har. Min magt er afhængig af, at jeg er født og lever og opretholdes af kræfter og energi, der tilflyder mig udefra. Min afmagt er så stor og indlysende, at man let kommer til at overse den. Det er ofte sådan, at det, der er mest selvfølgeligt og nærværende, er det, der lettest overses. Jeg lægger ikke mærke til lyset, fordi det er for indlysende, og fordi jeg ser med det. Tilsvarende ser jeg ikke min afmagt, fordi den er allestedsnærværende, og jeg lever ud af den.

En af Jakob Wolfs læremestre, K.E. Løgstrup, talte om en totalillusion, der forstærkes af den moderne tekniske og videnskabelige kultur. Dermed mente Løgstrup, at vi hilder os i den indbildning, at vi skylder os selv magten til at være til at værensmagten med andre ord er noget, vi selv råder over: Vi tænker, føler og handler som var vi selv magten til at være til i vor tilværelse.

Over for denne tro eller rettere overtro på menneskets egen afgørende magt dér satte Løgstrup tanken om skaberens magt som den egentlige værensmagt, som den magt, der skaber og opretholder al virkelighed.

Men også hvad angår det, der skal give os håb og mod til livet og kræfter til at bære det og holde ud i det, også her lever vi måske på en illusion, nemlig den illusion, at det er op til os selv at finde, for ikke at sige selv at producere meningen, håbet og modet til at være til. At vi med andre ord også her selv skulle være livets producenter i stedet for at være modtagere af det, som udefra kommer til os af mening, af tro, af håb og livsmod.

I denne illusion har vi formentlig en væsentlig grund til den uhyre mentale og eksistentielle overbelastning, som plager mange moderne menneskers liv med alt, hvad deraf følger, for eksempel af stress og psykiske problemer, hvis omfang tilsyneladende er konstant stigende i det moderne samfund. Noget kunne tyde på, at mennesket ikke er anlagt på at skulle være sit eget livs producent og skaber, men er tiltænkt en mere ydmyg og modtagende rolle.

Noget kunne derfor også tyde på, at vi som moderne mennesker trænger til at se de afgørende ting i livet og i vores egen tilværelse på en ny måde, i et andet perspektiv. Ja, udtrykt i traditionel kirkelig sprogbrug kunne man for så vidt godt sige, at vi trænger til en god og grundig omvendelse ikke så meget i pietistisk og emotionel forstand som i eksistentiel og personlig forstand men jo også i høj grad intellektuelt.

Vi trænger til i bogstavelig forstand at blive vendt om og især vendt væk fra den indbildning, at livet selv og livets mening, håb og udsigt er noget, som vi selv skaber, selv producerer med alle vore ressourcer og kompetencer.

Vi trænger med andre ord til at besinde os på det spørgsmål, som apostlen Paulus stillede den gamle Korinthermenighed (som også i mange henseender betragtede sig som rige og selvhjulpne mennesker, der foragtede de svage): Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?.

Nu forholder det sig faktisk sådan, at advent i kirkelig tradition har med bod og omvendelse at gøre altså for så vidt med en bevægelse væk fra en illusion, en livsløgn, der tiltror os selv at producere livets mening, håb og fremtid. Ja, det er ingen overdrivelse at sige, at adventstanken rummer et kulturkritisk potentiale, som viser sig overraskende relevant i dag. Tanken signalerer en eksistentiel og mental aflastning, som det moderne selvfokuserede og overanstrengte menneske i høj grad har brug for.

Adventstanken om det, som udefra kommer til os, fra naturen, andre mennesker og troen, ja, om ham, som kommer til os i Herrens navn (Adventus Domini) den kalder således på ny og stadig selvbesindelse. En selvbesindelse egentlig af samme art som den, vi møder et fint eksempel på i Martin A. Hansens hospitalsdagbog, som han skrev i tiden op til sin tidlige død.

Efter et frygteligt natligt anfald af sygdommen, som truede ham med total sjælelig degradation, mindes han en gudstjeneste, som han deltog i sammen med sin kone og sine børn: Jeg havde været med dem til alters i kirken, hvilket jeg har skyet ellers siden den tidligste ungdom.

Og så fortsætter Martin A. Hansen med at skrive om altergangen: Det gør man og så er det noget fuldbyrdet, og dagen er anderledes. Og dog anede jeg noget andet. Dog havde jeg som digter set mere. Og jeg fik da vinen og brødet og sagde til mig selv: Det er, som der siges, og da jeg kom ud, var dagen anderledes, det var anderledes at træde på jorden meget anderledes var det ikke, det var ikke opgivende eller overvældende, det var snarere så fint, som at en dråbe af fremmed kraft var dryppet i et kar, så det fornemmedes overalt i vandet. Nu fornam man det andet som noget simpelt, virkeligt, der fortonede sig, ufølgeligt for tanken, i mægtig fjerne perspektiver.

Og sådan forstod man da, at der var en mening i den refleks, at vi gik til alters. Meningen skulle hentes. Meningen skulle man ikke komme med, nar som man var, den kunne bare gives.

Advent er således ikke bare en adventskrans og adventshygge i en kold og mørk tid, skønt ingen af de dele er at foragte. Der er i adventstanken indbygget en kritik og anfægtelse af den moderne selvopfattelse en kritik, som ikke er en yderligere belastning af tidens overbebyrdede menneske. Tværtimod. Det er en kritik, som er fuld af befriende kraft.

Knud Nyboe Rasmussen er tidligere sognepræst og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse