Prøv avisen
Kronik

Æren eller livet?

Per Stig Møller Foto: Sigrid Nygaard

Regeringens eftergivenhed den 9. april 1940 sparede naturligvis mange liv. Havde man kæmpet som nordmændene, var der faldet bomber over vore store byer. Men regeringen ønskede ikke norske tilstande, ligesom nordmændene sagde nej tak til at få de danske tilstande, som den tyske besættelsesmagt ellers tilbød dem

”De Tusind Aar - sAA blev de væk/ i Morges Klokken fem af Skræk”. Sådan skrev Kaj Munk straks efter at have hørt om Danmarks kapitulation til Tyskland den 9. april 1940. 12 danske blev dræbt og 24 såret under de kortvarige kamphandlinger.

Regeringen havde ellers håbet, at Tyskland ville lade os være i fred, når den alligevel hele tiden bøjede sig for Tysklands krav til Danmark. Da tyskerne ikke ville have Kaj Munks stykke ”Han sidder ved Smeltediglen” opført i Sønderborg, henstillede Justitsministeriet eksempelvis straks til teaterchefen Gerda Christophersen at aflyse forestillingen, selv om alle billetter til den var revet væk.

”Jeg fulgte naturligvis Henstillingen, idet jeg gik ud fra, at hvis jeg ikke gjorde det, vilde Henstillingen blive efterfulgt af et Forbud. Men Munk havde svært ved at forstaa og tilgive min 'Mangel paa Mod',” fortalte hun i 1945 i sine erindringer ”Jeg gav aldrig op”. Den 15. februar 1939 skrev han til hende: ”De har lønnet mig yderst slet ved at tage større Hensyn til Hr. Steincke (justitsministeren) end til Hr. Munk”.

Under besættelsen strøg censuren i 1942 så meget i hendes opførelse af Kaj Munks énakter ”Den Kærlighed”, ”at der slet ingen Mening blev i Spøgen - saa den faldt til Jorden”.

Kaj Munks liv, værker og gerninger har jeg behandlet i bogen ”Kaj Munk. Digter, præst og urostifter”, og censurens ihærdighed over for Kaj Munk har jeg beskrevet i den netop udgivne bog ”Aldrig skal Danmark dø” med optrykket af hans digtsamling ”Navigare necesse” og de avisdigte, der i 1940 lå til grund for samlingen; thi flere digte var simpelthen ganske forandrede fra avis til bog.

For eksempel er avisdigtet fra juni erstattet af et helt andet digt i bogen, fordi avisdigtet opfordrer læserne til i stedet for at lytte til Statsradiofoniens ”løgne” at lytte til BBC's forbudte nyhedsudsendelse fra London.

Mod besættelsen skrev P.H. i maj 1940 visen ”Man binder os paa Mund og Haand”, som censuren også klippede grundigt i. Og gymnasiasten Arne Sejr startede den illegale trykpresse ved at udforme og uddele de 10 bud om, hvordan man burde forholde sig til tyskerne, og det var på en ganske anden, uvenlig måde end den venlige, som kongen og regeringen havde opfordret til.

Fra den 9. april drejede det sig for regeringen om at komme så blidt igennem krigen som muligt. Før besættelsen havde dens eftergivenhed været begrundet i frygten for, at Tyskland skulle indlemme Nordslesvig. Blandt andet derfor havde den indgået ikke-angrebspagten med Tyskland.

Derfor havde den heller ikke efterkommet Folketingets krav om at indkalde flere soldater, men tværtimod hjemsendt 6000 soldater. For som statsminister Thorvald Stauning sagde i sin nytårstale den 1. januar 1940: ”Vi kan paa Grund af Landets Karakter ikke skabe et Forsvarsvæsen som andre Lande, selv om Viljen havde været til stede”.

I stedet udtrykte hans nyudnævnte udenrigsminister, Erik Scavenius, den 8. juli 1940 sin beundring for de tyske sejre. Og dagen efter udtalte statsministeren, at ”der vil blive ændret ved Folkets Liv som Følge af det ændrede Billede af Europas Forhold, som maa forventes at foreligge, naar Krigen ender”.

Og dette liv, mente Scavenius, vil blive levet ”under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland”.

Derfor gik hans ministerium i gang med forhandlingerne om en mønt- og toldunion med Tyskland. Disse løb ud i sandet i august 1940, men var de blevet til noget, havde Danmark efter krigen ikke fået status som allieret, men som kollaboratørland.

Med den danske regerings velsignelse drog 6000 danske officerer og menige efter juni 1941 til Østfronten. Desuden meldte 600 danske sig til tjeneste i Værnemagten, og mere end et tusinde danske gik ind i Hipo- og Schalburg-korpsene. Netop derfor holdt det i 1945 hårdt at få USSR til at opfatte Danmark som en allieret nation, der kunne få plads i det nyoprettede FN.

Regeringens eftergivenhed den 9. april sparede naturligvis mange liv. Havde man kæmpet som nordmændene, var der faldet bomber over vore store byer. Kampen ville under alle omstændigheder blive kortvarig, eftersom den danske hær og regering ikke som Norge havde et langt bagland at trække sig baglæns i. Regeringens imødekommende forhandlingsstrategi havde til formål at overflødiggøre indsættelsen af en nazistisk regering i Danmark, sådan som de fik i Norge. Regeringen ønskede ikke norske tilstande, og nordmændene sagde nej tak til at få de danske tilstande, som den tyske besættelsesmagt ellers tilbød Norge.

I Danmark affandt man sig med tilstandene, som de nu engang var. Den 28. april 1940 kaldte Politiken ikke Hitler, men Churchill ”en farlig mand”. Nogle få sagde ganske vist fra, men de blev udsat for det danske udenrigsministeriums ivrige censur og fik deres bøger beslaglagt.

Eksempelvis blev Kaj Munks skuespil ”Niels Ebbesen” forbudt på udgivelsesdagen den 9. april 1942. Men da politiet kom til bogtrykkeren for at tage bøgerne, var disse alle allerede fordelt ud over landet. Det er tilegnet ”vort unge Mandskab af 9. April” til minde om dem, der kæmpede og faldt den dag, Danmark opgav kampen.

Mod regeringens vilje blev kampen taget op af et tusinde danskere, der gik i allieret krigstjeneste, for eksempel forfatteren Jens Gielstrup, Christmas Møllers søn ”lille John” og Anders Lassen, som alle faldt. Lassen fik Victoriakorset post mortem.

Og kampen blev taget op af de over 6000 danske søfolk, som trodsede regeringens ordre om at søge ”neutral havn” for i stedet at søge til en allieret havn og derefter stille sig til rådighed for de allierede. Til dem skrev Kaj Munk i efteråret 1943 digtet ”Sømandsvise”.

Det skulle egentlig bringes i Indenlandsk Sømandsmissions juleblad, men censuren klippede så meget i det, at Kaj Munk trak det tilbage og selv udsendte det ucensuret i bogform. Blandt de linjer, der var censuren for meget, er disse: ”Men se, da alt var daanet hen,/ stod end tilbage Søens Mænd/ i Dyst”.

Herhjemme voksede modstandsviljen gradvist og tog efterhånden form af en modstandsbevægelse. Flere af disse modige modstandsfolk nævner Kaj Munk som en inspirator. Således Christian Ulrik Hansen, der sammen med syv medlemmer af Årsgruppen blev henrettet i Ryvangen den 23. juni 1944, og Jens Stenz fra Hvidstengruppen, hvoraf otte blev henrettet samme sted den 29. juni 1944. Disse henrettelser fik vreden og uroen i den danske befolkning til at udvikle sig til en folkestrejke i juli 1944.

En anden, som var påvirket af Kaj Munks eksempel, var oberst ved Grænsegendarmeriet Svend Bartholin Paludan-Müller. Han deltog i den illegale P-ordning, der gik ud på at oprette en illegal styrke, som kunne træde i funktion den dag, tyskerne overgav sig.

Natten mellem den 4. og 5. januar 1944 havde de myrdet Kaj Munk, og den 26. maj 1944 slog de til mod P-ordningens ledere i Jylland. Da de kom for at tage Paludan-Müller i Graasten, nægtede han at overgive sig. I stedet kom det til en langvarig ildkamp mellem ham og tyskerne, hvoraf flere blev fældet. Til sidst tyede de til at sætte huset i brand, hvorunder han omkom.

For inden havde den stedlige præst fået tyskerne til at lade hans hustru og datter komme ud. Da den tyske kommandør derefter spurgte dem, hvorfor obersten dog gjorde ”sådan noget”, svarede datteren, at han vel tænkte ”på pastor Kaj Munk”, oplyser Sven Sabroe i ”Ene Mand mod Gestapo”, 1945. Netop Paludan-Müllers indsats bliver til juni fremstillet i det nyskrevne skuespil ”Obersten” af Kaj Nissen på ”Det lille Teater” i Graasten.

Efter drabet på Kaj Munk udtalte den britiske udenrigsminister Anthony Eden, at nu stod det klart, at Danmark var en allieret i kampen mod Nazi-Tyskland. Modstandsbevægelsen, søfolkene, danskerne i allieret tjeneste viste verden, at Danmark kæmpede. De reddede Danmarks ære, mens regeringen med sin samarbejdspolitik reddede Danmark fra større tab af menneskeliv.

Per Stig Møller er medlem af Folketinget (K) og tidligere udenrigsminister