Prøv avisen
Kronik

Filosof og kræftoverlever i fælles kronik: Af cancer og covid-19 kan vi lære at slippe kontrollen

"Pandemien tvinger samfund i stå, økonomien i knæ og peger på store spørgsmål om, hvordan vi skal leve livet som samfund og som enkeltpersoner. Det frie valg og den fulde kontrol er forsvundet og taget ud af vores ligning på ufatteligt kort tid. Det, vi før tog for givet, er væk, og vi mærker savnet efter det, der var," skriver dagens kronikører. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jeanette Bresson Ladegaard Knox, lektor ved Institut for folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, og Lotte Seheim, journalist, kræftoverlever og stifter af Livja

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Kræft er ikke en gave, og det er covid-19 heller ikke. Men vi kan lære noget i begge livssituationer. Livskriser som disse er anledninger til at tænke, stille spørgsmål og mærke efter, skriver filosof og kræftoverlever i en fælles kronik

Hvad har cancer og covid-19 med hinanden at gøre? Temmelig meget, faktisk. Covid-19 og cancer er livssituationer, ingen beder om eller vælger at være deltager i, og pludselig står vi midt i krisen. Med ét er vi tvunget til at slippe det liv, vi havde, og affinde os med den uvished og venten, der er på de steder i livet, hvor der ikke er en drejebog. Det er her, vi står lige nu: midt i et liv, der smuldrer i det usikre og utrygge, og uden kontrol over egne liv. Livet leves forlæns, men drejebogen skrives baglæns.

Da Lotte Seheim fik diagnosticeret kræft i 2008, smuldrede den vante verden. Fra den ene dag til den anden mistede hun kontrollen over sin krop, fremtid og tilværelse. Livet gled hende af hænde.

Hun overlevede behandlingen og kræften, men var ganske uforberedt på de eksistentielle udfordringer, der væltede hende omkuld, da hun efter endt behandling fik den glædelige besked, at kræften var væk:

Hvordan lever jeg nu som den forandrede, nye mig? Hvilke beslutninger er jeg nødt til at træffe for at leve det liv, jeg reelt ønsker at leve? Hvad stiller jeg op med den illusion om at have kontrol, som kræften afslørede? Hvordan lever jeg med det menneskelige vilkår, at jeg har indset og mærket min dødelighed og sårbarhed på min krop?

Forventningen er, at når vi er kræftfri, så bliver vi glade. Som i: Nu er du er rask, du overlevede.

Men hvorfor væltede jeg så? Hvad er værdien i at vælte? Hvad er det, jeg kan lære? De spørgsmål begyndte hos et kræftramt menneske og en filosof, der udviklede en særlig dialogisk praksis med den hensigt at filosofere med kræftoverlevere og således tilvejebringe et rum til at ventilere eksistentielle og etiske udfordringer efter kræft.

Nu står vi midt i covid-19-krisen, og parallellerne står i kø: De udfordringer, vi så og oplevede i en afgrænset gruppe blandt mennesker med kræft, ser vi lige nu brede sig på alle niveauer: globalt, nationalt, regionalt og individuelt.

Pandemien tvinger samfund i stå, økonomien i knæ og peger på store spørgsmål om, hvordan vi skal leve livet som samfund og som enkeltpersoner. Det frie valg og den fulde kontrol er forsvundet og taget ud af vores ligning på ufatteligt kort tid. Det, vi før tog for givet, er væk, og vi mærker savnet efter det, der var.

Vi er ikke i tvivl: Der kommer et gigantisk eksistentielt efterslæb fra covid-19, fordi vi ikke har lært at sætte ord på det, som pandemien gør ved os: den virkelighed, den påtvinger os, den uvished, den åbner op, og den angst, den kan forårsage.

Vi tager os selv i at rejse tilbage til tidligere oplevelser, som markerede os og beslutninger, der definerede os. Traf jeg de rigtige valg? Har jeg menneskelige hængepartier? Vi tænker over det liv, vi har levet.

Den første tid gik med at gøre, som politiske ledere og myndigheder opfordrede os til. Det var grænseoverskridende, men nødvendigt, og vi fulgte planen. Ganske som når man følger sin kræftbehandling og møder frem til alle aftalerne.

Den anden tid er nu, og den begynder at kunne mærkes: Noget nager, koncentrationen er svækket, og vi går rundt om os selv uden at komme nogen steder.

De fleste af os har ingen ord for det, men vi mærker det. Vi mærker noget. Noget, der bliver ved med at være der. En grundlæggende murren, en uro i kroppen. En irriterende stikken i baghovedet.

Den spontane impuls er at løbe langt væk fra det, for at stå i dets nærvær er som at være fremmed i eget hjem. Men det er, som om viljens diktatur ikke helt kan kvæle den uro og stikken, så vi spørger: Hvad er denne uro, og hvad vil den os? Ligger der mon noget værdifuldt i den – et kim til større indsigt? Indsigt om hvad? Indsigt i det at være menneske.

Normalt har vi for travlt til at tænke over, hvad det vil sige at være menneske. Men nu er det anderledes. Vi er faktisk tvunget til at være menneske, fordi tempoet er sat ned. Mange af os er hjemme, og så bliver der tid og rum til at tænke og mærke og mest af alt til blot at være.

Vi kan pludselig være menneske uden de sædvanlige forstyrrelser og propfyldte kalendre. Den overdøvende støj i det moderne menneskes hoved har paradoksalt nok bekæmpet det at give slip og give sig hen til spørgsmålet om, hvad det vil sige at eksistere, som den kære Søren Kierkegaard ville udtrykke det.

Men det er, som om vi ikke er født med en viden om, hvad det rent faktisk vil sige at være menneske, lige præcis dette menneske, som du eller jeg er. For hvem er så lige det?

Det er en udfordring for rigtig mange af os. Det er uvant. Det er grænseoverskridende. Det er her og nu. Ikke desto mindre har det spørgsmål altid været der. Vi har bare gjort os blinde og døve for det. Men covid-19 kan – som cancer – vække de mest magelige søvngængere til live.

Hvordan navigerer vi i en verden, i et samfund, i et liv, hvor det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at der ikke (længere) er noget, der er sikkert? Der er ingen garantier, ingen drejebog eller fast bagkant, vi kan planlægge efter. Det var der ikke før covid-19. Eller før kræften. Og det vil der heller ikke være efter covid-19. Eller efter kræften.

Velkommen til livet som menneske uden drejebog! Hvordan er vi mennesker uden den kontrol, vi tidligere overbeviste os selv om, at vi havde, for at livet hang sammen? Lige indtil det ikke hang sammen længere.

Kræft er ikke en gave, og det er covid-19 heller ikke. Men vi kan lære noget i begge livssituationer. Livskriser som disse er anledninger til at tænke, stille spørgsmål og mærke efter.

Når det menneskelige jordskælv buldrer i samfund og enkeltpersoner, åbner det samtidigt et opmærksomhedsrum om dette at være – ikke gøre eller lave eller have, men blot være.

Når vi vælter, kan vi lære at være. Vi kan som individer og samfund nationalt og globalt blive klogere på, hvilke værdier vi ønsker at bygge vores liv og fællesskaber på.

Har vi modet til at være i de store spørgsmål? Og har vi viljen til at lave de forandringer i os selv og som samfund, som vores tanker og nyvundne bevidsthed kræver?

Digteren Inger Christensen skriver i ”Et samfund kan være så stenet”:

Et samfund kan være så stenet/ at alt er en eneste blok,/ og indbyggermassen så benet,/ at livet er gået i chok./ Og hjertet er helt i skygge,/ og hjertet er næsten hørt op,/ til nogen begynder at bygge/ en by, der er blød som en krop.

Det store spørgsmål er, om vi – når samfundet åbner op igen – skynder os tilbage til det, der var? Eller om vi bruger covid-19 – eller kræft eller noget tredje – til at blive klogere på os selv og det liv, vi deler med milliarder af mennesker over hele verden?

Om vi forholder os til det at eksistere som menneske og indretter os mere som ligeværdige væsner i det globale fællesskab. Om vi skaber et samfund så blødt som en krop.

Det er let at være kyniker og besværligt at insistere på indsigt, der udgår fra en erkendelse af livets sårbarhed. Men vi har faktisk et valg. Hvis vi vil. Og hvis vi tør.

Vi er ikke i tvivl: Der kommer et gigantisk eksistentielt efterslæb fra covid-19, fordi vi ikke har lært at sætte ord på det, som pandemien gør ved os: den virkelighed, den påtvinger os, den uvished, den åbner op, og den angst, den kan forårsage.