Prøv avisen

Afrikanske hjemløse er i fare for at synke til bunds

Det er altså ikke forestillinger om Danmark, der trækker. Sydeuropa trækker, hvorfra er fulgt en strøm mod nord på grund af krisen. Krisen har fået en del af dem til at nødlande i Danmark, skriver dagens kronikør. Foto: Mikkel Østergaard Denmark

Udvidelsen af EU har bragt mange vestafrikanske hjemløse til København. De går ifølge dagens kronikør en svær fremtid i møde, idet Københavns eneste overnatningstilbud til udenlandske hjemløse, Kirkens Korshærs Natcafe på Nørrebro, er blevet frataget statsstøtte og således efter alt at dømme må lukke ved årsskiftet

Den kamp imod materiel og åndelig fattigdom, som Hans Peter Mollerup og Kirkens Korshær begyndte i Frihavnskirken i København for 100 år siden i disse dage, har fundet sted i en verden i bevægelse. Korshærsmedarbejderen anno 2012 er i øjenhøjde med andre typer af udsatte.

En af den nyere tids mest markante forandringer er et stort antal af østeuropæiske hjemløse i kølvandet på EUs udvidelser i 2004 og 2007, der har bragt danskerne i mindretal i mange af Kirkens Korshærs varmestuer. Forandringen er fortsat derefter i form af et kraftigt indtag af vestafrikanske hjemløse. De udgjorde eksempelvis kun cirka fire procent af brugerne i varmestuen i Stengade på Nørrebro i 2009. I dag er over halvdelen fra Vestafrika.

Jeg har på vegne af Kirkens Korshær i det seneste halve år forsøgt at komme tæt ind på livet af disse vestafrikanske hjemløse. Jeg har med disse unge mænd fra blandt andet Nigeria, Ghana, Sierra Leone, Togo, Benin og Mali besøgt offentlige kontorer, samlet pant, hængt ud på biblioteker og i varmestuer, modtaget danskundervisning og så videre for således at blive klogere på dem og deres udfordringer.

Dette har vist, at ingen af disse vestafrikanske hjemløse oprindelig havde forestillet sig, at de skulle til Danmark. De havde sat sig for at komme til Nordafrika og derfra eventuelt fortsætte til Europa, det vil i praksis sige de sydeuropæiske lande, der ligger tættest på Afrika, hvor da også de fleste af dem har boet i en årrække. Det er altså ikke forestillinger om Danmark, der trækker. Sydeuropa trækker, hvorfra er fulgt en strøm mod nord på grund af krisen. Krisen har fået en del af dem til at nødlande i Danmark.

Desværre er Danmark og det danske system ikke helt klar til deres ankomst. Det fremgår af de gode nyheder snarere end korrekte nyheder, de bliver givet på jobcentre og af velmenende socialarbejdere i hjemløsemiljøet, alt imens politikere netop har besluttet at fratage Kirkens Korshærs Natcafé på Nørrebro sin essentielle satspuljebevilling, og det vil sandsynligvis tvinge dem til at sove på gaden fra januar. Det forringer paradoksalt deres chancer for at komme op og videre til et bedre sted i tilværelsen og virker altså stik imod hensigterne.

De vestafrikanske hjemløse, som jeg har lært at kende, er uden undtagelse kommet til Europa for at arbejde, hvilket da også de fleste har kunnet gøre i en årrække i udkanten af Sydeuropas arbejdsmarked, blandt andet som daglejere.

Thomas er en af dem. Han levede et udmærket liv i Italien i fem år, hvorefter krisen først fortærede hans lejlighed og bil. Da det også gik over med hans forlovede, som han havde været hjemme at præsentere for sin familie i Elfenbenskysten, tog han sin bærbare computer under armen og hankede op i sin taske. Imens toget fra Milano gled op gennem Europa, raslede han ned ad den sociale rangstige til Kirkens Korshærs varmestue i Stengade på Nørrebro.

Thomas har kun været i Danmark i tre dage, da jeg møder ham første gang på bænken foran varmestuen, og han beder mig vise vej til Udlændingestyrelsen, hvor han ønsker at få overblik over sine muligheder for som ufaglært murer fra Elfenbenskysten med permanent opholds- og arbejdstilladelse i Italien at få en lignende tilladelse i Danmark.

Jeg har ondt af Thomas, der på vejen hen til Udlændingestyrelsen har indviet mig i sit løfte om at betale for sin søsters skolegang, da han lægger hånden på den tunge jerndør, der fører os ud derfra. Han har fået at vide, at opholds- og arbejdstilladelse ikke kan udstedes, hvis der er tilgængelig dansk eller herboende udenlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft inden for EU, som på kvalificeret vis vil kunne varetage det pågældende arbejde, hvilket vi får bekræftet i en mail fra Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering. De forklarer, at Thomas i kraft af sit afrikanske statsborgerskab ikke kan få opholds- og arbejdstilladelse til at udføre sædvanligt faglært arbejde, for eksempel som tømrer og murer, eller ufaglært arbejde, for eksempel som pizzabager, bud, rengøringspersonale med videre.

Danmark er altså lukket og låst for en fyr som Thomas.

Det har Thomas imidlertid ikke forstået. Han har forstået det sådan, at det ikke-refunderbare ekspeditionsgebyr på 4015 kroner for at få en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse behandlet er selve prisen på en sådan tilladelse, som han derfor straks går i gang med at spare sammen til.

Han ernærer sig som flaskesamler. Imens det sker, får han hjælp af velmenende socialarbejdere i hjemløsemiljøet til at formulere et CV på dansk, formulering og forsendelse af jobansøgninger samt i enkelte tilfælde direkte kontakt til mulige arbejdsgivere. Samtidig modtager han løbende på det lokale jobcenter jobopslag af formodet relevans for ham, som oftest inden for rengøring.

Socialarbejdere, jobcenter og Thomas forholder sig altså ikke til kendsgerningerne, men holder hinanden fast i en illusion om, at det umulige er muligt. Det løfter ikke Thomas til et bedre sted i tilværelsen og giver intet input til den nuværende lovgivning på området.

Det er i denne situation uheldigt at nægte Thomas og andre vestafrikanske hjemløse at få dækket deres allermest basale behov for for eksempel mad og søvn. Det er imidlertid, hvad der nu ser ud til at skulle ske, idet Københavns eneste overnatningstilbud til udenlandske hjemløse, Kirkens Korshærs Natcafé på Nørrebro, er blevet frataget sin statsstøtte via satspuljemidlerne og således efter alt at dømme må lukke ved årsskiftet. Når den sidste nytårsraket eksploderer, må disse vestafrikanske hjemløse altså finde andre steder at sove såsom for eksempel trappeopgange, parkers legehuse, skolegårde og så videre.

Det paradoksale ved denne markante forringelse af deres situation er, at den sandsynligvis ikke vil øge deres hastighed igennem Danmark. De er her kun kort tid i forvejen. Det fremgår af en optælling fra sommeren 2012 foretaget i Natcaféen på Nørrebro, der viser, at omkring 90 procent af denne brugergruppe udskiftes i løbet af to måneder.

Det ekstra pres, som følger af tvungen gadeovernatning, bidrager kun til at trykke det sidste luft ud af dem. Det bringer dem i fare for som noget nyt at synke til bunds her i landet.

Det står skidt til, når unge mænd hellere vil krydse Saharas brændende ørken og næsten fryse ihjel i Ahaggar-bjergene for så med nød og næppe at klare sig hen over Middelhavet end blive hjemme, hvilket er tilfældet for mange af disse nye hjemløse i København. Det er altså først og fremmest i deres hjemlande, at der skal ske en forbedring.

I mellemtiden bør vi som samfund undgå at tage farten ud af dem, der er her. De må ikke få lov til at synke til bunds i deres hjemløshed, hvorfor da også eksempelvis Kirkens Korshærs nyligt bebudede rådgivningscenter for hjemløse migranter, der åbner først i det nye år i København, er en virkelig god idé. Derfra vil der kunne indledes en mere målrettet dialog med de hjemløse migranter og de, der lovgiver på området i Danmark og Europa, om bæredygtige løsninger på disse menneskers fortvivlede situation.

Imens vi venter på virkningen af dette rådgivningscenter, såvel som vigtigere internationale tiltag, kunne vi som samfund vel også godt tilbyde dem lidt mad og en madras på gulvet?