I DEN SENESTE TID har vi været vidne til, hvordan den tidligere imam og islamist Ahmad Akkari har stået frem i flere medier og har proklameret sin omvendelse fra hardcore islamist til liberal demokrat.
Ahmad Akkari har lagt sig fladt ned, senest i mødet med sin forhenværende ærkefjende Naser Khader i Deadline på DR 2 den 11. august, hvor han uforbeholdent tilsluttede sig sidstnævntes advarselskampagne mod islamismen.
Man må give Akkari, at han, ud over at henvise til sin unge alder og til, at han selv følte sig ført bag lyset, ikke har forsøgt at forsvare eller forklare sine tidligere holdninger og handlinger, endsige har forsøgt at pointere eller udrede forskellen mellem islam og islamismen.
Dertil kender Akkari sikkert efterhånden Danmark godt nok til, at et sådant forsøg på at nuancere tingene, især når det gælder islam, sandsynligvis øjeblikkelig vil blive brugt til at bringe autenciteten af hans omvendelse i tvivl og medføre de sædvanlige konspiratoriske anklager om muslimers talen med to tunger og skjulte dagsordener.
Ahmad Akkaris omvendelse har haft stor mediebevågenhed og optager tydeligvis offentligheden, så det er derfor muligt, at denne frafaldne islamist ganske utilsigtet vil evne, hvad danske islamforskere, trods store bestræbelser, ikke har haft meget held med, nemlig at nuancere billedet af muslimer og islam en smule.
LÆS OGSÅ: Angrende Akkari taler ud i Trykkefrihedsselskabet
Akkari har været forbeholden med at udtale sig omkring, hvorvidt han stadig er muslim, da han, som han siger, ikke ønsker at spille sit kort over i hverken islamofobernes eller islamisternes lejr, og det er i og for sig også ligegyldigt, men det må dog blive tydeligt for enhver, som har fulgt debatten, at islamismen og dens tilhængere repræsenterer en særlig gruppe eller kategori af muslimer.
ISLAM ER EN TROSRETNING på samme måde, som kristendommen er en trosretning. Når jeg laver sammenligningen, er det udelukkende, fordi det for de fleste er indlysende, at kristendommen, hverken herhjemme eller i en global sammenhæng, meningsfyldt lader sig beskrive som en samlet eller forenet religion.
Det er mit postulat, at det forholder sig på præcis samme måde med islam. Ahmad Akkari og andre var også indirekte med til at illustrere dette, da flere danske politikere under Muhammed-krisen efterhånden følte det presserende at komme i kontakt med muslimernes leder og måtte erfare, at en sådan muslimsk pave ikke fandtes, og at ingen havde mandat til at udtale sig på samtlige muslimers vegne.
Det er ikke mit ærinde her at forsøge at redegøre for islam som religion eller trossystem, men at gøre opmærksom på, at der netop er tale om en tro. Fra en kristen kontekst ved vi, at den kristne tro, også i Danmark, kan dyrkes med større eller mindre intensitet, have forskellige udtryk og føre til forskellige praksisser og former for livsførelse. En kristen tro kan sågar føre til et politisk engagement og i visse tilfælde til etableringen af kristelige partier, som kæmper for en politik og lovgivning baseret på kristent værdigrundlag.
I modsætning til, hvad nogen fejlagtigt tror, så er islamismen ikke en retning inden for islam, men en politisk ideologi. Muslimer er som følge heraf selvsagt heller ikke pr. definition islamister. På trods af, at islamismen ofte omtales som politisk islam, så skal en islamist imidlertid ikke forveksles med en muslimsk udgave af en kristendemokrat.
Selvom islamismen som ideologi heller ikke er entydig formuleret, og islamister som følge heraf spænder over et bredt spektrum fra militante jihadister til moderate reformister, så er islamismen i sit udgangspunkt ikke demokratisk, men tværtimod karakteriseret ved at søge at etablere sig som et ideologisk alternativ til demokratiet.
For islamisterne repræsenterer det tidligste muslimske samfund, som profeten Muhammed etablerede på Den Arabiske Halvø i starten af det sjette århundrede, et idealsamfund og danner som sådan grundlag for et paradigme, islamisterne ønsker nutidige samfund transformeret i henhold til.
Dette tidligste islamiske samfund blev etableret og reguleret i henhold til profetens åbenbaringer, som blev omsat i guddommelige love gældende for alle menneskelige aktiviteter. Religion og politik var således fra starten integrerede og uadskillelige størrelser. Baseret på dette ideal er islamisterne selvsagt modstandere af at begrænse deres religiøse praksis til, hvad de betragter som en kunstig etableret privat sfære, men ønsker alle aspekter af samfundet reguleret i henhold religionen/islam (eller nærmere bestemt deres fortolkning af Islam).
Ifølge den syriske islamforsker Bassam Tibi, som har beskæftiget sig indgående med forholdet mellem islamisme og demokrati, så er der tale om to fundamentalt uforenelige størrelser eller systemer.
Islamisternes politiske agenda kan således identificeres ved målet om at etablere al-nizam al-Islami eller med andre ord en shariabaseret islamisk orden. En sådan orden er ifølge Bassam Tibi totalitær, eftersom den er baseret på en tro på siyadat al Islam (Islams overherredømme) og haikmiyyat Allah (Guds suverænitet), og er således tydeligvis uforenelig med forestillingen om folkets suverænitet, som ligger til grund for demokratiet. Der er således ikke blot tale om mindre uoverensstemmelser, men det er selve kernen i den islamistiske ideologi, at kun Gud, og ikke mennesket, er berettiget til at regere verden, som strider mod kernen i demokratiet.
MÅLET FOR ISLAMISTERNE er etableringen af en islamisk stat. Midlerne hertil varierer, alt efter hvilke grupper af islamister der er tale om. Mens de mest yderliggående islamister som al-Qaeda har valgt den væbnede kamp, har mere moderate grupperinger, som Det Muslimske Broderskab, indvilliget i at deltage i demokratiske processer.
I Egypten lykkedes det således islamisterne at vinde både parlaments- og præsidentvalg, men Mohamed Mursis regeringsførelse efterlod efterhånden verden med det indtryk, at Broderskabets opfattelse af demokratiet reducerede sig til at have været en alternativ vej til at overtage magten. Det er sket, at islamister, det være sig enkeltpersoner, grupperinger eller partier, enten på baggrund af desillusionering, eller i forbindelse med pragmatiske politiske erfaringer, har revideret deres islamistiske agenda i en mere demokratisk retning.
Nogle islamforskere har med reference hertil forsøgt at introducere forskellige former for post-islamistiske kategorier. Som alle tænkende mennesker har også islamister evnen til at reflektere, revidere og udvikle sig. En sådan udvikling fra et islamistisk udgangspunkt til en demokratisk position finder dog sandsynligvis sjældent sted over natten, men er oftest et resultat af en længerevarende proces. Ahmad Akkaris revision af sine holdninger og overbevisninger er et godt eksempel herpå.
For islamister som for alle andre gælder det dog i sidste instans, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. I de tilfælde, hvor islamister opgiver ideen om oprettelsen af en islamisk stat og forkaster de totalitære forestillinger, der er forbundet med indstiftelsen af et islamisk system, da kvalificerer de ikke længere til betegnelsen islamister.
I modsætning til islam, forstået som en trospraksis, der selvsagt lader sig praktisere inden for rammerne af et sekulært liberalt demokrati, så lader islamismen med sit totalitære udgangspunkt sig ikke forene med demokratiet, som også oftest helt afvises og i bedste fald blot betragtes et alternativt middel til etableringen af endemålet: en islamisk stat.
Jonas Bøndergaard Sørensen er cand.mag. i Mellemøststudier