Prøv avisen
Kronik

Sognepræst: Aktiv dødshjælp burde handle om hjælp til den døende

Foto: Leif Tuxen

Henrik Højlund, Sognepræst ved Kingos Kirke på Nørrebro i København

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Det synes mere og mere fremherskende i debatten, at muligheden for aktiv dødshjælp er et løft for humaniteten i vores samfund. Men er det det? Går man argumenterne efter i sømmene, hænger de ikke helt sammen, mener sognepræst Henrik Højlund

For ikke så længe siden faldt der igen dom over lægen Svend Lings. En stramning af den første dom. Blandt andet for hjemmesiden for gruppen Læger for Aktiv Dødshjælp, hvor man kunne finde en detaljeret opskrift på selvmord med blandt andet præcise instrukser til, hvordan man som en ekstra sikkerhed kan trække en plasticpose over hovedet.

Det bringer atter et af de allervigtigste etiske temaer i tiden frem i lyset. Vi blev også indirekte mindet om temaet i anden sæson af ”Herrens Veje”. Et lille sidetema i serien handlede om aktiv dødshjælp. Emilie, præsten Johannes Kroghs svigerdatter, er læge og stilles midt i sin mere eller mindre nedlukkede sorg over sin egen mands, Augusts, død, over for en ældre kvinde og hendes søn, som kun har ét ønske: at kvinden må få lov at dø. Og det med hjælp fra lægen.

Emilie afviser det blankt. Men noget i hendes egen sorg, hendes mands selvmord, blander sig ind i det, og hun ændrer mening og går meget aktivt ind og hjælper kvinden med at dø. Scenen får karakter af at være et godt valg, et menneskekærligt valg.

Det flugter med andre ord godt med det, der synes mere og mere fremherskende i den debat om aktiv dødshjælp, som trænger sig på: Muligheden for aktiv dødshjælp er et løft for humaniteten i vores samfund. Men er det det?

410 danske læger deltog for ikke så længe siden i en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad. Undersøgelsen viser, at et overvældende flertal af lægerne, nemlig 82 procent, er enige med for eksempel Lægeforeningen og andre lægefaglige foreninger, der er erklærede modstandere af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, mens 18 procent er helt eller overvejende uenige. Det forholder sig omtrent lige modsat med det danske folk. Flere meningsmålinger viser, at et næsten lige så markant flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp.

Lisa Maria Bang, ledende overlæge på Holbæk Sygehus, siger, at opbakningen til aktiv dødshjælp hænger sammen med, at flertallet af de adspurgte i meningsmålinger er raske personer, der ikke kan forestille sig livet som gammel og syg. Men ifølge Lisa Maria Bang ændrer menneskers perspektiv sig, når de bliver syge og hjælpeløse.

”Det vil være en glidebane, hvis vi indfører dødshjælp. Det er ikke ligegyldigt, at aktiv dødshjælp ikke er en mulighed. Nogle patienter kan tænke, at de er en belastning for de pårørende, og at det er deres pligt som mennesker ikke at være en byrde for andre. Samtidig ved vi, at mange kræftpatienter får depressioner, hvilket også kan fremme ønsket om aktiv dødshjælp.”

Overlæge Michael Sprehn fra Respirationscenter Syd på Odense Universitetshospital mener, at danskernes opbakning til aktiv dødshjælp skyldes, at moderne mennesker i stigende grad ønsker at have kontrol over deres liv:

”Svarene i flere af disse meningsmålinger bunder i, at folk kommer med nogle hurtige svar uden at have viden om mulighederne for smertelindring. I en individualiseret tid, hvor alle ønsker maksimale frihedsrettigheder, så falder aktiv dødshjælp som en appelsin ned i turbanen som noget, vi selvfølgelig skal have. Det er en naturlig del af det forkælede menneske, der vil styre alt og have kontrol over alt.”

Den store mediedækning af sagen medfører en idylliseret forestilling om aktiv dødshjælp og en manglende viden om mulighederne for smertelindring. Det forklarer kløften mellem lægernes nej og folkets ja. Folk flest ved simpelthen ikke særlig meget om de meget veludviklede muligheder for smertelindring for døende patienter, der allerede findes, eller muligheden for fravalg af behandling, som også allerede findes i dag i sundhedsloven.

Hovedargumenterne for aktiv dødshjælp løber ud ad to linjer:

1) Individets ret til at bestemme over sig selv og dermed retten til selv at bestemme, hvornår ens liv skal afsluttes.

2) Nogle menneskers liv er så lidelsesfyldte, at det er bedre for dem at dø. Begrebet ”værdig død” er blevet det velsmagende ord for aktiv dødshjælp. Og her ligger som regel det stærkeste argument, fordi modstandere af aktiv dødshjælp anses for ufølsomme og umenneskelige og gammeldags moralske.

Hvordan ser argumenterne ud, hvis man går dem lidt nærmere efter i sømmene?

For det første: Mennesket må have fri ret over sit eget liv, siges det. Men valget er slet ikke så frit, som det kan lyde. Hvordan kan et menneske, som er trængt, bange, fortvivlet og måske i forvejen føler sig tilovers, træffe et frit valg?

De pårørende går heller ikke fri af valgmuligheden med legaliseret aktiv dødshjælp. Det skaber med garanti en mere kynisk stemning. Eller som Ole Hartling kalder det: en ”eutanasimentalitet”. Hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt i Danmark, vil det ifølge Ole Hartling føre til en drastisk kulturændring:

”Det ville føre til en kultur, hvor man slår ihjel, når mennesker ikke vurderes egnede til at leve. Det er at skabe et brutaliseret menneskesyn og sætte spørgsmålstegn ved menneskers værdi.”

Lisbeth Arbøl, som er palliationssygeplejerske på et hospiceteam, har givet udtryk for, at man ved aktiv dødshjælp ikke bare berøver et andet menneske livet rent fysisk, men man berøver også det menneske muligheden for den berigende udvikling, der paradoksalt nok kan ske, når man gennemlever lidelse, smerte eller krise, selvfølgelig støttet af mennesker omkring en. Og de pårørende mister også den berigelse, der kan ligge i at gennemleve lidelsen sammen med den lidende.

Ved at give op over for smerter og lidelser med aktiv dødshjælp begår man faktisk tredobbelt drab. Drab på selve det fysiske liv, drab på de livsmuligheder og vækstmuligheder, den døende kunne have fået, og drab på de pårørendes livsmuligheder og erkendelser gennem processen.

Lisbeth Arbøl siger:

”Vi skal alle tage os sammen og give tid og omsorg til hinanden gennem hele livet, også når det er besværligt og trættende til sidst på vej mod døden. Svaret er aktiv livshjælp til det sidste. Når livet og døden gør ondt i overført forstand, skal vi blive hos hinanden – ikke slå ihjel.”

Og så det andet hovedargument for aktiv dødshjælp – det med, at nogle menneskers liv er så lidelsesfyldte, at det er bedre for dem at dø. At give dem en ”værdig død”.

Desværre råder der stor uvidenhed her. For vi har jo en situation i dag, hvor smertelindring kan udføres meget præcist og etisk forsvarligt, sådan at man kan dø stort set uden smerte. Og altså meget langt fra det næsten mytiske billede, der ellers tegnes af et smertehelvede i forbindelse med visse typer død.

De mange modstandere af aktiv dødshjælp blandt læger påpeger det igen og igen: Der er mærkeligt stor uvidenhed her. Der er brug for oplysning!

Det er også vigtigt, at der bliver talt præcist om begreberne aktiv og passiv dødshjælp.

Ved aktiv dødshjælp giver man bevidst patienten medicin med det klare mål, at døden indtræffer inden for kort tid. Passiv dødshjælp derimod er de situationer, hvor man for at lindre smerter, åndenød, angst og uro giver medicin i så tilstrækkelige doser, fagligt nøje udregnet, at man er klar over, at det i nogle tilfælde kan fremskynde døden nogle timer eller dage. Men målet er at lindre – ikke at slå ihjel. Og betyder, at udtrykket passiv dødshjælp er misvisende.

Aktiv dødshjælp burde handle om én ting: aktiv hjælp til den døende, til en værdig død, til nærvær, til at leve livet fuldt ud, selv når døden nærmer sig.