Albert Camus blev dræbt ved en tragisk bilulykke den 4. januar 1960, kun 47 år gammel. Men nu, mange år efter, står han stadig som en af de mest indflydelsesrige intellektuelle i det 20. århundrede.
Der er skrevet mange bøger om ham og hans forfatterskab, men det er lykkedes Stephen Eric Bronner, professor ved Rudgers University, i sin bog »Camus. Portrail of a Moralist« at kaste nyt lys over hans værk gennem en klarlæggelse af sammenhængen mellem hans æstetiske synspunkter og hans politiske. Det sker gennem en nyskabende læsning af Camus' fiktion, drama og filosofiske tekster. Bonner påviser, hvordan Camus ofte begår fejltagelser, hvad angår politiske vurderinger. Mest tydeligt i sin opposition til Algeriets selvstændighedskamp. Hans principper hindrede ham i at tage parti for den ene eller den anden part i konflikten: Han var imod den franske imperialisme og militarisme, men han var også imod den algierske frihedsbevægelses nationalisme og vold. Det mellemstandpunkt, han indtog (våbenstilstand, frie valg og en føderalistisk stat i stedet for uafhængighed) havde ingen chancer for at blive gennemført.
Bronner giver også en velovervejet redegørelse for det opsigtsvækkende brud på venskabet mellem Camus og Jean-Paul Sartre. Den umiddelbare årsag var en anmeldelse af Camus' filosofiske værk »Oprøreren« i Sartres tidsskrift »Les Temps modernes«. Men hovedårsagen var forskellen mellem de to forfatteres politiske anskuelser.
I sit brev til redaktøren angreb Camus Sartre og hans meningsfæller for, hvad han anså for deres ukritiske holdning til stalinismen. I sit svar fordømte Sartre Camus' uforpligtende holdning som en vægren sig mod politisk engagement.
Bronner ser Sartres beslutning om at gå ind for Sovjetunionen på grund af dens ideologiske forpligtelse over for revolutionen som vildledende »i betragtning af, at Sovjetunionen ikke havde fulgt en reel revolutionær kurs siden 1923!« Retfærdigvis anfører Bronner også, hvordan Sartre holdt en distance til det kommunistiske parti. Han beklager den måde, hvormed konservative kritikere har betragtet Sartre som the bad guy og Camus som the good guy i dette drama. De havde ikke ret, når de søgte at erobre Camus som en af deres helte. Camus var jo en skarp kritiker af status quo og, opvokset i et fattigt arbejderklassemiljø (og en overgang medlem af det kommunistiske parti i sit hjemland Algeriet), hele livet igennem socialist. Bronner konkluderer: »He was a man of the left«.
En god portion af bogen er viet Camus' filosofiske tanker, som Bronner mener falder i to perioder. I den første periode finder vi »Sisyfos-Myten«, hvor Camus hævder, at det at afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Derfor findes der kun et virkeligt alvorligt problem: selvmordet. Bogen behandler selvmordet som en form for resignation, det ensomme menneskes situation i en absurd verden.
I romanen Pesten og essayet Oprøreren betones solidaritet ansigt til ansigt med det onde. Formentlig var det begivenhederne, der kulminerede med Anden Verdenskrig, der fremskyndede dette holdningsskift.
Skønt Camus afviste etiketten eksistentialist, har Bronner nok ret i alligevel at placere ham inden for denne løseligt definerede filosofiske tradition. For Camus er det Guds fravær, der gør universet absurd.
Bronner karakteriserer Camus' eksistentialisme som en »religiøs ateisme«.
»Pesten« er en parabel om nødvendigheden af at forenes for at modstå fascismen. Ved at identificere fascismen med pesten - en sygdom, der aldrig kan udryddes, men som optræder igen og igen - viser Camus sit pessimistiske syn på politik.
Bronner er stærkt kritisk over for Camus' teoretiske arbejde »Oprøreren«, der indledes med en påstand om, »at det første og det eneste sikre, som jeg kan hente ud af den absurde oplevelse, er altså oprøret«.
Bogen er et produkt af begivenheder som Spanien, Anschluss, München, krigen og kz-lejrene. Men Bronner finder ikke, at bogen bidrager til at øge vores forståelse af totalitære systemer, revolution eller frihedsrettigheder. Den er hverken omfattende eller specifik nok til at tjene som grundlag for en konsistent etik.
Alligevel opretholder Bronner sin karakteristik af Camus som en moralist, et menneske, der handlede ud fra principper.
Bronner placerer ham derfor som en forfatter i den store intellektuelle tradition af moralister: »Pascal, Montaigne og Voltaire.«
Camus modtog i 1957 Nobelprisen.
Kilde: Stephen Eric Bronner: »Camus. Portrait of a Moralist«. University of Minnesota Press
Eric Danielsen er journalist