Den 4. september 1965 døde Albert Schweitzer. Han var dengang et verdensnavn med en berømmelse, som end ikke en Dalai Lama i dag kan matche.
Han var kendt som teologen, filosoffen og organisten, der i 1905 som 30-årig opgav en lovende karriere for at uddanne sig som læge for at drage til det tropiske Afrika.
Ved en afsides flodbred under ækvators brændende sol opbyggede han fra 1913 sit hospital - eller rettere en hel landsby omkring en medicinsk og kirurgisk klinik, hvor de indfødte fra et stort opland kunne søge hjælp. Her omsatte han indtil sin død sin uortodokse kristendom til praktisk næstekærlighed.
Men hans ry byggede ikke kun på lægegerningen, men også på et originalt kulturfilosofisk forfatterskab, der analyserede den europæiske civilisations grundlag.
Bag den stolte kulturfacade så han et åndeligt fundament i forfald med materialisme, populistisk propaganda, voksende nationalisme, åndløshed og udbredt inhumanitet.
Europæisk teknik og videnskab fejrede triumfer, men for Schweitzer stod det tidligt klart, at ingen ydre fremskridt kunne skjule den sociale og åndelige nød, og at tidsånden var præget af overfladisk optimisme.
Han blev inspireret af Friedrich Nietzsche, i hvis lidenskabelige filosofi han bag ordene ”Gud er død” og bag al syg tale om overmennesket og viljen til magt fandt et krav om sandfærdighed, som blev ham en fordring for livet.
Og Nietzsches afsløring af, at tidens fremskridtstro byggede på illusioner, viste sig profetisk på tærsklen til det hidtil blodigste århundrede i Europas historie.
Albert Schweitzer afsluttede sine studier med en disputats om Kant og en række afhandlinger om kristendommens oprindelse. I sandfærdighedens navn brød han med teologiens dogmer om den skabende Gud og om Jesu opstandelse, hvad der for altid gjorde ham til en omstridt og kættersk skikkelse i kirkelige kredse.
For Schweitzer var Jesus en senjødisk profet, der delte sin tids verdensanskuelse og benyttede dens billedsprog i sin forkyndelse af et gudsrige, som meget snart skulle bryde frem. Han døde som andre profeter, gudsriget brød ikke frem, og disciplenes syner skabte den opstandelsesmyte, som blev kristendommens kerne.
Jesus var den, der bundet af sin tids horisont med vældig åndelig kraft udtrykte en etisk vilje til livshengivelse og barmhjertighed - en vilje, der også i dag helt uden mytologi kan gribe vores vilje. For os kan gudsriget kun betyde et etisk mål for menneskets virke her på jorden.
For Schweitzer blev Jesus som dødeligt menneske en større magt end nogen opstanden gudesøn. En magt, som førte ham til Afrika, hvor hans tanker modnedes og førte ham videre til en original, tankebåret livsanskuelse og etik.
At en livsanskuelse begrundes af tanken, betyder ikke, at tanken kan nå til bunds i tilværelsen. Dybere end tanken er viljen, og den dybeste erfaring siger os, at vi er vilje, der vil leve, midt blandt vilje, der vil leve.
Mennesket må, når det forholder sig tænkende til sin egen livsvilje, gribes af ærefrygt for denne alt levendes hemmelighedsfulde indre magt, som vi kun i os selv oplever indefra. Etik er at vise al livsvilje samme ærefrygt som min egen, og dermed et grænseløst udvidet ansvar for alt levende.
Med ordene ”ærefrygt for livet” satte han ord på sin livsanskuelse, der omfattede, men også gik videre end traditionel etik. I Schweitzers etik indgik menneskets forhold til dyr og planter. I ethvert levende væsen røber sig en livsvilje, som kræver respekt og hengivelse. Schweitzer blev kendt - og ofte latterliggjort - for sit stædige krav om, at mennesket tager dyrenes lidelser alvorligt.
Husdyr eller forskningens forsøgsdyr må ikke udsættes for unødig smerte, og man må overalt søge at lindre dyrenes kår og skåne deres liv. Mange smilede ad hans krav om aldrig unødigt at slå et insekt ihjel.
Alt, hvad der lever, er helligt. Naturvidenskabens fremskridt har blot gjort naturen mere gådefuld, for der viser sig ingen overordnet mening i universets udvikling. Schweitzers filosofi lader de kosmiske gåder stå uløste, ligesom den respekterer dødens grænse.
I Afrika fandt han, at de indfødte ikke frygtede døden, men nok smerten. At kunne befri patienter for smerter var det dybest tilfredsstillende i hans arbejde, for ”smerte er en frygteligere herre end døden”. Dø skal vi alle, men smerten kan mennesket lindre for medskabningen.
Sjælelig lidelse og angst lindrede han også ved at bekæmpe den udbredte overtro med tabuer, fetischer og trolddom. Schweitzer betragtede sig selv som arvtager af oplysningstidens rationalisme, hvis svigt han så som dybeste årsag til Europas nød. Han så sig selv - uden falsk beskedenhed - som oplysningsfilosofiens reformator.
Etikken, der udspringer af ”ærefrygt for livet”, udfoldede Schweitzer i det filosofiske hovedværk ”Kultur og etik” fra 1923. Heri finder man en original og beåndet gennemgang af etikkens historie siden det første gennembrud med store tænkere som de jødiske profeter Amos og Esajas, Zarathustra i Persien og Kongfuzi i Kina.
Schweitzer skrev senere også om indisk og kinesisk tænkning, og han fandt, at vestlig filosofi i dag burde se sig selv som en del af en global menneskehedens filosofi.
Hans berømmelse kulminerede med tildelingen af Nobels fredspris i 1953. Men i de sidste 10 år af hans liv satte kritikken ind. Hans kamp mod atomoprustningen med prøvesprængninger i atmosfæren vakte politisk modvilje især i USA, og med afkoloniseringen og nye former for ”u-landsbistand” syntes Schweitzer at tilhøre en svunden tid.
Hans hospital lå fra 1960 ikke længere i Fransk Congo, men i et selvstændigt Gabon. Man anerkendte nok hans indsats, men kritiserede også hospitalets hygiejniske standard.
Man husede jo ikke blot de syge, men også familiemedlemmer, deres potter og pander foruden en broget, fritgående fauna af høns og geder, antiloper og pelikaner - hospitalet var en afrikansk landsby og dermed ikke moderne nok.
Schweitzer fordømte tidens racisme, men fastholdt, at nok var han de indfødtes broder, men vel at mærke deres ældre broder. Det blev nu udlagt som paternalisme og bedre blev det ikke, når han kritiserede den hastige afkolonisering med uddannelsen af en bureaukratisk elite og fortsat rovdrift på naturressourcer i stedet for at satse langsigtet på lokalt landbrug og håndværk.
Når det gjaldt teologi og filosofi, så var og forblev han en kætter og outsider. Protestantisk teologi vendte med Barth og Bultmann ryggen til hans tanker. Hans syn på Jesus forargede både kirkens mænd og ukristelige sjæle - af modsatte grunde. Og filosofien søgte i helt andre retninger.
Da han døde i 1965, var han tilsyneladende overhalet af tiden, som nu var præget af en ny bølge af optimisme og fremskridtstro på modernitetens, udviklingens og afkoloniseringens vegne. Og siden 1965 har verden da også set åbenbare fremskridt - men de globale udfordringer er så store som nogensinde.
Udviklingen i de tidligere kolonier i Afrika har ikke levet op til de store forhåbninger fra 1960'erne. Og globalt vidner klima- og miljøtrusler, befolkningspres, nationalisme, overtro, militarisme og atomvåben om, at tidens optimisme og fremskridtstro kan vise sig at være lige så overfladisk, som den var for 100 år siden.
Europas enestående rolle i verdenshistorien med oplysningstidens idéer om humanitet og menneskerettigheder som et højdepunkt er udfordret i det 21. århundredes globale verden.
Schweitzer er nok en stemme fra fortiden, men hans hele værk er udtryk for en dybtgående europæisk selvbesindelse og dermed også et memento til nutiden.
Ole Vind er dr.phil.