Alle Abrahams børn

Islam og kristendom stilles ofte op imod hinanden som uforenelige størrelser, der ikke kan eksistere side om side. Derfor mener man, at muslimer ikke kan integreres i det dansk-kristne samfund, uden at de giver afkald på islam som deres livsgrundlag, eller at de som et minimum bliver lige så sekulariserede som flertallet af folkekirkemedlemmerne. Islam og kristendom adskiller sig da også væsentligt fra hinanden - både hvad angår gudsopfattelse og menneskesyn. Men der er samtidig vigtige fællestræk, som kan danne grundlag og udgangspunkt for en meningsfuld dialog og et frugtbart samarbejde. Det har fem års erfaringer med dialog og praktisk samarbejde i Islamisk-Kristent Studiecenter vist os. Her er der nemlig ikke tale om en forhandlingssituation, hvor vi indgår kompromiser eller nedtoner forskellene for at blive enige eller ens . Men det handler om at forholde sig til hinandens tro med lydhørhed og ægte respekt. Der findes ikke noget, der kan kaldes ren islam eller ren kristendom. Begge er gennem historien blevet præget af de forskellige kulturer og strukturer, de er indgået i, og har været genstand for forskellige tolkninger. De repræsenterer derfor, både i historien og i nutiden, en betydelig mangfoldighed. Der er dog noget, der er fundamentalt i hver af de to trosopfattelser, en overordnet teologisk ramme, der er nogenlunde fælles. Det er vigtigt at forholde sig til hele denne ramme, når man vil forstå lighederne og forskellene mellem islam og kristendom. I begge religioner er Guds kommunikation med mennesker det centrale. Gud har skabt verden og opretholder den, og har på et tidspunkt i historien i en særlig åbenbaring meddelt sig til mennesker, så at de kan vide noget om Guds hensigt med sin skabelse. Der er også enighed om, at Gud er retfærdig og barmhjertig og har omsorg for mennesker. Desuden spiller Abraham en rolle som stamfader for både jøder, kristne og muslimer. De er således alle Abrahams børn. At mennesket er Guds skabning betyder både i islam og kristendom, at det tilhører Gud, er helligt materiale så at sige. I kristendommen siges det, at mennesket er skabt i Guds billede, i islam at mennesket ved skabelsen har fået særlige egenskaber, som kun Gud besidder i absolut forstand, dvs. intelligens, evnen til at tale, fri vilje etc. Mennesket er skabt til at være Guds kalif, dvs. til at repræsentere sin skaber og afspejle skaberens kvaliteter. Denne skabelsesteologi indebærer i begge religioner, at menneskelivet må behandles med respekt. Livet har vi til låns. Derfor må vi ikke sløse det bort, men må leve som Gud vil have det. Her har vi grundlaget for en fælles etik. Dér, hvor forskellen kommer stærkest til udtryk, er i åbenbaringsforståelsen. Hvordan forholder Gud sig til mennesker, og hvad er det, Gud åbenbarer? I islam er det vigtigt at skelne skarpt mellem Gud og alt det, der ikke er Gud, dvs. holde fast i Guds herlighed og absolutte suverænitet - at han er noget andet end og hævet over sin skabelse. Og denne ophøjethed og suverænitet kan mennesker kun forholde sig til i ærefrygt og lydighed. Derfor åbenbarer Gud sin vilje for at vise, hvori lydigheden må bestå. Han sender således åbenbaringen i form af en bog, der bl.a. indeholder en række love og regler for, hvordan mennesker skal leve deres liv. I kristendommen er det ikke så meget ophøjetheden, som Guds kærlighed, der er central. Derfor sender Gud ikke en vejledning, en bog, men kommer selv til mennesker i sin søn for at vise, hvem han er. Dermed er afstanden mellem Gud og mennesker ophævet. Det er altså ikke bogen, men Guds handling, Guds kærligheds historie i verden, der er vigtig for kristne. Bibelen er ikke Guds åbenbaring, som Koranen er det, men vidnesbyrdet om, fortolkningen af åbenbaringen, af Guds handling. Det er gennem denne åbenbaringshandling, i Jesu liv, død og opstandelse, kristne kender Guds væsen som den betingelsesløse og altopofrende kærlighed. De fleste muslimer vil ikke på samme måde sige, at de kender Guds væsen, men snarere hans vilje. Åbenbaring forstås således i islam primært som Guds vejledning til mennesker og er nært forbundet med kundskab. Ved at sende Koranen lærte Gud mennesket, hvad det ikke vidste. Man kan sige, at mennesket »frelses«, kommer i paradis ved Guds barmhjertighed, men også gennem sin kundskab og lydighed. Tro er knyttet sammen med erkendelse og indsigt. Det gælder primært om at erkende Guds storhed og bøje sig for det indlysende. I kristendommen er åbenbaringen Guds handling i Kristus, og troen er den tillidsfulde given sig over og hen til Gud. Gud handler (gennem Helligånden) med mennesket i troen. Og hans evige ord er ikke skriften, men Kristus. Der er således en parallel mellem Koranen og Kristus som Guds ord, Guds åbenbaring til mennesker. I islam brugte Gud det menneskelige sprog, mens han i kristendommen brugte et menneskeligt liv som medium for sin åbenbaring. Dermed bliver de to skriftsyn afgørende forskellige. Bibelen opfattes af de fleste kristne ikke som Guds ord fra ende til anden. Den er ikke dikteret af Gud, men skrevet af mennesker, som var præget af deres samfundsmæssige og personlige baggrund. Dette skinner igennem i det, de skrev. Der er dog blandt kristne uenighed om, hvorvidt og på hvilken måde Bibelen er inspireret af Gud. Men når kristne taler om Bibelen som Guds ord, hentyder de fleste ikke til Bibelens bogstavelige ord og udsagn, men til det budskab, som Bibelen indeholder og forkynder. I begge religioner er Gud almægtig. Uenigheden består i to forskellige opfattelser af, hvordan Gud viser denne sin almagt, sin styrke. Da Muhammed på kamel - ørkenens sejrsdyr - red ind i Mekka i 630, flygtede hans fjender, og han gjorde sig til herre over byen. Da Jesus 600 år tidligere på æsel - trældyret - drog ind i Jerusalem, blev han forkastet, og hans venner flygtede. Jesus besejrede ikke Jerusalem, men led uden for dets mure. Disse to indtog illustrerer, at Gud i islam viser sin almagt i ophøjelsen, den åbenlyse sejr - også den politiske, mens Gud i kristendommen viser sin almagt i svagheden, tjenesten, den lidende kærlighed. Det bliver her tydeligt, hvor vigtigt det er i islam at beskytte Guds magt og ære, hvorimod Gud i kristendommen netop fralægger sig magt og ære ved at træde ind i verden og dér lide på et kors. Samtidig har han ved opstandelsen vist, at det, der ser ud til at ende med et nederlag - kors og død, vendes til sejr over død, ondskab og lidelse. Når Koranen afviser, at Jesus skulle være Guds søn, og at korsfæstelsen fandt sted, så er det ikke så meget af historiske grunde, men snarere af teologiske grunde. Guds herlighed viser sig i den åbenlyse magt, ikke i en lidende Guds søn på et kors, der netop sætter spørgsmålstegn ved magten som vejen til sandheden. Korsfæstelsen passer ikke ind i islamisk teologi. At tanken om, at Gud blev menneske, er så utænkelig for muslimer, hænger desuden sammen med forskellen i menneskeforståelsen. Ifølge islam er der intet syndefald, der afslører menneskets fundamentale svaghed i forhold til det onde. Adam og Eva angrede i den koranske skabelsesfortælling deres fejltagelse og blev tilgivet af Gud, genrejst og sendt ud i verden som syndfri og rene mennesker. Der var og er ingen synd til hindring for, at mennesket kan leve, som Gud vil det, og etablere orden i verden. Mennesket har dog brug for åbenbaringen, fordi det er glemsomt, uvidende og egoistisk. Der er således i islam ikke brug for, at Gud blev menneske for at genoprette et tabt forhold. Mennesket kan selv realisere det gode. Det er dette mere optimistiske menneskesyn, som vi finder i islam, der gør, at muslimer kan forestille sig en retfærdig social orden, en islamisk stat, mens der ifølge kristendommen ikke er noget perfekt samfund muligt. Ingen shari'a, intet teokrati eller kalifat kan nemlig fjerne menneskers radikale syndighed. Dermed har vi også en del af forklaringen på, hvorfor forholdet mellem religion og politik, mellem teologi og lov opfattes så forskelligt i de to religioner. Man kunne nævne yderligere forskelle og ligheder i synet på f.eks. lov, profeter, fællesskab, tilgivelse, bøn, det onde, forudbestemmelse og dommedag. Alle kan de henføres til og forstås inden for den her skitserede overordnede ramme. Vil man etablere en dialog mellem kristne og muslimer, er det ikke frugtbart at starte med de åbenlyse trosforskelle. Det er vores erfaring i studiecentret, at udgangspunktet bedst tages i de fælles etiske eller samfundsmæssige problemstillinger. Dermed kan man undgå, at samtalen bliver en konkurrence om, hvem der besidder sandheden, men snarere en dialog, der på en konstruktiv måde kan føre frem til en klargørelse og forståelse af hinandens forskellige trosopfattelser. n dr.theol., stiftspræst og leder af Islamisk Kristent Studiecenter