Alle disse kulturbyer

Det kan virke, som om de høje herrer i Bruxelles har villet gå den katolske kirke i bedene og gøre år 2000 til et særligt kulturjubelår. Ni byer er udpeget som kulturbyer i år. Finn Slumstrup har besøgt to af dem

Op gennem 1990'erne har der været megen prestige i at blive udpeget til Europæisk Kulturby. Herhjemme gik fænomenet for alvor ind på lystavlen i 1996, da det var Københavns tur. Men i år kan det være svært at afgøre, om de høje herrer i Bruxelles har villet gå den katolske kirke i bedene og gøre 2000 til et særligt kulturjubelår, eller om de bare har været ude af stand til at træffe beslutninger. En kendsgerning er det i hvert fald, at de ni byer, der seriøst lagde billet ind, alle blev godkendt som Kulturby 2000: Avignon, Bergen, Bologna, Bruxelles, Helsinki, Krakow, Prag, Reykjavik samt Santiago de Compostela. Det kan næsten ikke undgå at give en fornemmelse af, at nu er der gået inflation også i den ide. Og hvis man er af den opfattelse, at man ikke nødvendigvis skal bøje sig for ethvert projekt, der søsættes, ud fra ambitionen om at styrke borgernes utilstrækkelige europæiske sindelag, melder spørgsmålet sig meget naturligt, hvad man overhovedet skal med hele dette kulturby-tam-tam? I øvrigt et spørgsmål, der melder sig ganske ubesværet, når det primære kendskab til kulturbyfænomenet stammer fra de københavnske erfaringer i 1996: Den første del af den næsten klassiske kritik om, at kulturår er en aktivitetsfyldt parentes, der ikke sætter sig varige spor, kan bestemt også rettes mod det københavnske år. Det samme gælder for anden del af kritikken, at selve kulturbyidéen er med til at puste til det hæslige fænomen, der kaldes eventkulturen. Det omgående svar på denne kritik er, at man er nødt til at hyle som de ulve man færdes iblandt. Vi lever nu engang i denne medieoppustede eventkultur. Det må de gode kræfter ikke alene se i øjnene, nej, det må de udnytte konstruktivt. Eksempelvis er det nemmere at få kulturbyggerier igennem bevillingssystemet, når der kan peges på, at der er et kulturbystempel forude. Men i stedet for at basere sin vurdering på nu fire år gamle oplevelser, var det måske nok så konstruktivt at indhente nye erfaringer. Det fik jeg mulighed for, da jeg som en del af mit radioarbejde besøgte Bergen i ugen op til påske for at finde ud af, hvordan man på den norske vestkyst har grebet sagen an. Nu skal det siges med det samme, at jeg gennem snart mange år har haft en kærlighedsaffære kørende med Bergen. Uanset om jeg kommer ind med bil sydfra, eller om jeg kommer med toget østfra og endnu en gang har nydt skønheden på togrejsen fra Oslo til Bergen, så kan jeg umuligt komme objektivt til den by. Jeg glæder mig til gensynet. Så jeg var forhåndsdisponeret for at mene, de i Bergen har grebet det rigtigt an! Imidlertid skal man ikke tale ret længe med nogle af de implicerede før det står klart, at luften har været elektrisk i diskussionerne, der er gået forud for den plan, der nu afvikles med en tilsyneladende ubesværet professionalisme. Bergenserne har skændtes om den fundamentale problemstilling: Betyder udnævnelsen til kulturby, at der nu skal produceres en masse nye kunst- og kulturinitiativer eller betyder det, at man skal styrke alt det, vi har i forvejen? Uenighederne har været voldsomme. Det bliver de nemt på Vestlandet. Den første direktør for Kulturbyåret gik af, næsten før arbejdet for alvor var kommet i gang. Terje Gloppen, som allerede var centralt placeret i organisationen, blev trukket helt op i direktørstolen. Som i øvrigt ligner de andre stole i Kulturby 2000-hovedkvarteret umiddelbart ved siden af Bergens turistkontor i den gamle bank- og børsbygning på Vågalmenningen med udsigt til byens fine statue af Ludvig Holberg, hvor den nu 316 årige skuer ud over Fisketorvet og Vågen. I det hele taget lader bergenserne sig karakteristisk nok ikke imponere. Frugthandleren på Fisketorvet mente, det var mindst 3-4 år for sent, Bergen omsider blev anerkendt, og en af fiskehandlerne konstaterede nøgternt, at Bergen er kulturby hvert år. Når jeg talte med skole- og gymnasieelever, som efter skoletid mødes i stort tal på Torgalmenningen, var der heller ingen imponerede. Det var den dominerende vurdering, at kulturbyen mest var for de pæne, de midaldrende og de ældre. Terje Gloppen deler ikke disse opfattelselser. Byer som Krakow og Prag har ikke brug for etiketten. De er europæiske kulturbyer. Men for en by som Bergen ligger der en vældig chance i at komme med i det netværk af kulturbyer, der er tale om i år. Udnævnelsen giver muligheder, og den forpligter: »Bergen er tildelt status som europæisk kulturby først og fremmest, fordi byen er usædvanligt rig på kultur og historie. Den udstrakte kontakt med udlandet og byens både historisk og nutidigt klare identitet, har sat sit præg på arkitekturen, Bergenskulturen og byens sjæl. Bergen er altså vejet og fundet tung nok til at blive europæisk kulturby. I glæden over udnævnelsen er det vigtigt at huske, at den forpligter. Året skal sætte sig spor i Bergen, længere end de 10 måneder projektet varer. Den bør også også være en påmindelse om, at vi skal bevare og udvikle byen på en måde, der er en europæisk kulturby værdig.« I den citerede replik ligger der to meget vigtige signaler. 1) Selv om kulturbyens slogan er »Over 1000 arrangementer på 300 dage«, så er de hede diskussioner ganske entydigt endt med, at kulturbyen ikke skal have en projektproducerende organisation. Det er det allerede eksisterende kunst- og kulturliv, der skal trække læsset og tegne by og omegn. 2) I direkte forlængelse heraf er det så også naturligt fra start at markere og arbejde for, at Bergen ikke begår samme fejl som adskillige andre kulturbyer, hvor perioden blot blev en aktivitetsfyldt parentes. Terje Gloppen sigter meget målrettet mod at etablere nye, holdbare netværk mellem de eksisterende kulturinstitutioner. Når talen er om kulturbyens målgruppetænkning, afviser han blankt, at ungdommen bliver glemt. Efterhånden som kulturbyåret rulles ud, vil der være masser af tilbud til børn og unge. Lige fra »Min by. Vore byer« - et projekt der involverer 25.000 skolebørn i Bergen og er et samarbejde med de andre otte kulturbyer - over »Verdens mest mangfoldige studenterfestival« rettet mod byens 30.000 studerende til en myriade af andre arrangementer, hvor det største var »by: Larm Bergen 00«, et stort rockarrangement, der tiltrak 20.000 unge i dagene 2.-5. marts. I øvrigt er de 300 dage i Bergen inddelt i tre overordnede perioder: Drømmene var overskriften fra åbningen 17. februar frem til 4. juni. Aktiviteterne udspilledes i helt overvejende grad indendøre og inden for bygrænsen. Vandring er titlen på den aktivitetssvulmende midterdel fra 8. juni til 3. september. Denne del af projektet venter Gloppen sig meget af. Her skal der slås et afgørende slag for, at kystkulturen er den typiske norske kulturform. Rummene fra 7. september frem til Kulturby 2000 i Bergen lukker 3. december markerer, at man igen går indendørs, og at byens faste kulturinstitutioner tager fat på 2000-2001 sæsonen. Terje Gloppen har erfaret, at vi Norden arbejder med et sådant projekt på en helt anden måde, end man gør i de sydligere kulturbyer. Det skal blive spændende at se, om hans ambition om, at projektet skal række videre ud end de 10 måneder, kommer til at holde. Glædeligvis kan det konstateres, at man i Helsinki arbejder med ganske samme sigte. Morgenbladet, det hæderkronede 181-årige norske dagblad, som i sin nuværende form er en læseværdig weekendavis, har i udgaven for 26. maj sendt to mand til den finske hovedstad. De må med beklagelse konstatere, at deres fordomme om Finland og finner ikke kan blive bekræftet. Intet sted i Norden har Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens forsvinden et par år senere haft så voldsomme konsekvenser som i Finland. Direktøren for Helsinkis Kulturby 2000 satsning, Georg Dolivo, udtaler til Morgenbladet: »Ser man Sky News, så findes Helsinki eller Finland overhovedet ikke på deres kort. Beder man udlændinge placere Helsinki geografisk, peger de på Lapland. Vi må forsøge at knuse myterne om de fordrukne finner og vise det sofistikerede ved vort samfund. Vi må skabe et billede af Finland, som ødelægger myten om, at vi er et primitivt urfolk, der udelukkende er optaget af skihop, ishockey og Formel 1. Nokias succes har været med til at afbalancere billedet. Kulturby Helsinki kan forhåbentlig også være med til at nuancere Finlands image...« Georg Dolivo er på samme måde som sin bergensiske kollega optaget af at skabe netværk, der kan holde ud over selve kulturbyprojektets varighed. Men i dette arbejde har Dolivo samtidig planer om at rokke ved en af de store problemstillinger i det nordiske kulturliv: »En af de vigtigste konsekvenser ved kulturåret bliver forhåbentlig, at det lykkes os at bryde kulturens institutionelle forankring. Det nordiske mønster er, at institutionerne binder hovedparten af kulturbudgetterne. Uden for institutionerne findes der en række kunstnere, som lever en nærmest slumagtig tilværelse med meget få penge. Mellem institutionerne og de frie kunstnere er der en nærmest aggressiv kommunikation. Vort mål er at finde nye samarbejdsformer og skabe nye netværk, som er i stand til at opfange nye tendenser mere konstruktivt. Vi har startet flere forskningsprojekter, der skal undersøge ny praksis inden for kultursektoren, nedbryde konventioner og skabe større arbejds- og bevægelsesfrihed.« Det ville altså være synd at sige, at der savnes ambitioner i Helsinki. I hvert fald i teorien sigter oplægget højere end i Bergen. Men Terje Gloppen og Georg Dolivo er fælles om drømmen om, at de ikke blot bestyrer en række år 2000-aktiviteter, men er involveret i projekter, der skal sætte varige spor. De er begge opmærksomme på, at de indhenter erfaringer om samspillet mellem offentlige bevillinger og sponsorstøtte fra erhvervslivet i et omfang, deres respektive lande aldrig før har oplevet magen til. Endelig er de ganske enige om, at om deres drømme går i opfyldelse afhænger af, om de kan overbevise politikerne. Eller med Georg Dolivos ord: »Det interessante er at se, hvorvidt den politiske vilje til virkelig at støtte kulturpolitikken også er til stede næste år. Vi må blive dygtige til at finde ud af, hvordan vi kan pleje politikernes begejstring og holde den vedlige.« n programmedarbejder, DR