Familien er vigtig og skulle gerne fungere som omdrejningspunkt for det gode liv og den trygge base. Den er med til at forme os som mennesker og er den, vi søger hen til for at få trøst og forståelse. Som børn og unge har vi et særligt behov for vores familie. Især når vi har været ude at strejfe og vender forslået hjem for at blive lappet kærligt sammen, for derefter at blive skubbet ud i verden på ny.
Reklameverdenen har i årevis brugt familien til at understøtte bestemte produkter, fordi vi identificerer os med det at have en familie. Rejseselskaberne tilbyder familierejser og viser idylliske billeder af familier med smukke bedsteforældre, der løber rundt med deres børn og børnebørn i hånden på en hvid sandstrand med et azurblåt hav i baggrunden. Vi holder heller ikke os selv tilbage for at reklamere for vores egen unikke familie. Vi tager selfies med familien i baggrunden, til fester og søndagshygge og tekster det med ”verdens bedste (sviger)familie”, som vi lægger ud på nettet for at signalere, hvor godt et tilhørsforhold vi har. Vi viser på den måde omgivelserne, at nogen holder af os, og at vi holder af nogen.
Der er noget dysfunktionelt i alle familier, men begrebet ”den dysfunktionelle familie” bliver ofte beskrevet i medierne som en familie på overførselsindkomst med tre diagnosebørn. Dysfunktionalitet handler ikke nødvendigvis kun om økonomi og diagnoser, men måske især om, hvordan medlemmerne i familien fungerer indbyrdes.
Selvom dysfunktionelle familier med Tesla og havudsigt sjældent bliver portrætteret i medierne eller indberettet til kommunen, så findes de, men de går bare under radaren. Ingen lægger mærke til, hvordan familien mistrives, fordi Teslabørn er lige så gode eller måske bedre til at skjule deres bekymringer og problemer. De beskytter både sig selv og deres familie mod skam og skyld, men har samtidig også den mulighed, som den økonomisk dårligt stillede familie ikke har, nemlig at lægge et tungt slør ud af materielle bekvemligheder som en slags camouflage, som kan være svær for omgivelserne at se igennem.
Familien ændrer sig over tid. Når nye medlemmer kommer til og andre forsvinder, bliver syge eller dør, ændres sammensætningen. De nye positioneringer bliver afgørende for, om forholdet mellem gruppemedlemmerne bliver større, mindre, stærkere, svækket eller måske helt glider ud.
Det kan være en svær omstilling for gamle gruppemedlemmer, når de gennem årene har været vant til og tilfredse med den rolle, de hidtil har haft, pludselig skal se sig selv i en ny position.
Børnene (selvom de er voksne) kan have svært ved at acceptere fars nye partner. Far trives dårligt med den nye smarte fyr i datterens liv. Mormor opdrager for meget på de nye børnebørn og farmor for lidt. Den nybagte svigermor kan ikke med sin søns overforfængelige ægtefælle, og broderen holder ikke sin søsters to nye bonusbørn ud. Selvom alt dybest set er kaos på bundlinjen, så forsøger de fleste familier efter bedste evne at holde gode miner til slet spil. Men familieskabet og fortroligheden bliver langsomt forvandlet til sladder, jalousi og fjendskab, som i det lange løb slider og kan ende i en familiesplittelse, hvor der er langt til reklameverdenens hvide sandstrande med det azurblå hav.
Selvom hierarkiet blandt søskende som en naturlig ting burde udlignes med alderen og blive mere jævnbyrdigt, så er rangorden noget, der fortsat dominerer i mange familier. Det ligger for eksempel implicit, at den ældste af børnene skal spørges til råds, når familien skal tage store beslutninger.
For et par år siden talte jeg med en kvinde, hvis far var syg og havde opsøgt hende for at få nogle gode råd. Hun var nummer to af tre og havde det meste af livet måttet kæmpe for sin plads i søs-kendeflokken. Kvinden, som var læge og ph.d., forsøgte at råde sin far det bedste, hun kunne. Men fordi hun var kvinde og lillesøster, vejede hendes gode råd ikke så tungt.
Faderen var svær at overbevise og valgte til sidst at rådføre sig med familiens ældste søn.
Kvindens bror var to år ældre, uddannet arkitekt og havde ingen sundhedsfaglig baggrund. Da broderen godkendte søsterens forslag, accepterede faderen. Kvinden følte sig som en menig soldat, der blev hevet ud af sit geled, bidrog med sin viden og smidt tilbage i geleddet igen uden at få godskrevet sin indsats af faderen.
Den tilfaldt til gengæld broderen. Hun følte sig svigtet af broderen, som stortrivedes med sin lederrolle og i øvrigt altid havde tituleret hende ”lillesøster”. Kvinden nedtonede efterfølgende sit forhold til broderen og faderen, så de nu kun ses på et mere overfladisk niveau.
For nye medlemmer kan det være en svær opgave at trænge igennem en barrikaderet og fastlåst familiegruppe. Uanset hvad de gør, og hvor meget de forsøger, er døren lukket. De er nye, fremmede og opfattes som en trussel for det eksisterende.
Selvom de har forsøgt efter bedste evne i årevis og gjort meget for at blive optaget i det nye familiedynasti, bliver de ikke accepteret. Af en eller anden årsag bliver de ikke optaget i gruppen og kan meget nemt have en tendens til at udpege sig selv som årsag.
Men hvis de ikke kan trænge igennem ved egen hjælp og ikke får den nødvendige hjælp fra deres partner eller andre medlemmer af gruppen, så er opgaven umulig.
Flugt, handling eller fastlåsning er almindelige kendte psykologiske mekanismer, når folk havner i en situation, der kan være faretruende. Det samme mønster kan opstå i den dysfunktionelle familie.
Nogle gider ikke familiekampe og stridigheder og vælger derfor at flygte. De foretager konsekvent det, man kunne kalde et Family Clean Cut. De melder sig officielt eller uofficielt ud og forsvinder eller rejser om på den anden side af jordkloden for at skabe sig et nyt liv. De har ingen eller kun sporadisk kontakt til familien resten af livet og trives udmærket med det.
Andre handler og forsøger at løse de mange problemer, fordi familierelationerne har så stor betydning, at de nægter at give op.
Det kan være følelsesmæssigt svært at acceptere, at selvom de har kæmpet og gjort alt for at bidrage til sammenholdet, så er de fælles værdier og relationer, der engang var eller måske ikke var, af en eller anden årsag blevet beskadiget.
De har skabt sig en identitet som den person, der klinker skårene i familien, men har også gjort sig afhængig af familien, selvom den er dysfunktionel.
De handlingslammede og passive bliver følelsesmæssigt overrumplet, når familien slår hånden af dem. De ser pludselig en ubehagelig side af familien eller enkelte medlemmer, som de ikke har set før. Når man hele tiden har følt sig glad, tryg og ubekymret i en familien, vil effekten blive det større, når slaget kommer.
De forstår ikke den uretfærdighed, der rammer dem, og har svært ved at forsvare sig. De kan bruge det meste af deres vågne timer på at finde en mening med familiens afvisning af dem, men finder den sjælden.
Selvom flere og flere står åbent frem og fortæller om deres anstrengende familierelationer i ugeblade, bøger og på tv og nærmest har gjort det til deres levevej, så er den dysfunktionelle familie for langt de fleste et af de mest tabuiseret emner, der findes, selvom alle familier har noget dysfunktionelt over sig.