At underrette de kommunale sociale myndigheder om et barn eller en familie, der er i vanskeligheder, er på den ene side en indlysende pligt og på den anden side svært. Jeg har som social praktiker gennem mange år mødt flere forskellige betegnelser for ordet ”underretning”. Nogle taler om ”indberetning”, andre om ”anmeldelse”. Og nogle taler ligefrem om at ”angive” eller at ”sladre”. Begrebet underretning indeholder flere dilemmaer.
Det skal indledningsvis nævnes, at efter servicelovens paragraf 153 skal alle personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,
1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,
2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold,
3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
4) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
I en bekendtgørelse er det tillige fastsat, at også andre, der via deres professionelle arbejde kommer i kontakt med børn og unge og deres familier, har underretningspligt, eksempelvis praktiserende læger, familieplejere, ansatte i private friskoler og efterskoler med videre. Og endelig gælder efter servicelovens paragraf 154, at alle private, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
I forhold til personer, der i deres professionelle arbejde møder børn, unge og familier i vanskeligheder, opstår det første dilemma, når underretningspligten overtrumfer tavshedspligten. For tavshedspligten er jo i udgangspunktet en helt central del af både juraen og etikken i samspillet mellem mennesker i vanskeligheder og de professionelle.
Er der tale om en psykopat-far, der udsætter børn for fare, er dilemmaet måske ikke så stort. Er der derimod tale om meget dårligt begavede forældre, der har meget svært ved at magte opgaven over for deres mindreårige børn, eller en psykisk syg mor, der heller ikke magter opgaven, kan der lettere opstå gråzoner og psykologiske dilemmaer for, hvornår og hvordan der skal underrettes.
Jeg kan tilføje, at ej heller præster er fritaget for underretningspligten. Det siges sommetider, at præster er de eneste, der har ubetinget tavshedspligt. Men præsters underretningspligt fremgår af et svar fra den 5. maj 2010 fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg:
”På den anførte baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at underretningspligten i henhold til § 153 stk. 1 (serviceloven, min tilføjelse), og den tilhørende bekendtgørelse går forud for den særlige tavshedspligt for præster efter Danske Lov 2-5-20. Den beskrevne opfattelse indebærer, at en præst i folkekirken for eksempel har pligt til at underrette vedkommende kommune om et seksuelt overgreb mod et barn, selvom præsten har fået kendskab til overgrebet under en sjælesorgssamtale, hvis forholdet giver en formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.”
Som nævnt er der også underretningspligt for os alle som privatpersoner. Et eksempel: Hvis der er usædvanlig meget barnegråd og barneskrig hos naboen, hvad så? Eller hvis genboen endnu en gang kommer hjem i problematisk spirituspåvirket tilstand, og mindreårige børn tager imod.
Jeg husker meget tydeligt den fremragende film ”Bænken” af Per Fly med Jesper Christensen i hovedrollen som den alkoholiserede morfar. På sin særlige hjertevarme måde lever han på kanten af samfundet. Han forsøger at dække over sin datter og sit barnebarn i forhold til myndighederne. Filmen er hjerteskærende, fordi den så tydeligt og indlevende synliggør dilemmaet mellem familiens forsøg på selv at klare problemerne – og deres samtidige behov for massiv hjælp fra professionelle.
Jeg har som fagperson indimellem reflekteret over, at der – i hvert fald periodevis – kom relativt få underretninger fra psykiatriske afdelinger, hvor eksempelvis en enlig mor var indlagt. Og måske havde den enlige mor derhjemme to børn på 12 og 14 år, som var alene. Var det forsvarligt? Det kunne måske handle om dét dilemma, at mors depression eller grænsepsykotiske tilstand ville forværres, hvis myndighederne tog initiativer i forhold til børnene.
Tillidsforholdet mellem de professionelle og de mennesker, de har til opgave at støtte, er som nævnt centralt og vigtigt. Men tillidsforholdet må også lade sig udfordre af at kunne gå ind til kernen af et muligt problemkompleks, som kan indeholde mange nuancer. Og hvad enten man er præst, socialrådgiver, sygeplejerske, læge, pædagog eller lærer, så må etikken være, at den svageste skal beskyttes først. Altså at børn altid kommer før voksne. Det er ikke børnene, der skal støtte de voksne, men omvendt.
Underretning kan i nogle tilfælde betyde, at korthuset falder sammen. Og der må så startes på at opbygge et nyt fundament. Det kan være i form af nødvendig ekstra støtte i hjemmet, opbygning af nyt netværk, eller at børn og unge i en kortere eller længere periode må have ophold i et anderledes trygt miljø end det, hjemmemiljøet kan tilbyde.
Hvor galt det kan gå, så vi i filminstruktøren Thomas Vinterbergs fremragende film fra 2010 ”Submarino”. Her skulle to sammenbragte brødre på vel 11 og 13 år kompensere for alt det, deres alkoholiserede enlige mor ikke magtede. Der var ovenikøbet kommet en lillebror til, som de også skulle klare. Og det gik galt. Den lille dreng døde som en konsekvens af de to storebrødres afmagt.
Virkeligheden er, at livet ikke altid går efter en snor. Der kan være omveje og vildveje, men også udveje. Det centrale er, at der ikke hele tiden endes i blindveje, som ingen steder fører hen – andet end længere ned i moradset.
Et oplagt dilemma som underretter er: ”Hvad sker der fra de sociale myndigheders side?”. Her støder underretters behov for information sammen med de sociale myndigheders tavshedspligt. Lovgivningen har i de seneste år åbnet for en meget begrænset tilbagemelding til underretter. Men virkeligheden er, at underretter aldrig kan vide, hvad en underretning fører til. Det kan opleves som frustrerende – men er en nødvendighed i forhold til helheden.
Konsekvensen af at underrette kan også i nogle situationer være ubehagelig for underretter med risiko for chikanerier fra den, der underrettes om. Derfor er muligheden for anonym underretning også til stede.
Afsluttende vil jeg pege på dilemmaet mellem civilsamfundet og de sociale myndigheder. Skal man som ven, nabo, familie eller arbejdskollega personligt hjælpe en trængt person og familie, eller skal man underrette? De fleste vil i starten forsøge at hjælpe og støtte. Det er her, den enkeltes sociale netværk kan have enorm betydning. Og det er her, samspillet mellem civilsamfund og myndigheder skal stå sin prøve. Men privat hjælpsomhed må aldrig føre til afmagt og handlingslammelse, endsige berøringsangst.
De udsatte må have den nødvendige hjælp. Og her er underretningspligten et uomgængeligt værktøj. De mange offentlige sager gennem de senere år fortæller noget om, at der snarere er underrettet for lidt end for meget.