Korshærspræster: Mange tror, at fattigdom ikke findes i Danmark

Antallet af hjemløse i Danmark stiger. Antallet af fattige i Danmark stiger. Antallet af fattige familier i Danmark stiger. Alligevel tror overvældende mange danskere ikke, at fattigdom findes i Danmark, skriver landets korshærspræster i dagens kronik

At være præst i Kirkens Korshær er at bevæge sig blandt mennesker, som andre ser skævt til, skriver landets korshærspræster i dagens kronik.
At være præst i Kirkens Korshær er at bevæge sig blandt mennesker, som andre ser skævt til, skriver landets korshærspræster i dagens kronik. Foto: Jens Panduro/ritzau.

At være et sted i livet, hvor man ikke ved, hvor man skal sove – og i det hele taget, om man kan sove – i nat, er mere end det, vi på moderne dansk kalder en stressfaktor. Det er et blødende sår i en sjæl, der er skadet. Skadet af at være udstødt. Skadet af at være uset og alene. Skadet af afvisning og håbløshed. Det er en sjæl, der forsøger at finde trøst i en kasse øl, en pibe hash eller en sprøjte. Det er en sjæl, der prøver at skabe mening i det uforståelige: Hvorfor mig? Hvorfor formede min tilværelse sig sådan? Hvad har jeg gjort for at fortjene et liv på kanten?

Der er en forståelse af verden, vi møder og ser hos alle os med samtalekøkkener, charterferier og sommerhuse, alle os, der har vores på det tørre og ikke behøver at bekymre os om, hvor vi skal sove i nat, eller hvor maden skal komme fra, os, der har rent og tørt tøj i overflod og ikke får ondt i maven ved tanken om at skulle sørge for madpakker og vinterjakker til vores børn:

”Det er hans egen skyld”, siger vi. ”Nogle har jo også valgt at bo på gaden”, siger vi. ”Hvis man vil modtage hjælp, så kan man jo også”, siger vi.

Og vi tror på det, fordi idéen om, at mennesket former sin egen lykke og fremtid, bliver så hårdt banket ind os, fra vi er helt små. Vi lærer, at vores værdi som mennesker hænger sammen med det, vi præsterer. Vi bliver udsat for bedømmelse fra barnsben. Vi får karakterer, bliver evalueret. Og hvis vi ikke præsterer godt nok, så kan vi ikke komme videre. Vi kan ikke få en uddannelse, vi kan ikke vokse op og blive en succes. Vi tror, at hvis vi ikke magter det hele konstant og hele tiden, så er vi ringere mennesker. Så har vi ikke fortjent bedre.

Men vi glemmer noget. Vi glemmer, at vi, hver enkelt af os, har værdi i os selv. Vi er hver især uendeligt værdifulde. Ikke fordi vi er blevet til maratonløbende bankdirektører med hjemmebag, ejerbolig og fire børn. Ethvert menneske, du og jeg, bankdirektøren og manden på gaden, har værdi ene og alene, fordi enhver af os er skabt i Guds billede.

’Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.’ Sådan siger Jesus i teksten til denne søndag. Jesus, selveste Gud i menneskeskikkelse, er ikke mere værd end sine mindste brødre. Budskabet i teksten fra Matthæusevangeliet (25, 31-46) er på alle måder relevant i det moderne Danmark.

For Jesus taler ikke kun om det, der gøres mod ham. Han taler også om det, der ikke gøres. Alt det, vi undlader. Tag et menneske, der lever på gaden. Du ser ham på byens torv. Går du bare forbi? Kigger du væk? Ser du ham i øjnene? Opdager du overhovedet, at han er der?

I Kirkens Korshær ser vi ham. Vi ser ham i øjnene, også når han ligger ned. Vi møder ham, som vi møder ethvert menneske: med respekt, omsorg og nærvær. For det fortjener han – alene i kraft af, at han er et menneske. Vi taler med ham. Vi giver mad og bad. Et sæt tøj, der er rent, tørt og lige nu – varmt.

At være præst i Kirkens Korshær er at bevæge sig blandt mennesker, som andre ser skævt til. Vi er der, hvor ingen andre er. Vi er der, hvor livet er barskt. Hvor man slår sig unødigt hårdt på tilværelsens hårde realiteter. Men vi er også der, hvor vi dagligt ser små glimt af håb. Gode øjeblikke. Selv et lille øjeblik kan være noget utroligt stort.

Nogle vil måske sige, at ingen taber på, at samfundet bliver rigere. Det er ikke vores oplevelse. Der er nogle, der taber. Antallet af hjemløse i Danmark stiger. Antallet af fattige i Danmark stiger. Antallet af fattige familier i Danmark stiger. Det samme gør antallet af mennesker, der plages af psykisk sygdom og ensomhed. Vi oplever det på nærmeste hold på vores varmestuer over hele landet. Det understreger sandheden i, at det ikke er det enkelte menneskes skyld. Samtidig fremhæver det, at der er sket noget i vores samfund, som tvinger denne udvikling frem.

Konkurrencestaten har måske betydet mere for vores kultur, identitet og folkesjæl end den har for job, vækst og velstand i et moderne velfærdssamfund. På samme måde må man også konstatere, at fattigdom i Danmark ikke forsvandt af, at fattigdomsgrænsen blev afskaffet. Måske snarere tværtimod? For det har måske fjernet vores kollektive opmærksomhed på problemet? Måske har det været medvirkende til, at overvældende mange danskere ikke tror, at fattigdom findes i Danmark. Og at et endnu mere overvældende antal danskere alvorligt mener, at det er den enkeltes egen skyld.

Tidligere kunne vi tage politikerne under armen og med i varmestuen. Vi kunne vise dem de vilkår, de allermest udsatte mennesker i Danmark har. Hvordan de hutler sig igennem et hårdt liv og mangler alt. Og vi kunne mærke, at når de så elendigheden med egne øjne, så rykkede noget sig i dem.

Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Rummeligheden, tolerancen og omsorgen for næsten er ikke længere en naturlighed blandt magthavere. Ordene fra Jesus om, at alt, hvad der gøres mod hans bror, også den mindste, gøres mod ham, falder på kolde hjerter. For i en politisk virkelighed, hvor alt skal kunne dokumenteres, måles og vejes og gøres op i statistikker og fakta, der kan de små, gode øjeblikke ikke følge med. For ligesom et menneskes uendelige værdi ikke kan sættes på formel, så kan de relationer, vi langsomt, men sikkert, skaber til mennesker, for hvem svigt på svigt ofte har fyldt deres livsvej, det heller ikke.

Tænk, hvis vi stod over for Jesus i dag. Vi kunne vise ham et samfund med materiel overflod – et samfund, mange udlændinge benævner som det tætteste, man kan komme på jordisk paradis. Og så ville Jesus se de børn, der stikker hovedet ind i en børnecafé for at få et stykke frugt efter skole. Et stykke frugt, de hugger ned, fordi sulten har plaget dem hele dagen. Eller de børn, der selv i den koldeste vinter stadig går rundt i en tynd vindjakke og alt for små, udtrådte og hullede kondisko. Eller de kvinder, der hver måned brødføder sig selv og deres børn for et beløb, der er så småt, at det svarer til, hvad den almindelige danske familie har til hver uge. Eller de granvoksne mænd, der har afføring i det nedslidte, revne og våde tøj.

Og hvad ville Jesus kunne sige andet end det, han sagde for tusindvis af år siden: ’Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.’

Af korshærspræsterne Lena Margrethe Bentsen (Aalborg); Camilla Synnøve Lauridsen (Herning); Christina Helene Ørskov Christensen (Slagelse og Korsør); Gunder Christian Gundersen (Roskilde); Peder Thyssen (Odense); Jørgen Ingberg Henriksen (Helsingør); Susanne Kolby Rahbek (Silkeborg); Anita Rohwer (København); Anne Kathrine Clausen (Holbæk); Annette Birk-Sørensen (Sønderborg); Jakob Hjørnholm (Horsens); Kathrine Asklund Brorsen (Nykøbing Falster); Kirsten Greve (Viborg); Merete Ørskov (Fredericia); Morten Aagaard (Aarhus); Signe Toft (Sønderborg); Søren Kristian Nielsen (Holstebro).