Studerende: Alle skal fødes som organdonorer

Når det kommer til organdonation, skal man hellere vælge fra end til. Jeg mener, man skal være organdonor fra fødslen, og har man ikke lyst til at være det, kan man melde sig fra, skriver dagens kronikør

Cecilie Juul Dau
Cecilie Juul Dau. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix.

DA JEG FLYTTEDE for et halvt år siden, fik jeg tilsendt et nyt sygesikringskort. Med i kuverten lå et lille rødt kort, der bad mig tage stilling til, om jeg vil være organdonor.

Det var ikke første gang, jeg fik ny sygesikring og derfor heller ikke første gang, jeg så det røde kort, der opfordrede mig til at tage stilling. Men alligevel var det anderledes denne gang. For det første havde jeg god tid, da jeg åbnede brevet, og dermed også tid til at udfylde kortet og sætte kryds ved, hvorvidt jeg vil donere mine organer, når jeg dør. For det andet slog det mig pludselig, da jeg stod der med det røde kort i hånden: ”Tænk, hvis det var mine forældre eller min søster, der en dag fik brug for hjælp.” Så gad jeg rigtig godt, at der var nogen, der havde meldt sig som organdonor. Og pludselig kunne det ikke gå stærkt nok med at få sat det kryds.

Det er ikke, fordi jeg nogensinde har været i tvivl om, at jeg gerne vil give mine organer væk, når jeg alligevel ikke længere selv skal bruge dem. Det er ikke, fordi jeg ikke har villet melde mig. Jeg har simpelthen bare ikke fået det gjort.

JEG ER SIKKER PÅ, jeg ikke er ene om ikke lige at have fået tilmeldt mig, selvom jeg gerne ville. Derfor mener jeg, proceduren for organdonation skal ændres, fordi det vil få flere til at være organdonorer. Alle bør pr. automatik være organdonorer fra fødslen – og derefter kan man så melde sig fra, hvis ikke man har lyst. For det er helt i orden, at ikke alle har lyst til at være det. Jeg kan godt forstå, at det ikke er en rar tanke, at ens organer bliver fjernet fra én, og jeg kan godt forstå, at døden ikke er særlig opmuntrende at forholde sig til.

Men undersøgelser viser, at flere er villige til at være organdonorer, end der er tilmeldte i Donorregistret: 80 procent af danskerne er positive over for organdonation. 21 procent er tilmeldt. Det vidner om, at måden, proceduren er på i dag, ikke er den rigtige. Hvis danskerne var automatisk tilmeldt – det, der kaldes formodet samtykke – ville situationen, ud fra tallene at vurdere, se langt anderledes ud. I stedet for at 2 ud af 10 var tilmeldt, kunne 8 ud af 10 være tilmeldt. Når så få er tilmeldt Donorregistret op imod, hvor mange der er positive over for det, tyder det på, at mange står i samme situation, som jeg stod i: Jeg har aldrig haft et ønske om ikke at være organdonor, det er bare sjældent en tilmelding til Donorregistret, der naturligt står øverst på listen over dagens praktiske gøremål sammen med tøjvask og rengøring.

Det er godt, når man kan læse i førnævnte undersøgelse, at 80 procent har en positiv holdning over for organdonation. Men det redder ikke liv. Derfor skal vi bruge handling, ikke holdning.

Når jeg går ind i Kvickly efter en lang dag, kan jeg også sagtens have en intention om at give Hus Forbi-manden udenfor en 20’er, når jeg er færdig med at handle. Når jeg kommer ud igen efter at have hængt ind over Kvicklys kølediske i noget, der føles som et umuligt forsøg på at finde på aftensmad – ja, så har jeg allerede glemt alt om 20’eren og Hus Forbi-manden. Og det er det samme med tilmeldingen som organdonor: Jeg har længe haft intentionen, men der er simpelthen andre ting, der har taget min tid og opmærksomhed, og så har jeg glemt at tilmelde mig. Kun fordi det røde kort ”fangede mig” på et heldigt tidspunkt, er jeg nu blevet organdonor.

Det røde kort fanger bare ikke alle på det rigtige tidspunkt. Hos nogle bliver det måske lagt hen i bunken af reklamer, der efter at have ligget lang tid nok på køkkenbordet ender i skraldespanden. Hos andre bliver det måske lagt ned i den støvede skuffe, der bugner af ting, der skal ordnes ”på et tidspunkt”. Det tidspunkt kommer bare aldrig, og så kommer tilmeldingen som organdonor heller aldrig trods ønsket om at være det. Derfor skal alle fødes som organdonorer. For det enkelte menneske vil det have den fordel, at man ikke skal huske at gå ind og melde sig til, mens det for samfundet vil have den simple, men meget betydningsfulde fordel, at der kommer flere organdonorer.

For der er virkelig brug for organdonorer. At én ud af fem er tilmeldt Donorregistret kan godt lyde som forholdsvis meget – det er trods alt 1.004.114 mennesker. Men i 1990 blev det af etiske årsager vedtaget ved lov i Danmark, at man skal være erklæret hjernedød, for at ens organer kan blive doneret. Det betyder, at den mest fundamentale del af hjernen, som er hjernestammen, ikke længere er i funktion. Hos de fleste mennesker er det hjertet, der dør først, og i de tilfælde kan en organdonation ikke finde sted. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der omkring 150-200 tilfælde om året, hvor hjernen dør først, og hvor der derfor kan blive foretaget organdonation, hvis der er givet tilladelse til det. Til sammenligning stod 466 på venteliste til et organ i 2016, og 29 døde, før de fik et nyt organ. Der er altså slet ikke nok donorer.

DET ER IKKE TIL AT VIDE, hvor mange af disse 150-200 mennesker, som dør hjernedøden, der ville have været donorer – men når vi nu ved, at 80 procent har en positiv holdning over for det, må vi alligevel formode, at det er en del, der egentlig gerne ville have været det, men som ikke har fået meldt sig til. Og én organdonor kan potentielt hjælpe over 50 syge – så hvor mange af de 29 liv i 2016 ville kunne være blevet reddet, hvis alle var blevet født som organdonor?

Ud over de liv, der kan reddes, hvis alle fødes som organdonorer, har det også en anden fordel. Som det er i dag, er det de pårørende, der skal tage stilling, hvis ikke afdøde selv har gjort det. Forestil dig at stå i en situation, hvor én, du elsker, kommer ud for en ulykke og bliver hjernedød.

Midt i kaos, sorg og krise skal du også tage stilling til, om vedkommende skal være organdonor. Er det forsvarligt at sætte andre i den situation? Og hvad hvis de ender med – uvidende – at tage en beslutning mod afdødes egentlige ønske?

Når jeg advokerer for, at alle som udgangspunkt er organdonorer, er det altså både, fordi det vil give flere donorer, og fordi man derved undgår at sætte sine pårørende i en svær situation. Måske tænker du: ”Men hvis jeg automatisk bliver organdonor, så er det staten og ikke mig selv, der bestemmer over min krop.” Nej, for du er ikke tvunget til at være det. Du har stadig et valg om at melde dig fra som organdonor. Med formodet samtykke er der ingen, der bestemmer over noget, og ingen, der bestemmer over nogens krop, for der er ingen, der tvinger nogen til noget.

Døden er ikke noget, vi har lyst til at forholde os til i hverdagen, og derfor kan vi nemt skubbe det ud af hovedet. Hvis vi automatisk er organdonorer, slipper vi for at tænke på det – medmindre vi ikke har lyst til at være det, og så er det bare at melde sig fra igen.

Hvis ikke jeg havde haft tid lige den dag, det røde kort med opfordringen om at blive organdonor landede i min postkasse – hvem ved, om jeg så nogensinde var blevet det. Og hvem ved, om mit valg ender med at redde liv en dag.