Allehelgengudstjenesterne landet over bliver stadigt mere og mere populære. Mange steder omtales de som mindegudstjenester og tager i stadigt større grad form efter den forståelse af allehelgen. Mange steder nævnes der navne på dem, der er døde i sognet i det forgangne år, der er særlig mulighed for at tænde lys for den eller dem, man har mistet, og mange kirker sender breve ud til nærmeste pårørende til dem, der er begravet fra kirken siden sidste allehelgen.
Der er ikke tvivl om, at gudstjenester, der på den måde har karakter af mindegudstjenester, opfylder et behov, hvilket jo også kan ses på antallet af kirkegængere den dag. Blandt sørgende er det en helt almindelig erfaring i dag, at omgivelserne ikke formår at forholde sig til sorgens tyngde og varighed. Vi lider under mangel på ritualer, der går længere end til begravelsen eller bisættelsen. Vi bruger ikke sørgebind, vi nærer en udbredt skepsis over for lys og blomster ved afdødes billede på hylden eller skabet.
Ofte kommenteres det over for den sørgende som et upassende udtryk for, at sorgen dyrkes og for, at den sørgende ikke i tilstrækkelig grad er ”kommet videre”.
Allehelgensgudstjenesterne kan derfor blive et åndehul, et frirum, hvor det er i orden at give udtryk for, at man stadig sørger og mindes, og en manifestation af, at det er legitimt at gøre det også mange måneder efter dødsfaldet.
Men allehelgen handler om noget mere. Den handler om en uendelig dyb menneskelig længsel. En længsel, der retter sig bagud, fordi vi kommer med vores sorg og savn. Men det er netop kirken, vi kommer til, og kirken retter sig aldrig udelukkende bagud. Der er meget mere i spil end minder om det, der var.
Med vores fokus på allehelgensgudstjenesterne som udtryk og fællesskab om at have mistet og længes, risikerer vi at underbetone, at længsel er et fuldkommen grundlæggende menneskeligt fænomen. Linn Ullmann fortæller i sine erindringer, ”De urolige”, hvordan hendes far, da hun var to år gammel og skulle døbes, skriver i et brev:
”Jeg önsker Dig ständig längtan och förhoppningar, för utan längtan kan man inte leva.” Jeg ønsker dig længsel og forhåbninger, for uden længsel kan man ikke leve.
DEN SØRGENDE KAN umiddelbart opleve det modsat – at med den længsel, der har grebet mig, kan jeg ikke leve, men samtidig kan sorgen vække den fundamentale menneskelige længsel. I mødet med sorgen er den længsel, der umiddelbart er til at få øje på, længslen mod det, der var. Den verden, der forsvandt. Fællesskabet, dagene i hinandens lys, samtalerne. Længslen tilbage. Men længslen retter sig også fremad. Mod nye horisonter. Længslen efter at være godtaget som den, jeg er, uden at føle skam. Mod et liv, der er til at holde ud. Længslen efter, at det er, som det skal være.
Måske et liv i en nyvunden frihed, der anes i det fjerne og mod noget, der transcenderer, hvad vi almindeligvis kender til. Det er dette sidste, der sker, når mennesker, der ellers ikke opfatter sig selv som religiøse, i mødet med døden åbner for en tro på et gensyn efter døden.
”Jeg er da helt sikker på, at vi ses igen.” Det er det svar, jeg ofte hører, når jeg til en begravelsessamtale spørger til, hvad den efterladte gør sig af tanker og har af tro med hensyn til, hvad der er efter døden, og hvor den døde nu kan være. Ikke som en mening på linje med andre meninger, men som en dyb længsel, der er blevet vakt i en grad, at den er blevet til tro.
Undertiden mødes den af latterliggørelse eller af bortforklaringer, som at den er udtryk for naiv ønsketænkning eller manglende erkendelse af, at den døde er død. Også den sørgende selv kan sommetider ryste på hovedet af sig selv og slå det hen. Men den længsel, der har vist sig, er meget mere. Den er erkendelsen af det enkelte menneskes uerstattelighed og hjertets anelse om, at der er mere, end hvad vi kan se.
Hermann Hesse har i sin bog om Frans af Assisi skrevet om de særlige mennesker, der som Frans var store sjæle, der nagedes af en uendelig tørst efter det uendelige og evige. De stræbte ikke efter enkelte bemærkelsesværdige bedrifter, men i kraft af deres personlighed fik de umådelig stor indflydelse på tidsaldre og folkeslag.
Den slags mennesker, skriver han – det være sig helgener, digtere, vismænd eller kunstnere – bliver undertiden gjort til grin, mens den, der med alvorligt hjerte betragter et sådant stort menneskes liv, vil synes, det er som et skrig fra hele menneskeheden, ”for i virkeligheden er et sådant liv altid en drøm, der er udformet som en skikkelse og person, og det er en synliggjort længsel og søgen efter evigheden på hele jorden, hvis skabninger, som kun lever flygtigt, om og om igen stræber efter at slutte forbund mellem deres skæbne og de evige stjerner”, som det hedder hos Hesse.
Helgener i Hesses opfattelse er altså som en synliggjort længsel efter evighed i det flygtige. Den længsel er ikke forbeholdt mennesker, der har mistet i årets løb. Det er ethvert skælvende hjertes længsel efter ophævelsen af den dobbelthed, der er i verden. Dobbeltheden er forårsaget af tiden og dens mest tydelige manifestation, døden. Den har en anelse i sig, en drøm om – kald det Paradis, Nirvana, udfrielse – eller med Lars Lilholts ord en ”længsel efter længsel”.
I allehelgensgudstjenesten udfoldes og fastholdes denne længsel som et fælles menneskeligt skrig med sine billeder af den store hvide flok og en fælles bestræbelse på at slutte forbund mellem det forgængelige og det evige. Længslen får ret i gudstjenesten. Den latterliggøres ikke, og der er et fællesskab om den.
Edith Södergran skriver om længslen: ”Jeg længes efter landet, som ikke er, for alt det, der er, er jeg træt af at begære. Månen fortæller mig i sølverne runer om landet, som ikke er. Landet, hvor alle vore ønsker forunderligt opfyldes, landet, hvor vore lænker falder, landet, hvor vi svaler vor sårede pande i måneduggen.”
Det er ikke en længsel, der kan opfyldes eller trøstes væk. Den skal have udtryk, i ord, i musik, i følelser, som den får det til allehelgensgudstjenesten.
For uden længsel kan man ikke leve.