I TROEN PÅ GUD samler den troende en almenmenneskelig erfaring af, at ikke alt er op til mig. Det er en moden erfaring. Og det, at det er en moden erfaring, betyder blandt andet, at den umiddelbart er utilgængelig for børn. Hvilket ikke betyder, at børn ikke kan tro. Det kan de sagtens. Oftest langt bedre end de fleste voksne.
LÆS OGSÅ: Forældre udelader tro af opdragelsen
I modsætning til børn har voksne mere forstand og intellekt med i troen. Erfaring er overhovedet den måde, hvorpå mennesker bearbejder oplevelser, fornemmelser, følelser og nederlag i løbet af et liv med vores forstand og fornuft. Der er refleksion i erfaringen. Og det er der også i troen, efterhånden som man bliver ældre og mere moden. De færreste kan forblive i barnetroen.
Men at den voksne ofte har mere fornuft og forstand med i troen, er samtidig også grunden til, at erfaringerne kan anfægte troen på Gud.
Hvordan den voksne for eksempel stiller sig med sin fornuft og forstand over for oplevelsen af afmagt i forbindelse med uafvendelig sygdom og modgang, afgør tilmed ofte tillidsforholdet til Gud. For i afmagten mærker man akkurat grænsen for, hvad man selv kan. Og bliver nogle voksne på dén facon sat fra tronen og herredømmet, kasserer de mange gange Gud, fordi de åbenbart med troen hidtil havde forestillet sig, at Gud kun var medgangens Gud. At Gud og jeg selv ligesom dannede parløb i en fremadskridende succeshistorie.
Hos barnet kan tro oversættes til den betingelsesløse og udelte hengivenhed til en far og mor eller andre voksne. Barnet har sit liv i fars og mors lige så selvfølgelige hengivenhed og omsorg for barnet, som barnet ikke selv først har måttet erhverve eller tilkæmpe sig.
Barnet er i vidt omfang i enhedens paradisiske urtilstand, hvor intet spejl reflekterer menneskelivets tvetydighed. Barnet er en enhed med sin far og mor og med store dele af omgivelserne i øvrigt.
Det er således også barnets privilegerede og uomgængelige ret at være barn. Ligesom det i lige så høj grad er de voksnes pligt at være voksne. Hvor alt er, som det skal være, føles det imidlertid hverken som en ret for barnet eller en pligt for den voksne. Men alt er heller ikke altid, som det burde være. Og som Gud ville det.
På den måde hænger voksenhed og barndom intimt sammen. Fordi blandt andet den voksnes samvittighedsfulde forvaltning af sine egne livserfaringer, gode som dårlige, yder barnet beskyttelse mod livets smertefulde tvetydighed, så barnet i sit eget naturlige tempo selv kan lære at forholde sig samvittighedsfuldt til sin egen tiltagende livserfaring.
Hvilket forhold vi med tiden derfor udvikler til Gud, afhænger i allerhøjeste grad af, dels hvad vi har lært og hørt af vores egne forældre og andre, som i løbet af vores barndom stod os nær. Og navnlig hvordan vi som voksne forældre har opført os over for vores børn; mest af alt dér, hvor vi mindst tænkte over, hvad vi gjorde og sagde. Børn kopierer mest det, vi som voksne gør. Ikke først og fremmest det, vi siger.
Efterhånden som vi med tiden og alderen flytter hjemmefra i både direkte og overført betydning, lukkes Paradisets skønne have af også for os. Alt er dernæst ikke længere bare godt. Sådan som Gud konstaterede hver dag, da han skabte verden. Enheden brydes. Friheden og tvetydigheden melder sig.
ALT KAN BRUGES og misbruges. Mit livs lykke afhænger både af, hvad jeg selv kan præstere, og hvad der stadig kommer til mig udefra. Og endelig, hvordan jeg samler det alt sammen i en tro og et livssyn. Som ansvarshavende redaktør i mit eget liv. Er der plads til Gud i min erfaring? Eller fylder jeg selv det hele som mit eget livs suveræne skaber? Eller er desillusionen og meningsløsheden det store, sorte hul, hvor alle erfaringer opsluges og forsvinder?
I den kristne tro kommer det slet ikke an på, hvad jeg selv kan udrette overhovedet. Heri samler mennesker sig ikke noget som helst. Her er det Gud, der så at sige samler sig. I Jesus fra Nazaret. Eller som en skælmsk kollega smsede til mig for nogen tid tiden: Gud findes ikke! Gud finder!.
Hvis der endelig er noget, man skal samle sig omkring i den kristne tro, er det dén bøn, dét håb og dén kærlighed, hvormed man med hele sit liv hengiver sig i dén Guds åbne arme, som kommer os synligt i møde hos den korsfæstede og opstandne Kristus.
I mødet med den overstrømmende kærlighed og tilgivelse, med den fantastiske opofrelse og hengivenhed støder jeg som menneske først og fremmest på dén erfaring, at jeg intet hverken kan eller skal stille op. Jeg kan ikke selv med min tro udrette noget. Men det kan jeg med den tro, hvormed jeg overgiver mig selv og mit liv til den kærlighed og barmhjertighed, som Gud har givet al magt i himlen og på jorden. Altså den korsfæstede og opstandnes (af-)magt.
Så hvis jeg i troen på Gud samler en erfaring af, at ikke alt er op til mig, så samler jeg i troen på den korsfæstede Kristus en erfaring af, at alt er op til ham. Og ham alene! Intet kan jeg give som vederlag for min sjæl. Ingen bekymring kan forlænge mit liv eller skaffe mig den evige salighed. Ingen gerning kan hente mig Guds kærlighed og tilgivelse ned på jorden. Gud er ikke min ejendom. Gud giver sig selv, fordi han i Jesus fra Nazaret er den kærlighed, som giver hele sit liv for mig.
Hvilken kolossal befrielse, det er ikke længere møjsommeligt at skulle samle alle sine egne erfaringer sammen og som et puslespil stykke dem sammen til et operativt verdensbillede eller til en gud, som jeg kan manipulere med hvor stor en befrielse det er, viser sig ikke mindst i den frimodighed og glæde, hvormed jeg i frihed og virksomhed kan være noget for andre end mig selv. I troen på Kristus får selvbekymringen for alvor et skud fra boven, så jeg uden tvang kan udleve mig selv uden forbehold til dem, som har behov for min hjælp, støtte, vejledning og kærlighed.
Alt er muligt for den, der tror. Fordi alt er muligt for Gud. Og i troen står vi i forhold til en, der er større end os selv. Og hvis kærlighed og tilgivelse bestandigt fornyer mit liv til ny kærlighed og hengivenhed til andre mennesker. Troen er ikke min ydelse, men en kilde, der konstant rinder med nyt frisk vand. Nyt håb, ny tro, ny tilgivelse og kærlighed.
I troen kommer Gud mig hele tiden i møde som den barmhjertige Kristus, som deler sit opstandelsesliv med mig. Både mens jeg lever, og når jeg engang skal dø.
Så når faderen til den dæmonbesatte dreng råber et jeg tror, hjælp min vantro, rummer det både en erfaring af monumental afmagt og den bøn, som alene kan uddrive onde ånder og udrette mirakler.
Fordi bønnen er det spontane udtryk for det afmægtige menneskes håbe- og længelsfulde prisgivelse til den vilje til frelse, tilgivelse og evigt liv, som er levende til stede hos Jesus Kristus, hos hvem Gud synligt giver sig til kende.
Det er alene i Jesus Kristus, vores frelser og forsoner, vi har al vores magt og tro.
Vi er i forventnings smerte
med din skabning indtil nu,
sukker, råber af vort hjerte:
Fri os, frels os, Jesus, du!
Frygt for mennesker forsvinde,
frels fra verdens kløgt vor ånd,
angst for spot du overvinde,
bryd blødagtighedens bånd!
Salmebogen nr. 626, vers 4.