Alt er tilladt, men ikke alt gavner

Det fyger med forslag om, at staten skal møde de religiøse påbud med forbud – mod halalslagtet kød, tørklæder og kønsopdelt svømning. Faktisk var de første kristne optaget af problemer, vi igen står midt i. Paulus havde en løsning, vi stadig kan lære af

Alt er tilladt, men ikke alt gavner

Hjemme hos os har vi i mange år taget en særlig prøve i brug, når samtalen er kommet ind på spiseregler. Paulus-prøven kalder vi den. Prøven tager udgangspunkt i den rettesnor, som apostlen Paulus i Bibelen opstiller i sit første brev til menigheden i Korinth.

Den er lige brugbar, hvad enten det handler om at berolige sine børn, når de gribes af en overdreven interesse for kost, sundhed og vægt, skal orientere sig i forhold til muslimsk halalmad og den tilbagevendende frikadellekrig eller i forhold til de livsstilsråd, der forbinder spiseregler og faste med afgiftning, og som typisk taler i et pseudovidenskabeligt sprog om behovet for for eksempel detoxkure og tarmskyl.

Hvad enten det er dyrkelsen af sundhed, muslimske forskrifter om slagtning og forbud mod at spise svinekød eller de mange vejledninger, som florerer mellem folk, så gælder det i alle tre tilfælde, at du er, hvad du spiser. Du er ren eller uren. Omgangen med mad handler for mange ikke om at få noget at spise, om mådehold eller frås, at det skal være hyggeligt, sundt og nærende. Nej, forholdet til mad er blevet multireligiøst. For en del mennesker forbindes indtaget af mad med en sammenhængende forestilling om det rette liv, og om du er et rent og ordentligt menneske.

Det er her Paulus-prøven opstiller en anden rettesnor. Paulus siger slet og ret: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner.” De kristne i menigheden i Korinth var optaget af problemer, som i et vist omfang igen er dukket op i vores samfund. De var blevet uenige, om det nu kunne være tilladt at spise kød, der var blevet ofret i et tempel. De diskuterede, om de kunne de spise kød fra dyr, der var blevet slagtet efter ritualer, som de ikke anerkendte. Paulus gav dem et princip, så de selv kunne afgøre det: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner”.

Paulus slår to ting fast. For det første, at det ikke er afgørende, hvad de spiser, men det moralske forhold til næsten. Og for det andet, at de giver Gud æren. Etik og opbyggelse afgøres ikke af en interesse for om det, der puttes i munden, er rent eller urent. Men om det, der kommer ud af munden, det, vi siger og gør, gavner den anden. Det er Paulus-prøven.

I opdragelsen holder den stadig. Hjemme i samtalerne omkring vores spisebord har det i årenes løb hjulpet med at afbalancere skolernes indøvelse i kosttrekanten, opstilling af mål for bevægelse og fokus på vægt. Det har givet sprog for betydningen af kristendommens tale om åndelig frihed i de sammenhænge, hvor tydelige religiøse forbud og påbud for et barn kan få det til at se ud som om, at hvis man ingen faste forbud har, så er der ingen alvor tilbage i ens gudstro.

Men kan Paulus-prøven også være en rettesnor, når vi skal indrette os politisk og retligt i et stadig mere pluralistisk og mere flerreligiøst og multikulturelt samfund? Både ja og nej. Paulus’ råd er på en gang helt uundværligt og på samme tid aldeles utilstrækkeligt. Paulus’ råd blev formuleret i en sammenhæng, hvor den kristne menighed var en minoritet. Det er et religiøst begrundet råd, fordi det forbinder hensynet til næsten med at forkynde Kristus som frelser. Kristeligt set er det i sidste ende ikke det religiøse forbud, der forener og renser, men Jesu død og opstandelse, der både magter at forene og rense alle. Det er en tro, og dermed en helt frivillig sag. Lidt kringlet formuleret, så er det i kristendommen den åndelige inderside af religionsfriheden.

Politisk set vil det være klogt at sørge for at lovgive, så forkyndelsen af den kristne frihed har gode kår. I et demokratisk samfund vil det komme andre religiøse samfund til gode. For sådan som jeg ser det, så er den åndelige inderside af religionsfriheden i vores del af verden rent pragmatisk den bedst tænkelige samspiller med religionsfrihedens yderside, det vil sige den retligt sikrede religionsfrihed. Der må ikke være tvang i samvittighedens spørgsmål, og lovgivningen skal være så fri, at den ikke hindrer os i at træffe egne beslutninger, opdrage vores børn, indgå i fællesskaber og forme livet efter holdninger, udkaste utopier, forholde os til den skæbne, det er at være menneske og gøre dumme ting, så længe det ikke truer staten og det fælles naturgrundlag.

I en retsstat skal der med andre ord være højt til loftet for forskellige former for kulturel og religiøs praksis. At det ikke altid er lige nemt, herom vidner den store interesse, glød og fart i meningerne, som kommer frem, når talen falder på de fælles institutioner, som overskrider de personlige relationer med familie og venner. Skoler, svømmehaller, plejehjem, politistationer og andre steder er konstant på dagsordenen. Det fyger med forslag om, at staten skal gribe ind og møde de religiøse forbud og påbud med forbud. Forbud mod halalslagtet kød, forbud mod ikke at ville give hånd, forbud mod tørklæder i skolen, forbud mod at svømmehaller må have kønsopdelte svømmetider, forbud mod bøn i skolen.

Kan Paulus-prøven stadig holde? Ja, til en vis grad. Det forurener ikke det folkelige fællesskab og behøver ikke at gøre det mindre forpligtende, at nogen går med tørklæde, og andre kun spiser glutenfri og halalslagtet. Men det må gælde begge veje. I de folkelige fællesskaber, i de institutioner, som vi mødes i, må vi vende os til at overveje, hvordan religionsfriheden bedst spiller med, når vi lokalt og pragmatisk skal finde ud af det. Kulturelle og religiøse påbud og forbud må ikke udstrækkes til at gælde alle, fordi det så bare er nemmere.

Det er meget lettere at sige end at gøre. For en mangeårig underviser er det ikke nogen overraskelse, at argumenterne for et forbud mod alt fra tørklæde, fadervor og omskærelse oftest fremføres af studerende, der argumenterer med, at børn ikke må påduttes en religion. Ideelt set mener de, at det gode børneliv helst skal være fri for religion. Men det hænder også, at studerende fra muslimske hjem, ønsker et statsligt forbud mod tørklæder, så pigernes beklædning spiller en mindre rolle i skolen.

Selv er jeg af den holdning, at staten skal have ekstraordinært gode grunde til at kriminalisere de allernærmeste relationer. Regler og omgangsformer, påbud og forbud må derfor i et pluralistisk samfund klares lokalt i tilslutning til forældre og medlemskredse, der i det daglige indgår i de fælles institutioner.

Det kræver, at vi lærer at omgås med almindelig høflighed, ikke trækker krænkelseskortet i tide og utide og indimellem tager hul på at tale om det holdbare i det, vi hver især tror på. Når nogen taler for det religionsneutrale offentlige rum og forstår religionsfrihed som frihed fra religion og ikke frihed til religion, så må man undre sig over, hvordan det kan være et bedre møde mellem mennesker, hvis vi hver især undlader at tale ud af det, vi tror på. Vi skal altså ind på kamppladsen og tage debatten om religionsfrihed på en ny tids vilkår. Der er brug for at begrunde religionsfriheden både kristeligt og politisk i et samfund præget af pluralisme.

Det har sikret et af de frieste samfund i verden, at sekulariseringen i Danmark har betydet en skelnen mellem religion og stat uden at adskille dem. Med Grundloven blev kirken frataget sin funktion som grænsevagt til det offentlige rum. Ingen religion eller religiøs institution kan beherske det offentlige rum, men både religiøse institutioner, holdninger og tro må gerne blande sig i den offentlige samtale til modsigelse.

I den samtale argumenterer jeg for disse tre påstande: Demokrati alene kan ikke sikre åndsfrihed og religionsfrihed. Religionsneutrale rum er et fatamorgana, som bør omgås med stor varsomhed. Religionsfrihed og åndsfrihed forudsætter, at kristen frihed og retsstat ikke skilles ad.

Kirsten M. Andersen er lektor og formand for Grundtvigsk Forum.