Tilsammen repræsenterer vi de anbragte børn, de forældre, som oplever at få et barn anbragt, og de socialrådgivere, som sidder med anbringelsessagerne. Vi har med andre ord anbringelser helt tæt ind på livet hver dag.
Og selvom vi repræsenterer forskellige perspektiver, så er vi helt enige om, at en ny ”Barnets lov” skal sikre en langt bedre inddragelse af både børn og forældre, når der træffes beslutning om en anbringelse.
I Danmark er 11.600 børn og unge under 18 år er anbragt uden for hjemmet. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det er kun en lille del af alle de familier, der får hjælp eller støtte fra kommunen. I rigtig mange sager er en anbringelse slet ikke på tale. Men som en af de mest indgribende indsatser er det vigtigt, at en beslutning om en anbringelse bliver til på en måde, som er så inddragende og tryg som muligt.
Inddragelse af børn er gennem tiden blevet bedre. Men mange anbragte børn kan desværre fortælle historier om, at de ikke føler sig inddraget i en beslutning, som er så afgørende for deres liv.
For eksempel fortalte en anbragt pige, at hun følte, at hun var så magtesløs i systemet, at det eneste, hun kunne gøre, var at sige nej eller stikke af. Også socialrådgiverne fortæller om, at der er samtaler, der ikke bliver holdt på grund af manglende tid, og at kvaliteten af samtalerne og inddragelsen af børnene kan diskuteres.
Og de nuværende rammer med en enkelt eller to samtaler forud for en anbringelse eller ved tilsyn giver ikke nødvendigvis mening for de børn, der har behov for tæt kontakt og dialog over længere tid. Både børn og socialrådgivere fortæller også om problemer med at sikre opfølgning i anbringelsessagerne.
Det er helt basalt, at de børn, som vi ønsker at give muligheden for et godt liv, skal inddrages i beslutninger, som er så afgørende for dem. Selvfølgelig tilpasset deres alder og modenhed. Uden børnenes perspektiv er det vanskeligt at træffe en beslutning, som skaber en anbringelse tilpasset deres bekymringer, behov og ønsker.
Det kan kickstarte en systemvrede i en indsats, der har brug for det modsatte, når man som barn eller forældre fra start ikke bliver inddraget tilstrækkeligt i en så indgribende livsbegivenhed, som en anbringelse er. Så vælter man ind i anbringelsen.
Derfor vil vi gerne opfordre de politikere, som skal forhandle en ny ”Barnets lov”, til at sikre bedre rammer for inddragelse af børnene.
Det handler om at give børn flere rettigheder – for eksempel til i højere grad at påvirke, hvor og hvordan samtalerne bliver holdt, og ret til en professionel bisidder. I dag er sagsakterne ofte med til at øge afstanden mellem familie og socialrådgiver.
Derfor er det vigtigt, at de – uden at miste værdi som sagsdokumentation – skal udformes, så det giver mening for barnet og resten af familien.
Men det handler også om at sikre nogle rammer, som gør det muligt at inddrage børnene. Inddragelse kræver, at socialrådgiverne har tid, og at der bliver opbygget en relation mellem socialrådgiveren og det enkelte barn. Det er desværre mange steder udfordret af alt for højt arbejdspres, stress og stor udskiftning blandt socialrådgiverne.
Konsekvensen er, at mange anbragte børn må fortælle deres historie igen og igen og ikke opnår kendskab og tillid til den sagsbehandler, som træffer beslutninger i barnets liv.
Som en tidligere anbragt har fortalt, så endte hun med at optage sin egen historie, så hun kunne afspille den, fordi hun var så træt af at fortælle forfra til en ny rådgiver.
Hele formålet med at hjælpe og støtte udsatte børn og familier handler om at give alle børn en lige chance i livet. Derfor skal barnet og barnets udvikling være i centrum.
For at gøre det bedst muligt er det også afgørende at hjælpe forældrene til at forstå de komplekse processer i en anbringelsessag og at hjælpe forældrene til at forstå barnets behov frem for deres egne.
Selvom relationen mellem et anbragt barn og de biologiske forældre kan være svær og kræve en del arbejde fra de professionelle omkring barnet og barnet selv, så er det at have en relation til sine forældre og forstå, hvor man kommer fra, en vigtig kilde til selvforståelse og identitetsdannelse.
Vi skal som samfund respektere, at forældrene i mange tilfælde fortsat er de vigtigste voksne i barnets liv – man har kun ét biologisk ophav. Barnet bekymrer sig om sine forældre. Hjælp til forældrene – trods deres fejl og udfordringer – er omsorg for barnet.
Derfor skal vi give støtte til forældrene til de anbragte børn. Forældre er en del af løsningen til at sikre en bedre anbringelse for barnet.
For det første er der mange børn, som ikke har behov for at være anbragt hele barndommen. Derfor er det afgørende, at forældrene hjælpes for eksempel med familiebehandling, sorgtilbud, misbrugsbehandling eller psykologbistand, som en aktiv del af handleplanerne for forældrene. Og at der er en solid støtte klar, hvis barnet skal hjem og bo igen.
For det andet er det vigtigt at støtte forældrene kontinuerligt i forhold til den vanskelige rolle, det er at være forældre til et anbragt barn. Det er også i børnenes interesse.
En konflikt med forældrene om anbringelsen eller manglende opbakning fra forældrene vil ofte være en stor stress- og bekymringsfaktor i et anbragt barns liv, som tager energi og opmærksomhed i hverdagen, hvor man i stedet bør lære og bare kunne være barn. Derfor handler inddragelse i sagerne ikke kun om børnene, men også om forældrene.
Et grundlæggende problem i arbejdet med udsatte børn og unge er, at vi ved så lidt. Både i forhold til, hvornår anbringelse er den rigtige løsning, men der mangler også systematisk viden om, hvordan en anbringelse bør indrettes. Vi ved, at skolegang er afgørende, vi ved, at det er afgørende for børnene at have et almindeligt fritidsliv med fritidsaktiviteter, men vi ved ikke ret meget om, hvordan det realiseres på den bedste måde. Det kræver mere systematisk forskning, og at vi bliver langt bedre til at inddrage feedback fra børn og forældre.
Det er samtidig vigtigt, at den viden kommer ud at leve i praksis. Inddragende samtaler med børn og forældre er en kompleks størrelse og kræver, at der arbejdes med kompetencerne ude i familieafdelingerne. Derfor foreslår vi obligatorisk introduktion og efteruddannelse af socialrådgiverne, men det skal tage udgangspunkt i en praksis, hvor der øves og udvikles løbende, gennem faglig sparring og supervision.
Så der er meget at tage fat på, når Folketingets partier skal til at forhandle om ”Barnets lov”.
Og vi håber, at politikerne finder sammen om store ambitioner for at forbedre livet for anbragte børn. Vi står naturligvis til rådighed med vores viden som anbragte børn, forældre til anbragte og socialrådgivere.