Vi har netop passeret nytår, og det er dermed et år siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) brugte nytårstalen til at proklamere, at flere udsatte børn skal anbringes og bortadopteres tidligere. Samtidig understregede hun sin ambition om at være børnenes statsminister ved at udtale, at hun altid vil være på børnenes side – også selvom det har sin pris.
Mange undersøgelser viser, at der er god grund til at arbejde på at højne kvaliteten af den sociale indsats over for udsatte børn og unge, men det er interessant – på den bekymrende måde – at statsministeren og regeringen søger at løse problemerne ved at gøre flere anbringelser til et mål i sig selv.
En anbringelse er en indgribende foranstaltning, som ikke bør være et mål, men et middel til at nå et mål om bedre trivsel for et barn.
Det er bekymrende, når midler bliver gjort til mål – især når vi taler om anbringelser, hvor der mangler evidens for effekten. En anbringelse er altså ingen garanti for, at en udsat barndom bliver til et velfungerende voksenliv – heller ikke selvom den sker tidligt.
Selv børnenes statsminister skal vel overholde menneskerettighederne? I hele arbejdet omkring udkastet til barnets lov har regeringen en retorik, som bærer præg af, at barnets rettigheder unuanceret opfattes som modsætninger til forældrenes rettigheder.
Det er bekymrende, fordi det er forsimplet at tro, at man på den måde kan adskille børns rettigheder fra forældrenes. Det er også bekymrende, fordi et så ensidigt fokus på barnets rettigheder frem for forældrenes kan være en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen.
Allerede i januar 2020 gjorde seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Anette Faye Jacobsen i en artikel i Kristeligt Dagblad opmærksom på, at en praksis med et for ensidigt fokus på børnenes rettigheder frem for forældrenes kan risikere at komme på kant med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – retten til familie.
Baggrunden for dette er, at Norge allerede har lagt en linje i anbringelsessager, hvor der ensidigt fokuseres på barnets rettigheder frem for forældrenes. Som følge af denne praksis er Norge dømt for brud på menneskerettighedskonventionen seks gange inden for de seneste år.
Vi ved altså fra sagerne i Norge, at det potentielt er konventionsstridigt, hvis der lovgives på en måde, som medfører, at vi, når vi anbringer, ikke længere har blik for, at forældrene og barnet stadig har ret til familieliv – selvom barnet er anbragt.
På den måde vil vi også opleve, at anbringelser – selvom de sker på helt korrekt grundlag – bliver definitive, fordi vi i anbringelsen afskærer barn og forældre fra at opretholde en relation.
Menneskerettighederne har fyldt forsvindende lidt i debatten om barnets lov, men vi må insistere på, at regeringen i sit lovgivende arbejde har fokus på den retspraksis, der er fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og forsøger at undgå, at den danske lovgivning er i strid med konventionen.
Det er vigtigt at huske, at det her ikke handler om, hvorvidt man er på børnenes eller forældrenes side. Det handler om, at man sjældent kan forenkle relationen mellem barn og forældre til at være enten god eller dårlig – og at man, helt generelt, bør være påpasselig med at lovgive ud fra en så forsimplet tilgang.
Vi skal naturligvis anbringe, når der er grundlag for det, og det skal, som regeringen siger, være ”barnets bedste”, vi stræber efter. Men det er bekymrende, når regeringen lægger en linje, hvor ”barnets bedste” pr. definition er en afsondring fra de biologiske forældre.
For mig at se kan det vanskeligt fastslås, at det altid vil være barnets bedste at afskære barnet fra at opretholde en relation til den biologiske familie, hvis der først er truffet afgørelse om anbringelse.
Omvendt kan det næppe heller fastslås, at det ikke i enkelte sager faktisk vil være barnets bedste helt at afskære forbindelsen til forældrene.
Man kan selvfølgelig forsøge at løse dette dilemma – som regeringen foreslår i faktaarket – ved at lade det være op til barnet, om barnet ønsker samvær med forældrene eller ej.
Det rejser så blot en ny debat om hvorvidt og i hvilke tilfælde man kan overlade en så stor og livsafgørende beslutning til et barn, og hvor det stiller forældrenes rettigheder – og om det er ”barnets bedste” selv at skulle træffe en sådan afgørelse.
I diskussionen om ”barnets bedste” er det også relevant at spørge regeringen, om den finder, at det generelt er til ”børnenes bedste”, at vi får et system, som langt tidligere, altså på et mindre grundlag, kan fjerne børn fra deres forældre for så efterfølgende at afholde forældrene fra at opretholde en relation til barnet og dermed udelukke enhver mulighed for hjemgivelse.
Hele essensen af begrebet ”barnets bedste” er, at det er individuelt for hvert eneste barn i hver eneste familie, og at det kan ændre sig over tid.
Hvad der er barnets bedste, er en vanskelig og kompleks vurdering, hvor tingene sjældent er sort-hvide.
Derfor må det bero på en konkret og individuel vurdering i hver eneste sag – og derfor er regeringen nødt til at overlade det til socialrådgiveren at lave en fagligt velbegrundet vurdering i den enkelte sag og på baggrund af dette træffe afgørelse om, hvilken foranstaltning der skal iværksættes.
Der er grund til bekymring, når regeringen så unuanceret anskuer børn og deres forældre som individer, der omkostningsfrit kan adskilles fra hinanden. I samme nytårstale, som statsministeren agiterer for, at flere børn skal anbringes og bortadopteres, siger hun: ”Vores familiebaggrund betyder meget for vores liv og for vores fremtid.”
Det tænker jeg også gælder for de børn, som anbringes – også selvom deres forældre ikke formår at passe godt nok på dem i det daglige.
Vi må i et samfund som det danske insistere på at have en lovgivning, som rummer kompleksiteten i børnesager, og som med inddragelse af såvel barnet som forældrene lægger op til konkret og individuel vurdering af, hvad barnets bedste er – inden for rammerne af konventionerne. Alt andet vil være en falliterklæring.
Det er mit ønske for det nye år, at børnenes statsminister og hendes regering vil fastholde de gode intentioner om at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge.
Jeg ønsker dog også, at de forstår, at hvis prisen for entydigt at ”være på børnenes side” er brud på menneskerettighederne, så er prisen for høj. Jeg håber, de forstår, at det at ville et barn det bedste – og lovgive herom – er langt mere komplekst end blot at afskære et barn fra sine ”dårlige” forældre og give det til nogle ”gode” forældre.
Hvis der er mere plads på ønskesedlen, vil jeg ønske, at regeringen i højere grad retter sit fokus mod de intentioner, der er i den nuværende lovgivning, måden, den forvaltes på i praksis, og mod, hvad kvalitet i socialt arbejde er – samt hvilke rammer og vilkår det kræver at levere det.