Antallet af æresdrab vokser i Pakistan

Pakistan er udviklingsmæsigt et tilbagestående land, som mange iagttagere mener vil gennemgå en moderniseringsproces, hvor æresdrab med tiden vil dø ud. Men antallet af æresdrab er nu stigende igen. Pakistan er som bekendt et muslimsk land, men er æresdrab sanktioneret af islam ? Muslimer er tilsyneladende uenige om svaret

Æresdrab er en oldgammel tradition i Pakistan. Men muslimerne bruger koranens ord til at legitimere æresdrab, mener dagens kronikør.
Æresdrab er en oldgammel tradition i Pakistan. Men muslimerne bruger koranens ord til at legitimere æresdrab, mener dagens kronikør. . Foto: STR.

Pakistan har verdensrekorden i æresdrab. Human Rights Commission of Pakistan (HRCP) anslår, at 943 pakistanske kvinder i 2011 blev dræbt, fordi de havde bragt skam over deres familie. Året før blev 791 kvinder æresdræbt i Pakistan. Pakistan er et tilbagestående land, men menes at gennemgå en moderniseringsproces, hvor æresdrab vil dø ud. Det øgede antal æresdrab modsiger dog den formodning.

Hvorfor skulle de 943 kvinder dræbes? 595 havde haft ulovlige relationer, det vil sige udenomsægteskabelige forhold. 219 havde giftet sig med en efter eget valg. Resten blev dræbt, fordi de ville ud af et arrangeret ægteskab, eller fordi de havde klædt sig på en uacceptabel måde.

Drabsmændene var i alle tilfælde mænd kvindernes fædre, brødre eller sønner. Som et af nedenstående eksempler illustrerer, bliver mænd også æresdræbt. Forholdet mellem antal æresdræbte kvinder og æresdræbte mænd er fire til en. En ung kvinde og en ung mand blev skudt under mistanke for at have et ulovligt forhold. Ægtemanden havde ganske vist kun set de to i samtale, men det ophidsede ham så meget, at han skød dem begge. I et andet tilfælde dræbte en 25-årig søn sin 55-årige mor, da han mistænkte hende for at have en affære med en mand.

I sidste tilfælde lykkedes det hustruen til en ægtemand, som mistænkte hende for et forhold til en anden mand, at flygte, inden ægtemanden kunne dræbe hende. Ægtemanden indberettede forholdet til landsbyens godsejer, der indkaldte en jirga, et råd af ældre mænd, og bad den dømme i sagen. Jirgaen beordrede hustruen og manden dræbt.

Æresdrab kaldes i Pakistan karo-kari-drab. Kvinden, der beskyldes for et udenomsægteskabeligt forhold eller nægter at indgå et arrangeret ægteskab, benævnes kari (sort kvinde). Dermed har kvinden krænket manden og familiens ære. For at rense sin ære har kariens mand lov til at dræbe hende.

Manden, der har haft det udenomsægteskabelige forhold eller vil indgå et ikke-arrangeret ægteskab, kaldes karo (sort mand) og må som karien dræbes. Men det sker sjældent, da karoen modsat karien har mulighed for at flygte, mens hans familie forhandler med den vanærede familie om at redde hans liv.

LÆS OGSÅ: Rundtosset konflikt om Pakistans identitet

Karo-kari-traditionen tilsiger, at drabsmanden kan forvente tilgivelse fra den dræbte kvindes slægtninge, og når den er givet, er han fri. Når HRCP-rapporten intet nævner om antal pågrebne og retsforfulgte gerningsmænd, tyder det på, at ingen er blevet retsforfulgt.

Pakistan er et muslimsk land, men er æresdrab sanktioneret i islam? I HRCP-rapporten står der intet om æresdrabenes eventuelle rod i islam. Det kan skyldes, at rapportskriverne ikke tør nævne islams ansvar for æresdrabene, eller at drabene har rødder i en kultur, der går forud for islams komme til Pakistan i 700-tallet.

Pakistaneren Rabab Fizah har for Asian Human Rights Commission analyseret de pakistanske æresdrab. Hun understreger, at æresdrab er uforeneligt med islam, og at karo-kari-traditionen er ældre end islam. Hun gør også opmærksom på, at Koranen kræver fire øjenvidner til at bevidne et ægteskabsbrud, og hverken den utugtige mand eller kvinde kan straffes, medmindre de tilstår forbrydelsen, eller der er tilstrækkeligt bevis mod dem.

Men Fizah citerer ikke Koranens vers 4:15 korrekt. Verset lyder sådan: Hvis nogle af jeres kvinder begår utugt, lad da fire blandt jer vidne mod dem! Hvis de vil vidne, hold da kvinderne indendørs, indtil døden kalder dem bort, eller Gud viser dem en udvej!

Der står ganske rigtigt ikke, at den utugtige kvinde skal dræbes, men at blive spærret inde på livstid er også en hård straf. Og ifølge verset er det kun kvinder, der begår hor eller også er det o.k., at mænd begår hor?

Fizah nævner, at regeringen i 2004 gjorde æresdrab strafbart. Men loven ændrede ikke ved, at gerningsmanden med henvisning til islamiske retsregler kan forhandle sig til tilgivelse fra ofrets familie.

General Zia ul-Haq, Pakistans præsident 1979-1988, indførte islamiske retsregler, blandt andet hudud-forordninger hudud er forbrydelser og straffe omtalt i Koranen hvorved piskning blev tilladt. Islamiseringen af lovgivningen betød også, at kvinders vidnesbyrd i visse retssager fastsattes til det halve af mandens, og at kvinder skulle tildække deres ansigter, når de færdedes uden for hjemmet og på offentlige skoler, universiteter og statsligt tv.

Rabab Fizah nævner også, at pakistanske ministre forsvarer jirgaerne og ser gennem fingre med karo-kari-drab, og at politi og dommere tager parti for mænd, der begår æresdrab.

Journalisten Rana Husseini analyserer i sin bog Murder in the Name of Honour en række æresdrab i Jordan. En pige var blevet voldtaget af sin svoger. Da broderen hørte det, skød han sin søster. Beslutningen om broderens drab på søsteren blev taget i samråd med hans far, mor, onkler og 800 mænd fra hans stamme. Det gælder for flere af gerningsmændene i Husseinis bog, at de er rundet af ældgamle stammetraditioner og æresbegreber.

Broderen forklarede sin udåd til Rana Husseini: Det er bedre, at en person dør, end at hele familien (rammes) af skam og vanære. Da Husseini indvender, at hans gerning var imod islams lære og vil blive straffet af Gud, svarer han, at drabet på søsteren var imod islam og gjorde Gud vred, men han mener, at han gjorde, hvad han skulle gøre, og at han vil stå til regnskab over for Gud, når tiden kommer.

Selv om det også i Jordans tilfælde mere er ældgamle stammenormer end islam, der forklarer æresdrab, så sanktionerer stærke islamiske kræfter i Jordan æresdrab.

Ifølge artikel 340 i Jordans straffelov er den, der opdager sin kone eller en af sine kvindelige slægtninge begå utugt og dræber, sårer eller skader den ene eller dem begge, undtaget for straf.

Rana Husseini og andre jordanere agiterede for afskaffelsen af artikel 340, men Det Muslimske Broderskab gik til modangreb. Dets jurister udstedte en fatwa, hvori det hed, at afskaffelsen af artikel 340 ville ødelægge islam, for ifølge shariaen, islamisk ret, har mænd ret til ustraffet at tugte kvinder, der begår hor.

Pakistan Peoples Party (PPP), ledet af Bhutto-klanen fra delstaten Sindh, regnes for Pakistans mest liberale parti. Derfor kan det undre, at Rana Bhutto fra Bhutto-klanen sidste år myrdede sin tredje hustru, den 28-årige Shahnaz Bhutto. Hendes svoger og otte andre Bhuttoer deltog i drabet.

I deres små 10 års ægteskab havde Rana og hendes svogre ofte slået Shahnaz. Shahnaz havde i breve til Pakistans øverste dommer og premierministeren klaget over sin voldelige ægtemand og svogre.

Når Rana Bhutto tævede sin hustru og til sidst slog hende ihjel, skyldes det i første omgang ikke, at hun havde krænket familiens ære, men at han ville overtage hendes ejendom, ikke mindst en dyr lejlighed i Karachi. Det lykkedes ham i 2012 under trussel om vold at overføre lejligheden til sit navn. Shahnaz blev senere anklaget for at have et ulovligt forhold til Sikkander Bhutto, journalist, HRCP-rapportør og født ind i Bhutto-klanen. Dermed er Sikkander karo og kan slås ihjel.

Den 7. december 2012 blev Shahnaz Bhutto taget med til en muslimsk begravelsesplads i en af Bhutto-klanens landsbyer. Her blev hun slået ihjel, mens hendes onkel og andre så på. Alle 10 mordere var medlemmer af PPP. Takket være Sikkander Bhutto kom drabet til offentlighedens kendskab. Broderen til Rana Bhuttos anden hustru har forsøgt at myrde Sikkander Bhutto, men politiet har intet gjort for at beskytte Sikkander og hans familie.

Jørgen Grimstrup er lektor og cand.mag.