Antisemitisme blandt danske muslimer

Danske jøder kan mindre end nogensinde siden Anden Verdenskrig føle sig sikre i Danmark. Vi er nødt til at forholde os til det paradoks, at europæernes humanisme og tolerance over for flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten resulterer i en stigning i forfølgelse af jøder i Europa i dag, skriver dagens kronikør

Antisemitisme blandt danske muslimer

HOS RIGTIG MANGE DANSKERE, der har set ”Matador”, er det nærmest mejslet ind i hukommelsen, hvordan Maude tog sig sammen, da det gjaldt for alvor, og reddede jøden Stein fra at blive taget af tyskerne i oktober 1943.

Det er det Danmark, vi kan lide at spejle os i. Det er det Danmark, udlandet kender. Man siger, at redningen af jøderne var vores ”finest hour”. Det er et billede af Danmark, som vi bør gøre meget for at bevare, både her til lands og udenlands. Det gør Danmark til et sikkert sted for jøder at leve deres liv.

Men vi er ved for alvor at miste dette smukke selvbillede. For jøder kan mindre end nogensinde siden Anden Verdenskrig føle sig sikre i Danmark.

Alvoren afspejles i, at siden drabet på den jødiske mand i februar 2015 og til februar 2016 har 48 politibetjente hver eneste time arbejdet med at beskytte 7000-8000 jøder i Danmark. Skulle et forholdsvis lige så stort antal politibetjente beskytte hele Danmarks befolkning på 5.600.000 indbyggere, ville cirka 36.000 politibetjente hver eneste time arbejde med at beskytte befolkningen. Tallet er stort, når man sammenholder det med, at det samlede antal ansatte i politiet i Danmark er på cirka 14.000 personer.

Der må være tale om et voldsomt højt trusselsniveau mod jøder i Danmark.

Skal antisemitisme i Danmark bekæmpes, er det vigtigt at se på, hvad der foreligger af dokumentation for dens karakter og udbredelse.

Ifølge en undersøgelse fra 2015 af den amerikanske organisation Anti-Defamation League, ADL, som afdækker diskrimination af jøder internationalt, er otte procent af befolkningen i Danmark antisemitter.

Hvem kan denne lille andel af befolkningen i Danmark være, og hvorfor er de antisemitter? Et relevant spørgsmål er her, om antisemitisme fremkommer, alene fordi personerne bag er Israel-kritiske eller om den bliver fremsat med baggrund i religiøst eller etnisk betinget antisemitisme.

AARHUS UNIVERSITET så i 2009 på spørgsmålet og gennemførte en undersøgelse af omfanget af antijødiske holdninger blandt fem ikke-vestlige indvandrergrupper i Danmark (tyrkere, pakistanere, somaliere, muslimske palæstinensere og muslimske eksjugoslaver) og blandt etniske danskere.

Samlet for alle fem indvandrergrupper gjaldt det, at:

66 procent var enige i, at man ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark.

75 procent var enige i, at de ikke så gerne ser familiemedlemmer gift med en dansk jøde.

32 procent var enige i, at der er for mange jøder i Danmark.

For etniske danskere var procentandelen henholdsvis 18, 15 og 12 procent.

Muslimer er mest og meget negativt stemt over for jøder, hvilket er et billede, der bekræftes af Anti-Defamation Leagues nyere undersøgelser i andre lande. Her har ADL i 2015 gennemført en undersøgelse specifikt af andelen af antisemitter blandt muslimer i en række europæiske lande. Andelen af anti-semitiske muslimer i landene er: Belgien (68 procent), Frankrig (49 procent), Tyskland (56 procent), Italien (56 procent), Spanien (62 procent) og Storbritannien (54 procent).

Resultaterne er relevante i lyset af, at muslimers andel af befolkningerne i landene vil vokse over de næste årtier i kraft af indvandring og en generelt højere fødselsrate blandt muslimer, så cirka hver tiende europæer vil være muslim i 2050 sammenlignet med hver syttende i 2010.

IFØLGE AARHUS UNIVERSITETS undersøgelse skyldes den udbredte antisemitisme ikke primært antiisraelske holdninger. Det skyldes mest af alt fjendtlighed mod de anderledes. Graden af religiøsitet er den næstvigtigste faktor for, hvor antijødisk en person er. Den tredjevigtigste faktor er, hvilken religion man har.

Tilbage står indtrykket af, at en betydelig del af kritisk tale og trusler mod jøder i Danmark sandsynligvis har baggrund i etnisk og religiøst betinget antisemitisme blandt muslimer.

Så dette er det groteske paradoks: Efter europæeres forfølgelse af jøder i århundreder, som kulminerede i udryddelsen af seks millioner jøder under Anden Verdenskrig, resulterer europæernes humanisme og tolerance over for flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten i en stigning i forfølgelse af jøder i Europa i dag.

Hvordan kan man forholde sig til det? Det kan man ved først at drøfte, hvad de konkrete konsekvenser er for danske jøder og deres etnisk danske familiemedlemmer. Som det andet kan man diskutere det etiske dilemma om, at europæeres og heriblandt danskeres humanisme og tolerance over for nogle mennesker resulterer i mindre humanisme og tolerance over for andre mennesker.

Konkret vil det efter alt at dømme for danske jøder og deres etnisk danske familiemedlemmer give en fornemmelse af, at Danmark ikke er sikkert at leve i og vil blive gradvist mindre sikkert at leve i. Det må formodes at være en særdeles ubekvem fornemmelse. At denne situation overhovedet kan opstå, er naturligvis helt uacceptabelt – fuldstændig lige så uacceptabelt som det er, at racisme mod danske muslimer kan give dem samme fornemmelse.

Det må være ganske vanskeligt for jøder og deres etniske danske familiemedlemmer at forstå de personer, som er ukritisk positive over for at modtage flygtninge og indvandrere fra mellemøstlige lande. De handler humanistisk over for nogle mennesker, mens konsekvensen for danske jøder er, at det bliver mindre sikkert at bo i Danmark. Det er en form for ekstrem humanisme og ekstrem tolerance.

For det andet bevirker det, at Danmark mister en del af sit kulturelle fundament. De danske jøder har levet i Danmark i århundreder og medvirket til at udvikle landet. Georg Brandes og Niels og Aage Bohr er vi alle meget stolte af, og en lang række nulevende danske jøder bygger videre på dette fundament.

For det tredje giver det en følelse af uretfærdighed. En betragtelig del af danske muslimer har endnu ikke bredt anbefalet sig 100 procent som borgere i Danmark. Det vil kræve, at de opfylder helt almindelige krav om en positiv indstilling til demokrati, sekularisme, ytringsfrihed, ligestilling, tolerance over for homoseksuelle og jøder, samt at de kommer meget mere i nærheden af den øvrige befolknings grad af arbejdsmarkedstilknytning og uddannelsesniveau. Kort sagt, at de lever og agerer som langt størstedelen af alle øvrige danskere.

I DET LYS KAN MAN DERFOR med rette stille følgende spørgsmål: Er det en rimelig omkostning for jøder i Danmark, at øvrige danskeres humanisme og tolerance og ønske om at leve op til menneskerettighedskonventionerne indebærer, at Danmark igen ikke er sikkert for jøder at bo i?

Der er tale om et etisk dilemma i den helt tunge vægtklasse, som der naturligvis ikke findes enkle kategoriske svar på. Lige meget hvordan man tager stilling til dilemmaet, vil det gå ud over udsatte grupper i Danmark og forfulgte mennesker og fattige mennesker i Mellemøsten.

Spørgsmålet er, om danskerne skal fortsætte flere år endnu med at holde døren åben for flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten, som er antisemitiske – eller om danskerne skal sige stop over for dette, da det har en inhuman konsekvens for danske jøder, i og med at antisemitismen i Danmark dermed sandsynligvis vil stige til et endnu højere niveau end i dag.

Spørgsmålet må i det mindste indgå i den samlede pakke om diskussionen af konsekvenser af flygtninge og indvandrere for demokrati, sekularisme, ytringsfrihed, ligestilling, tolerance over for homoseksuelle og velfærdsstatens økonomiske bæredygtighed.

Det haster med at gennemføre diskussionen, for i mellemtiden vil antisemitismen med stor sandsynlighed tage til.

Men danskerne kan fortsat bryste sig af at være humanistiske og tolerante over for flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten, overholde menneskerettighedskonventionerne og at have medvirket til de danske jøders flugt fra Danmark.

Mads Odgaard er projektleder