Peter Tudvad har for kort tid siden udgivet en bog om spor af antisemitisme i Søren Kierkegaards (1813-1855) værker. Så vidt jeg har forstået fra bogen og fra interview med forfatteren, bygger han sine tanker især på "Søren Kierkegaards Papirer". Han mener, at Kierkegaard i "Papirerne" formulerer antisemitiske udtryk, og han vil se dette i sammenhæng med Kierkegaards stadig mere radikale forståelse af kristendommen.
I den forbindelse mener jeg, at det kunne være relevant at pege på en - måske mere betænkelig - forfatter i tiden, nemlig biskop H.L. Martensen. Han blev udnævnt til biskop i København efter biskop Mynsters død i 1854, og han er især kendt som den mand, der provokerede Søren Kierkegaard til det sidste angreb på kirken. Kierkegaard mente ikke, at Mynster i sit privilegerede liv levede op til sine idealer. Kierkegaard udviklede i den sidste del af sit forfatterskab en kristendomsforståelse, der lagde vægt på tanker om martyriet.
Biskop H.L. Martensen (1808-1884) udgav i løbet af sit liv utallige bøger og prædikensamlinger, men det, der i forbindelse med Peter Tudvads bog er relevant, vil være bogen "Den christelige Ethik", som udkom i tre bind fra 1871. Det er dette værk, som jeg her vil lægge vægt på.
Bind 1, "Den almindelige Del", er et forsøg på at definere en kristen etik, at definere et syndsbegreb og et højeste gode. Bind 2 forsøger at definere det, han kalder det sædelige liv, og der er et afsnit om Kristi efterfølgelse. Bind 3 har undertitlen "Den sociale Etik" med et afsnit om "Familien" og om "Staten" og det er her, der er relevante afsnit.
Martensen har to kapitler med titlen "Den christelige Stat" og "Hedenskab og Jødedom i den christelige Stat" (side 119-137, paragraf 45-49) som er foruroligende at læse. Martensen skriver om "den christelige Stat", et begreb, som han ønsker at forsvare. Han retter kritik mod sine modstandere, som han mener ønsker "en irreligiøs individualisme" og en "religiøs humanitet", og han retter kritik mod dem, der sætter "jordisk mammon og nydelse" som det højeste.
Det lyder foreløbig ikke så foruroligende.
NÅR SÅ MARTENSEN skal til at præcisere disse modstandere, bliver han klar i mælet. Det er "den moderne jødedom" der er trådt frem som en "ny potens på skuepladsen" (side 129). Jøderne er nu kommet til et "stadium, hvor de kunne gå aggressivt, angrebsvis til værks mod kristenheden". Han indrømmer, at jøder især i middelalderen har lidt meget ondt og mange mishandlinger fra de kristne, men skriver, at "de dog ved deres udsugelser selv havde givet megen anledning".
Disse moderne jøders religion er "den franske revolutions kosmopolitiske principper". Videre skriver han, at "de forvente et jordisk-messiansk rige, et lyksalighedens rige på jorden, hvor Israels børn både ved kapitalens, ved ordets, ved åndens og ved kulturens magt skulle udøve herredømmet" (side 130). Jøderne mener, at de "skal udøve herredømmet over alle andre nationer". "Den europæiske presse er i flere hovedlande overvejende i jøders hænder".
Biskop Martensen fortsætter med at skrive, at der er udviklet "en moderne jødelitteratur", og han nævner de to tyske forfattere Heinrich Heine og Ludwig Börne som repræsentanter. Målet hos disse forfattere er "at trænge kristendommen ud af det offentlige liv" (side 131) og at "overskære de bånd, der knytter nationerne til Kristus".
Biskop Martensen skriver videre i kapitlet, at jøderne ikke har nogen sand nationalitetsfølelse, "de kunne vandre fra nation til nation" (side 132), men han indrømmer dog, at de har "humane dyder" indimellem (side 133). Og så mener biskoppen, at når "kommunismen og socialismen om kort tid får magten, så nytter al denne emancipation ikke noget, for så vil de velhavende jøder bliver de første ofre" (side 134).
Man kan læse videre side efter side. Her møder man – fra en såkaldt lærd mand – alle de traditionelle udsagn og forestillinger, som så senere i det 20. århundrede blev blæst op og udbredt med de kendte fatale følger. H.L. Martensens "Den christelige Ethik" havde ifølge de gængse opslagsværker stor udbredelse i præste- og kirkelige kredse i samtiden og i 1900-tallet.
Biskop Martensen fik et svar fra jødisk side. Den daværende overrabbiner A.A. Wolff (1801-1891) udgav i 1878 bogen "Talmudfjender. Et genmæle mod de seneste angreb på jøderne og jødedommen". Bogen er med sine 504 sider ret omfangsrig, og man mærker et menneske, der er endda meget dybt såret over de biskoppelige angreb. Han skriver (side 215), at "man lige så godt kan pine et hjerte til døde ved nålestik som ved sværdet".
I FØRSTE DEL AF BOGEN kommer Wolff med en kritik af to præster. En pastor Blædel (1816-1876) havde udgivet "Udvidet Konfirmations-Undervisning eller evangelisk-luthersk Kirkelære" (1876), og en pastor Kok havde udgivet "Det hellige Land og dets Nabolande i Fortid og Nutid". De to præster var i deres bøger kommet med kritik af jødedommen, og rabbiner Wolff forsøger i bogens første del at rydde disse misforståelser og beskyldninger af vejen.
Wolff kommer med en gennemgang af jødedommens tanker i grundrids og den talmudiske fortolkning af teksterne. Derefter kommer en historisk gennemgang, og i to afsnit (side 251-360) kommer Wolff så ind på biskop Martensens formuleringer i "Den christelige Ethik".
Wolff skriver (side 317), at han har været ked af at skulle bruge tid på at gendrive de bøger, som de to præster, Blædel og Kok, har udgivet. Men nu er der under navn af "etik" – og endda "kristelig etik" – kommet en bog fra indehaveren af landets højeste gejstlige embede, som han må gøre indsigelse imod. Wolff skriver, at "vi tilstå åbent, at vi aldrig hverken i hedensk eller i nogen af de forskellige Konfessioners Etik har fundet, at man er gået andre Trossamfund for nær, således som her". Så er linjerne trukket op.
Wolff bruger en del sider på at rette kritik mod Martensens tanke om "den christelige Stat", og han nævner en del både kristne og konfessionsløse kritikere af denne tanke, som i Martensens udgave vil stille jøder ringere end kristne.
Derefter går Wolff i gang med at gendrive biskop Martensens formuleringer. Han redegør for, hvor få redaktører der på dette tidspunkt rent faktisk sad på aviser i Europa. Han skriver, at jøder som hovedregel vil føle sig knyttet til det land, de bor i, og han opregner, hvor mange soldater med jødisk baggrund der har kæmpet i franske, tyske og andre hære i 1800-tallets krige. Han nævner, at i den fransk-tyske krig 1870-1871 fik rigtig mange jøder tapperhedsmedaljer.
Wolff beder om dokumentation for beskyldninger mod jødiske forfattere, der "gennem Arbejde ved Dag og ved Nat" skulle ønske at trænge kristendommen ud af det offentlige liv, og han beder Martensen komme med navnene på de skribenter, der kunne have udtalt sådanne meninger.
Wolff gennemgår biskop Martensens argumenter side for side, og han forsøger at gendrive de mange forestillinger, som Martensen har formuleret. Wolff går grundigt og sagligt alle argumenter igennem, og man mærker hans ubehag ved de biskoppelige formuleringer. Bogen er lidt tungt skrevet med indimellem ret lange citater af forfattere fra især det tysksprogede område.
Det er fint, at Peter Tudvad har taget fat på "Søren Kierkegaards Papirer", men min vurdering er, at der i 1800-tallets Danmark var mere skæbnesvangre udgivelser, som det kunne være relevant at arbejde med.
Bodil Kruse er lektor