Antisemitismens anatomi

Uanset hvor hæsligt det er at høre slagord som ”død over jøderne” gjalde ned ad Kurfürstendamm, og hvor beskæmmende det er, at man ikke kan bære kalot i muslimskdominerede københavnske kvarterer, så er vor tids antisemitisme væsensforskellig fra den nationalsocialistiske, mener dagens kronikør

Den nazistiske udgave af antisemi-tismen var den mest radikale, verden nogensinde har fostret, både på det teoretiske plan og i sin reelle udførelse, skriver dagens kronikør
Den nazistiske udgave af antisemi-tismen var den mest radikale, verden nogensinde har fostret, både på det teoretiske plan og i sin reelle udførelse, skriver dagens kronikør. Foto: Christoffer Askman.

Med den forgangne markering af 70-året for den røde hærs befrielse af udryddelseslejren i Auschwitz og en sommer, hvor jødehadet igen viste sit ansigt i Europas storbyer, er det væsentligt at skrue tiden tilbage og tegne billedet af den ægte vare - den nazistiske antisemitisme.

Modsat diverse venstreorienterede og muslimske stemmer, der hævder, at deres antijødiske udfald er en politisk kritik af Israel, lagde den nazistiske ideologi nemlig aldrig skjul på, at den foragtede jøder udelukkende på grund af deres race.

Ret skal naturligvis være ret - hvor hæsligt det end kan være at høre slagord som ”død over jøderne” gjalde ned ad Kurfürstendamm, og hvor beskæmmende det end er, at man ikke kan bære kalot i muslimskdominerede københavnske kvarterer, og hvor himmelråbende stupidt og historieløst Christian Braad Thomsens karakteristik af Israel som en nazistisk stat end kan forekomme, så er antisemitismen anno 2014 væsensforskellig fra den nationalsocialistiske.

Men hvordan så den da ud, denne antijødiske ideologi? Først er det nødvendigt at forstå, at den nazistiske antisemitisme ikke var en automatisk videreudvikling af den i Europa allerede eksisterende udgave, selvom den havde nogle fællestræk.

Antisemitismen i Vesten går langt tilbage og fik for alvor udbredelse i løbet af højmiddelalderen - altså omkring 1200-tallet. Der var tale om religiøst funderet antisemitisme, hvor jøderne som ”Gudsdræbere” skulle bøde for de dårligdomme, Gud lod straffe de kristne med for at lade de vantro leve iblandt sig.

Overgrebene var mange og ofte voldelige og ikke begrænset geografisk. Fundamentet for jødehadet var altså religiøst, men jøderne blev også af kulturelle og samfundsmæssige årsager opfattet som anderledes.

I løbet af 1800-tallet opstod en ny variant af antisemitismen, der på visse områder var et barn af de videnskabelige landvindinger i perioden. Med afsæt i biologien, men også andre videnskaber, blev mennesket i løbet af det 19. århundrede opdelt i forskellige racer, og både i videnskabelige og i højere grad pseudovidenskabelige kredse mente man efterhånden, at ikke kun fysiske, men også mentale kendetegn afslørede forskellene racerne imellem.

Denne inddeling af mennesker i racer blev en vigtig bestanddel af fundamentet for den senere nazistiske antisemitisme, men det er væsentligt at bemærke, at selve inddelingen af mennesker i racer - og derunder også eksistensen af en jødisk race - fik tilslutning i brede dele af samfundet fra 1800-tallet og frem.

Det var altså ikke selve overbevisningen om eksistensen af en jødisk race, og at denne var anderledes end den europæiske, der var særligt nazistisk, men det hierarki, de inddelte racerne i, og i særdeleshed det modsætningsforhold, de mente eksisterede mellem jøder og ariere.

I det nazistiske racehierarki fandtes to ekstremer, kulturskaberne og kulturødelæggerne, der igennem verdenshistorien var indgået i en kamp på liv og død. Det ariske folk - kulturskaberne - havde frembragt storslåede kulturer i pagt med naturen og i harmonisk sameksistens med hinanden.

En nødvendighed for opretholdelsen af disse mønstersamfund var dog, at det ariske folks blod blev holdt absolut rent, og det var netop det, der ikke havde været tilfældet op igennem historien. Arierne havde blandet blod med laverestående racer fra naboområderne, i et omfang så det oprindelige høje udviklingsstadium for arierne var blevet ødelagt.

Besudlingen fra mindreværdige racer var i udgangspunktet slemt, men langt farligere var truslen fra jøderne - kulturødelæggerne- der som folk uden land havde bosat sig over hele verden og arbejdede for verdenskontrollen og mod det ariske folk, dets racemæssige modsætning.

Jøderne var altså en mægtig og dygtig modstander, som arierne havde budt velkomne i egne rækker og dermed givet mulighederne for at blive en femtekolonne. Verdenshistorien blev opfattet som rig på eksempler på op-gør mellem ariere og mindrestående racer, men disse havde været små krusninger på havoverfladen og aldrig for alvor taget opgøret med den jødiske fjende. Det store opgør mellem de to racemæssige ærkefjender ventede stadig.

Den raceideologi, som nazisterne senere tog patent på, opstod i slutningen af 1800-tallet og vandt nogen udbredelse i hele Europa. Enten med sin betoning af jødernes dårligdomme eller i troen på ariernes ophøjede status, som man så den i ariosofistiske kredse som eksempelvis Thuleselskabet. Men det var især i tiden efter Første Verdenskrig, at tilslutningen til disse radikale idéer oplevede en opblomstring - og da i særlig grad i Tyskland.

Landet var i knæ efter krigen, og det, der tidligere af tyske nationalister havde været opfattet som en stormagt både politisk og kulturelt, blev nu af selvsamme set som et samfund, hvor revolutionære kræfter ventede på at indføre barbarisk kommunisme. Samtidig mente de, at tyskernes moral blev undergravet af Entartete Kunst og deres økonomi af storkapitalen. Var man konspiratorisk indstillet, var det ikke svært at få øje på, at det store antal af jøder, der gjorde sig gældende i kunst- og kulturlivet, i den finansielle sektor og på den politiske venstrefløj, bekræftede teorierne om, at jøderne arbejdede for den globale magtovertagelse.

Det medvirkede til, at mange ellers ædruelige nationalistisk indstillede tyskere begyndte at tilslutte sig de radikale racistiske tolkninger skitseret ovenfor. Ikke alle tilsluttede sig naturligvis de helt ekstreme sider, der retfærdiggjorde korporlige overgreb på jøderne. Men i nationalsocialismen kunne man finde partiet, der reelt så jøderne som årsagen til Tysklands deroute, og som ønskede at løse problemet.

Antisemitismen var selve omdrejningspunktet i den nazistiske ideologi og propaganda, omend nazistpartiet og Hitler var i stand til skrue ned for retorikken, når de vurderede, at det tyske folk ikke var helt på bølgelængde med dem.

Uden antisemitismen er det umuligt at forstå nazismen, og fra dag ét forfulgte bevægelsen og senere Det Tredje Rige bestræbelserne på at slippe af med den ariske races hovedfjende. Fra magtovertagelsen i 1933 var midlerne chikane og boykot for at tvinge jøderne til frivilligt at udvandre, og faktisk blev dette mål først opgivet i 1942.

Først senere blev midlerne tvangsforflytning og geografisk afgrænsede henrettelser og endnu senere Endlösung, den systematiske udryddelse af hele det jødiske folk i det tyskbesatte Europa. Med andre ord ønskede man i begyndelsen kun jøderne ud af Tyskland og først senere fjernet fysisk fra jordens overflade.

Man behandlede aldrig jøderne civiliseret endsige humant i Nazityskland. Men den nyeste historiske forskning viser, at massemordet var en konsekvens af krigen med dens radikalisering og mangel på levedygtige alternativer.

Den nazistiske udgave af antisemi-tismen var den mest radikale, verden nogensinde har fostret, både på det teoretiske plan og i sin reelle udførelse. Nazismen var en tysk ideologi, og dermed var den nazistiske antisemitisme også en tysk opfindelse.

Bevisligt gjorde resten af europæerne ikke nok for at hjælpe jøderne hverken før eller under krigen, og i mange af de tyskbesatte lande bidrog indbyggerne gladeligt til Endlösung. Derfor er holocaust i hele Europa efterfølgende blev tolket som et fælleseuropæisk værdisammenbrud, og det tjener i den grad kontinentet til ære, at man sammen med Tyskland har påtaget sig den kollektive skyld.

Det er derfor, vi i Europa reagerer så skarpt på hadefulde udfald mod jøderne, som de eksempelvis kom til udtryk af især herboende muslimer. Vi hverken kan, vil eller bør acceptere hadet mod jøderne, uanset hvilke gevandter det optræder i, eller uanset hvilke argumenter, der bliver bragt til torvs. Dertil har barbariet i Auschwitz lært os for meget.

Mathias Strand er historiker