At arbejde er at bede

Arbejde er en forbandelse. Arbejde er en velsignelse. Kristendommens historie fremviser begge holdninger, men vi kan takke den kristne middelalder for opfattelsen af arbejde som bøn og bøn som arbejde. I et samfund, hvor halvdelen af befolkningen befinder sig uden for »arbejdsmarkedet«, er det måske en god idé at se tilbage på arbejdets historiske rødder. Første Mosebog efterlader ingen tvivl. Efter syndefaldet får Adam at vide, at han skal arbejde med jorden, som er »forbandet«. Han vil kun kunne skaffe sig føde »med møje«. »I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden« (3, 19). Ordet labor i klassisk latin betød møje og besvær. Her er der overensstemmelse mellem Det gamle Testamentes syn og oldtidens romerske opfattelse af, at arbejde er noget for slaver. Rigtige mennesker (som for romerne kun var overklassens mænd) arbejdede slet ikke. De dyrkede et livslangt otium ved at læse og skrive og samtale med venner fra samme samfundslag. Jeg læser evangeliet som mindre afvisende over for arbejde, men ikke som en bekræftelse af arbejdets værdi. Apostlene blev beskrevet som mænd, der arbejdede, men som forlod deres arbejde for at følge Kristus. De første kristne fortsatte i deres arbejdsliv, men regnede med, at Jesus meget snart vendte tilbage og dermed ophørte det verdslige samfund. Derfor var arbejde noget sekundært, som ikke havde den store betydning i frelsens historie. Efter 300-tallet, da de kristne blev en etableret del af det senromerske samfund, opstod der en kristen overklasse, som skabte flere bispeslægter. Disse mennesker var påvirket af den traditionelle romerske afvisning af fysisk arbejde, men deres kristendomsopfattelse betød, at de accepterede visse pligter over for medmennesker. Milanos biskop i slutningen af 300-tallet, Ambrosius, tog Ciceros skrift om pligter (De officiis) og omdannede den til en beskrivelse af den kristne embedsmands opgaver. I slutningen af 500-tallet udvidede Roms biskop, pave Gregor 1., definitionen af en biskops arbejde. I mangel af et civilt styre, tog kirkens mand sig af byens madforsyninger, dens hospitalsvæsen og forsvar. I den tidlige middelalder fra ca. 500-1000 i Vesteuropa, fik ordet labor en ny og mere positiv betydning hos overklassen. Alle måtte arbejde for at sikre samfundets overlevelse. Fra 300-tallet havde de ægyptiske ørkenfædre allerede vist vejen. De var mænd og kvinder, der trak sig tilbage fra bysamfundet for at søge Gud i vildnisset. De levede af deres hænders arbejde og solgte produkterne i landsbyerne langs Nilen. Benedikt af Nursia (ca. 480-550) blev påvirket af ørkenfædrenes og bispernes brug af arbejde som en del af en kristen hverdag. Benedikt kom selv fra en overklassefamilie i Rom, men forlod en lovende embedsmandskarriere for at tage ude i »ørkenen« nord for byen. Ved Subiaco fandt han en hule, hvor han kunne bede. I begyndelsen fik han mad foræret af egnens bønder, men efterhånden som ligesindede unge mænd sluttede sig til Benedikt, måtte de lære at arbejde med deres hænder. Da klostret flyttede sydpå til Monte Cassino, kom brødrene til at dyrke jorden. Historien om Benedikts blev omkring år 600 nedskrevet af ingen anden end Roms biskop, pave Gregor 1. Det betød meget for Gregor, hvordan Benedikt var kendt for at sikre, at landbrugsarbejdet blev udført af munkene selv. Arbejde var en værdifuld del af et liv i et kristent fællesskab. Benedikt kaldte munkenes primære arbejde, deres tidebønner, for opus dei, Guds arbejde. Men det åndelige arbejde var ikke nok: Benedikt skrev i sin Regel, at munkene også skulle gøre fysisk arbejde. Benedikts beskrivelse af de daglige manuelle opgaver er på ingen måde en forherligelse af arbejdet. Benedikt beskrev fysisk arbejde som et middel for at undgå lediggang (otiositas). Det romerske otium var blevet til det kristne otiositas, der i Brian Møller Jensens nyoversættelse af Benedikts Regel til dansk kaldes »sjælens fjende«. Selvom de fleste af munkene kom fra en overklassebaggrund, mente Benedikt, at de skulle arbejde. Benedikt understregede, at munkene ikke var forpligtet til at deltage i alle former for fysisk arbejde i klostret, men »hvis de lokale forhold eller klosterets fattigdom kræver, at de selv må klare at høste afgrøderne, skal de ikke blive kede af det« (kap. 48). Ægte munke, mente Benedikt, efterligner apostlene og ørkenfædrene »når de lever af deres hænders arbejde«. Hermed var Benedikt med til at lave om på Vestens opfattelse af fysisk arbejde. Det var ikke længere noget for slaver. Det var ikke engang et nødvendigt onde. Arbejde blev en mulighed for det enkelte menneske og det kristne fællesskab til at lovprise Herren. Herefter hører bøn og arbejde sammen. At bede er at arbejde. At arbejde er at bede. Benedikts Regel indeholder ikke disse udtryk, men det er denne holdning, der ligger bag hans Regel, og som går videre i det benediktinske klostervæsen, der findes den dag i dag overalt i verden. Da de første cisterciensere i begyndelsen af 1100-tallet forsøgte at vende tilbage til den oprindelige ånd i Benedikts Regel, anså de fysisk arbejde som en afgørende del af deres klostertilværelse. I samtidige billeder af de første munke, ser vi det franske aristokratis unge mænd i gang med at hugge træer ned. De er klædt i, hvad der engang var deres dyre dragter, men disse er blevet slidt af arbejdet. Sådan skulle det være: brødrene skulle bruge det tøj, som de havde på, da de dukkede op ved klosterporten. Da tøjet blev slidt op, kunne de få en munkekutte af ufarvet uld. Samtlige brødre skulle deltage i hverdagens manuelle arbejde, og til høsten var selveste abbeden med. Bernard, abbed af Clairvaux (1090-1153), huskes som en, der på trods af dårligt helbred insisterede på at være med til strabadserne. Bernard, der kom fra en aristokratisk familie, anså fysisk arbejde som et udtryk for kroppens og sjælens forening i fællesskabets ånd. Da franciskanerne i det næste århundrede begyndte at sprede sig overalt i Europa, var de ikke så positive over for fysisk arbejde. For at sikre deres bevægelsesfrihed og dermed at prædike alle vegne, havde brødrene ikke tid til at arbejde i mere end korte perioder. Løsningen var at tigge deres brød. De kunne leve af bysamfundenes overskud. Dominikanerne gjorde det samme. Det står i deres regel, at de brødre, der er i gang med en uddannelse, skal fritages fra distraherende opgaver som madlavning eller opvask. Disse brødres eneste arbejde blev deres intellektuelle studier. Historiens største spørgsmål er måske, »Hvem vasker op?«. Med tiggerbrødrene opstod der i Vesten opfattelsen af, at åndens arbejde er finere og bedre end håndens arbejde. Dominikanerne og franciskanerne, sammen med de verdslige mestre ved det nye universitet i Paris, havde ikke tid til at vaske op og plette deres klæder med resultatet af hårdt fysisk arbejde. De så sig selv som kristne intellektuelle, der skulle formidle deres forståelse af evangeliet til så mange mennesker som muligt. Dette blev deres arbejde, som betød, at andre måtte tage sig af dyrkelsen af jorden og håndværksfag. Munkenes helhedstilværelse blev erstattet af prædikenbrødrenes specialisering. Arbejde ændrede form efter 1200, efterhånden som Vesteuropas traditionelle landbrugssamfund blev suppleret af købmændenes verden. Kirken fik problemer med at definere eller anerkende nye former for arbejde. Præster kom til at opleve en større afstand mellem deres arbejde og de opgaver, som andre grupper i samfundet tog sig af. I senmiddelalderen kæmpede kirkens reformparti for at sikre, at præsterne ikke glemte, at de også skulle arbejde. Pariserteologen Jean Gerson (1363-1429) prædikede og skrev om sognepræsternes og bispernes pligt til at bruge deres hverdage i prædiken, sygebesøg, omsorg for de fattige og åbenhed over for alle, der havde brug for hjælp. Gerson påpegede, at præsterne var privilegerede mennesker i et samfund, hvor mange var sultne. Kirkens folk måtte vise deres omgivelser, at de også arbejdede for at tjene til den føde, som samfundet gav dem. Med de protestantiske og de katolske reformationer i 1500-tallet blev samfundets skel mellem håndens og åndens arbejde uddybet. Det moderne Europa blev vidne til opståelsen af en intellektuel præstestand, hvis opgave det er at arbejde gennem udbredelsen af Guds ord. Men en dårlig samvittighed nager. Hvad er præstens arbejde? Er han ikke en gentleman, der er for fin til at arbejde? I dag er arbejde stadigvæk en del af vores samfund. Der er få mennesker, der offentligt ville hævde, at åndens arbejde er finere end håndens. Men håndens arbejde er ved at forsvinde eller blive reduceret til en fritidsbeskæftigelser. Vi føler alle, at vores krop og sjæl har brug for fysisk arbejde, men folk med rigtigt fysisk arbejde bliver anset som mindre værd, når lønnen udbetales. Vi beundrer dem, der slipper for at arbejde på denne måde, men mange opdager også, at otium ikke er vejen til en lykkelig tilværelse. Måske skal vi tilbage til middelalderen for at genopdage og genoptage ånden i Benedikts Regel, hvor fysisk og åndeligt arbejde hører til i hvert menneskes hverdag. Der skal labor til, og der skal otium, ikke for at undgå otiositas, men for at velsigne os selv og hinanden med arbejde som en form for bøn. Og bøn som en form for arbejde. n professor i historie