De seneste år er der blevet ført en indgående diskussion om den danske gudstjeneste, især efter biskopperne i 2017 nedsatte tre liturgiske arbejdsudvalg, som skulle forberede og lægge op til en længere debat.
Med udbruddet af coronapandemien skete der imidlertid to afgørende ting: For det første gav aflysningen af alle landets gudstjenester hen over påsken anledning til en grundigere overvejelse over gudstjenesten – den glimrede simpelthen ved sit fravær. For det andet blev fristen for indlevering af høringssvar til biskopperne forlænget.
Jeg gik derfor i gang med en nærmere granskning af gudstjenestens historie og teologi og har nu fremlagt resultaterne af mit arbejde i en bog, der er frit tilgængelig på Tidsskriftet Fønix’ hjemmeside.
Jeg begyndte med at læse biskoppernes tre rapporter igennem. Her fik jeg indtryk af et arbejde, der ikke er helt på det rene med, hvad den overordnede retning er. Biskop Marianne Christiansen, der er ansvarlig for rapporten om ”Gudstjenesten”, har her i avisen ellers beklaget sig over, at corona-nedlukningen har bremset ”arbejdet med at få en ny liturgi”. Men at der faktisk skulle ligge et sådant ønske bag arbejdet, fremgår ikke af rapporterne.
Læser man rapporten om gudstjenesten, er det nemlig umuligt at finde ud af, i hvilken retning Christiansen og hendes arbejdsgrupper forestiller sig, at eventuelle reformer vil gå. Det kommer tydeligt til udtryk i den måde, rapporten forholder sig – eller rettere: undlader at forholde sig – til den første, forberedende rapport om autorisation, der udkom et år før de to andre rapporter.
I denne rapport foreslås en såkaldt ordo-model, hvor gudstjenestens overordnede forløb samt en række af de mest afgørende formuleringer er autoriserede, men hvor der så i øvrigt er frihed til variationer undervejs. Sådan sikres genkendelighed på tværs af sogne, samtidig med at man opnår en udstrakt grad af frihed, så den enkelte menighed har plads til at sætte deres særlige præg på den fælles gudstjeneste.
Ordo-tankegangen, som er en veletableret teori i den liturgiske forskning, siger, at de fleste gudstjenester fra oldkirken til i dag forløber i en overordnet, fireleddet struktur i form af indledning – ord – nadver – afslutning. Denne struktur kan kendes på tværs af historiske perioder og kirkelige konfessioner og kan også spores i vores nuværende højmesseordning. Det virker derfor gennemtænkt, når rapporten om autorisation lægger op til, at en drøftelse af gudstjenesteordningen kan tage udgangspunkt i denne ordo-tankegang.
I rapporten om gudstjenesten forholder man sig dog kun i meget begrænset omfang til den foreslåede ordo-model. Det lader til, at arbejdsgruppen ikke rigtigt har forstået tankegangen bag eller villet sætte sig ind i den relevante litteratur. Der henvises mod slutningen af rapporten til den første rapports skelnen mellem en konservativ og en fri model og så ”mellemvejen”. Men i stedet for at gå ind på den foreslåede ordo-tankegang foreslås en fjerde model med følgende ord:
”Efter vores gruppes opfattelse kan scenarierne suppleres med en fjerde, der afspejler en udbredt forståelse af autorisationsbegrebet, hvor den nuværende 92-ordning forstås ud fra autorisationens ånd frem for dens bogstav, og altså som en rettesnor snarere end en facitliste. Denne tolkning kan opfattes som en allerede fungerende mediering af model 1 og model 2, hvor friheden er fastholdt af ordningens lutherske ånd. Dette scenarie forudsætter biskoppens aktive tilsyn og ikke mindst samarbejdet mellem menighedsråd på den ene side og præst og organist på den anden.”
Her undsiges for det første arbejdet bag den første rapport og for det andet hele anledningen til at igangsætte liturgiarbejdet, nemlig den relativt forvirrede situation, som kan siges at herske i folkekirken, hvor der ofte er stor uoverensstemmelse mellem gudstjenesteordningernes ordlyd og den faktiske praksis.
Arbejdsgruppens fjerde scenarie rejser da også flere spørgsmål, end det besvarer: Hvad er det for en ånd, der er tale om, som er autorisationens, og som er luthersk? Ånden har det jo som bekendt med at blæse, hvorhen den vil. Hvorfor er det bedre med en appel til autorisationens ånd end en klar og umisforståelig ordning, der udstikker rammerne for friheden? Hvordan forestiller arbejdsgruppen sig den fremtidige ordning og biskoppens rolle som tilsynsførende?
Det forekommer mig, at man lægger op til en høj grad af vilkårlighed, hvor det bliver den tilsynsførende biskops temperament og ikke de gældende ordninger eller fornuftig teologisk arbejde, der bliver styrende for tilsynet med gudstjenesten. For mig at se er dette alle fromme ønsker om et frit samarbejde i den rette ”lutherske ånd” til trods ikke en farbar vej.
Liturgiarbejdet må altså begynde forfra og genoverveje potentialet i den foreslåede ordo-tankegang. Gør man det, for eksempel ved at læse bøger om liturgihistorie eller kigge på andre kirkers gudstjenesteordninger, bliver man slået af forundring over, hvor stabil den overordnede gudstjenestestruktur har holdt sig fra oldkirken til i dag på tværs af kontinenter. Gudstjenesten er i vid udstrækning forblevet ”den samme” gennem radikalt forskellige tider og samfund.
Det er tankevækkende, at utallige reformer gennem tiderne ikke har kunnet ændre fundamentalt på gudstjenestens overordnede forløb. Det kan der meget vel være en særegen pointe i.
Gudstjenesten har sin egen logik. Gudstjenesten er ikke et instrument, vi kan forføje over. Den vil noget med os. Derfor stritter den imod grundlæggende forandring, men tilpasser sig gerne det konkrete tid og sted. Gudstjenestens struktur rummer i sig selv en vigtig sag, som ikke kan reduceres til et budskab, der kan siges i en prædiken. Gennem ord og handling ”foldes vi ind” i pagtsforholdet til Gud og ”foldes ud” som nye mennesker med en bestemt retning i tilværelsen og styrke til at leve, så dette pagtsforhold virkeliggøres.
Nu skal det ikke forstås sådan, at så længe man holder gudstjeneste i overensstemmelse med den overleverede struktur, er alt i skønneste orden. Gudstjenesten er til enhver tid kendetegnet ved en dynamik mellem nye formuleringer og mennesker i en gammel traditionel form med et gammelt budskab.
Derfor må det hele tiden være muligt at sætte spørgsmålstegn ved den aktuelle gudstjeneste. Formår den i sin konkrete udformning at videreføre det, der ligger i den gamle struktur? Virker hilsenen efter hensigten, samler kollekten faktisk menigheden, giver de bibelske læsninger mening i konteksten, spiller ord og handling sammen, er kirkebønnen faktisk kirkens bøn, og bliver menigheden faktisk velsignet og dermed oplivet, når den forlader gudstjenesten?
Der må være overensstemmelse mellem tro og handling, teori og praksis, som i bund og grund må forstås som to sider af samme sag. Et gammelt latinsk ordsprog lyder da også ”Lex orandi, lex credendi”: Bønnens lov er troens lov. Form og indhold kan ikke skilles ad. Kristendommen bliver virkelighed i gudstjenesten.
Derfor må gudstjenesten ikke være offer for tilfældige indfald og luner. Den må blive taget vare på som den uvurderlige skat, den er. Frihed og fasthed er heller ikke hinandens modsætninger, men går hånd i hånd. De gamle traditionelle rammer giver os en sikker grund, når vi med nye ord og handlinger forsøger at bære vidnesbyrd om den Gud, som er fra evighed og til evighed, og som gør alting nyt.
Det håber jeg, man vil give agt på i liturgidebatten, som heldigvis ikke er slut endnu.