Prøv avisen

Per aspera ad astra - eller hvorfor det kan betale sig at lære latin

Studiet af latin har medvirket til at udvikle mennesker med blik for forandring, skriver Dorthe Enger. - Foto: stock.xchng.

Rundt om i verden har man opdaget vigtigheden af, at eleverne lærer de klassiske sprog. Hvad er det, som udlandet har opdaget, og som enkelte gymnasier her i Danmark også er begyndt at overveje, spørger dagens kronikør

Hvis en gymnasieelev i dag forvilder sig ind i Københavns Universitets bygninger og læser de latinske ord "Per aspera ad astra", er det usandsynligt, at de tyve timers latin, som eleven har haft i grundforløbet i 1. g, vil have efterladt sig spor nok til, at vedkommende vil kunne dechifrere ordene og tage til sig, at det er gennem anstrengelserne, at man når stjernerne.

Min far var læge. Han var nysproglig student fra 1939 og havde haft fire års latin. Han måtte selvfølgelig, inden han kom i gang med lægestudiet, supplere sin kunnen i de naturvidenskabelige fag, men de fire års latin blev af stor betydning i hans liv.

Han havde via latin lært at holde komplekse systemer sammen i hjernen, hvilket han senere mente havde overførselsværdi til anatomien, hvor han havde styr på betegnelserne og områderne uden vaklen i geledderne. Ikke nok med, at han forstod de latinske betegnelser, han som læge skulle benytte sig af, men han fik en kulturel ballast, der gjorde ham til medlem af den udsøgte og sjældne skare af naturvidenskabsmænd med en humanistisk vinkel. Han blev aldrig en såkaldt kropssnedker, men var altid i stand til at se sit virke i et større etisk og historisk perspektiv. Han både vidste, hvem Hippokrates var, og satte det lægeløfte, der var afledt af denne oldtidsfigur, højt.

Storhedstiden for de multikompetente og multidannede specialister var i 1600-tallet, hvor blandt andre vores store videnskabsmand Niels Stensen besad klassisk såvel som videnskabelig dannelse og senere i sit liv kunne forene videnskab og tro.

Jeg er ikke i tvivl om, at evnen til at tænke komplekst har medvirket til en åndelig rummelighed, en parathed til at tænke stort og bredt. En nærmest autistisk indsynkning i bøjninger og fortiden er naturligvis også en mulighed - karikaturen af latinlæreren - men studiet af latin har medvirket til at udvikle mennesker med blik for forandring.

Latins deroute startede med valgfagsgymnasiet i firserne, hvor et begrænset antal timer i en sproglig 1. g indvarslede, hvad der kunne ligne den endelige død med gymnasiereformen, hvor faget nu får 20 timer (o.k., i alle klasser).

Er det en god død, en retfærdig død, eller er der i det hele taget tale om død?

Rundt om i verden har man opdaget vigtigheden af, at eleverne lærer de klassiske sprog. På jesuiterskoler i Frankrig, Tyskland og England har traditionen aldrig været droppet helt, og i dag er især i Tyskland latin på fremmarch også i de offentlige skoler.

Hvad er det, som udlandet har opdaget, og som enkelte gymnasier her i Danmark, herunder Niels Steensens Gymnasium, er begyndt at (gen)opdage? To ting: at det er vigtigt at værne om vores vestlige kulturs værdier, og mere pragmatisk, at fordybelsen i de klassiske sprog som sagt udvikler nogle helt specielle kompetencer, der giver reelle fordele på uddannelserne og i arbejdslivet bagefter.

Uden kendskab til og dialog med fortiden bliver livet overfladisk. Der sker en udhulning af identitet. Kulturen, der har glemt sin tilblivelseshistorie, bliver et let bytte for andre dagsordener, som måske underminerer det bevidsthedsniveau, som det har taget mange års konflikter, refleksion, fejltagelser og succeser at få etableret.

DEN VESTLIGE TÆNKNING stammer fra oldtidens fantastiske filosofiske nyskabelser, der udsprang af en kultur, hvor filosofi og religion var dybt integrerede. I kristendommens historie har Platon og Aristoteles været centrale inspirationskilder. I den katolske kirke har kombinationen af filosofi og den kristne tro resulteret i udviklingen af en kristen humanisme, der kunne integrere oplysningstidens videnskabelige tænkning i et religiøst verdensbillede, således at vi i dag har en pave, der er videnskabeligt uddannet teolog og i sin bog om Jesus kan benytte sig af historisk kritisk forskning uden at komme i konflikt med sin tro.

Vestens demokratier ville ikke eksistere uden koblingen af filosofisk tænkning med kristendommens fokus på hvert menneskes grundlæggende værdi. Menneskerettighederne havde ikke eksisteret uden.

Fag som oldtidskundskab, filosofi og religion har fokus på disse temaer, men de elever, der vælger at få "hands on"-erfaring gennem studier af oldtidssprogene latin og græsk, kommer et spadestik dybere - dybt ind i de menneskers virkelighed, der har formet vores kultur. De elever, der vælger latin og græsk er ikke fortidens kustoder, men kan bidrage til at sikre vores kulturs kronjuveler.

Katolikker, der vælger en sådan studieretning, vil kunne forstå de latinske komponenter i messen og således udgøre en modvægt mod den tendens til bevidstløs ritualisme, hvor latin æres (men ikke forstås!) af nostalgiske årsager eller endda - endnu værre - tages som gidsel for en primitiv, magisk tankegang, som er udtryk for en generel nedprioritering af fornuften i postmoderniteten, og som man ikke er vaccineret imod, fordi man er katolik - hokuspokus-tænkning i ny klædedragt.

Men kompetence i oldtidssprogene latin og græsk rækker videre end øget kulturbevidsthed. Foruden kendskab til de moderne vestlige sprogs oprindelse bidrager latin og græsk til viden om grammatik på et meget højt niveau, samt til udvikling af et ordforråd, som gør elever i stand til at forstå andre sprog og kommunikere. De klassisksproglige elever udvikler i udtalt grad overblik, kulturel ballast, logisk tankegang og refleksionsevne. De opnår færdigheder i at tænke systematisk/logisk og i at holde store systemer sammen i hovedet. Rent ud sagt hjernetræning, hvilket gør, at de vil have fremragende forudsætninger for en videregående uddannelse bagefter.

Det er ikke tilfældigt, at mange mennesker på betydningsfulde poster rundt om i verden både akademisk og i den politiske verden har haft de klassiske fag i deres gymnasietid. Det er altså ikke kun en studieretning for de elever, der ønsker at læse teologi og/eller filosofi, selvom retningen selvfølgelig er en unik mulighed for netop de elever.

Som alle andre sproglige studieretninger giver den klassisksproglige adgang til videregående uddannelser - dog, i lighed med de andre, ikke umiddelbart til de naturvidenskabelige, hvor der hyppigst kræves matematik på A-niveau og kemi og fysik på B-niveau. I den klassisksproglige studieretning er der også engelsk på B-niveau, der er også et andet fremmedsprog som fransk, tysk, spansk eller kinesisk (en særlig mulighed på Niels Steensens Gymnasium), og der er også mulighed for at vælge matematik på B-niveau, som giver adgang til især de samfundsvidenskabelige uddannelser.

At lære græsk og latin tager tid, flid og slid! Det kan ikke skjules, men hvis en elev får en klassisksproglig studentereksamen, er der gode muligheder for job, hvor vedkommendes faglighed er dybt respekteret, og hvor de opnåede personlige kompetencer giver stor omstillingsparathed og intellektuel robusthed. Samtidig er en sådan person med til at bevare vores kulturs juveler for eftertiden og samtidig udvikle nutiden med fortiden som medspiller.

På et katolsk gymnasium er dannelsesmålet at støtte eleverne i at blive forandringsagenter, der medvirker til at gøre verden mere retfærdig, mere fredelig, mere rummelig. De elever, der opnår det intellektuelle overskud, som kompetencer i latin og græsk resulterer i, gør det med udgangspunkt i hjertets visdom. Ydermere, for de elever, der ønsker denne studieretning med henblik på et senere teologistudium, vil skolens religiøse ramme med retræteprogram, messer og gudstjenester og kontakter inden for et internationalt katolsk miljø med deraf følgende rejse- og oplevelsesmuligheder give denne retning en profil, man ikke finder på andre gymnasier.

Dorthe Enger er rektor ved Niels Steensens Gymnasium