Prøv avisen
Kronik

Astrid Lindgren og de glade svenske køer

Astrid Lindgren kunne ikke holde tanken ud om de forhold, de svenske landbrugsdyr blev opdrættet og slagtet under, og i 1988 trådte dyrevelfærdsloven ”Lex Lindgren” i kraft i Sverige. Foto: Henrik Pyndt Sørensen

Det er nu over 25 år siden, at den svenske forfatter Astrid Lindgren med et debatindlæg fik ændret Sveriges dyreværnslov, så alle køer i vores naboland skal på græs om sommeren. Er det ikke snart vores tur til at få en lignende lovændring, spørger dagens kronikør, som mener, at politikerne må se at tage ansvar for en ændring

Tusinder af glade mennesker og køer mødtes for nylig til den årlige øko-dag. Her nød de besøgende køernes dansen ud på forårsgræsset. En ellers ret banal affære er blevet landbrugets mest besøgte og omtalte event, måske fordi det at komme på græs, eller god dyrevelfærd generelt, ikke er en selvfølge længere, medmindre man er en økologisk ko. Men sådan behøver det ikke at være, det har vores naboland Sverige vist.

I midtfirserne, da svensk landbrug i lighed med landbrug i mange andre vestlige lande for alvor var ved at være gennemindustrialiseret, råbte en af Sveriges største personligheder op.

Astrid Lindgrens kærlighed til dyr

Astrid Lindgren kunne ikke længere holde tanken ud (og den er vigtig) om de forhold, de svenske landbrugsdyr blev opdrættet og slagtet under. Dyr, der ofte aldrig så solen, køer der aldrig kom på græs, grise klemt sammen i stalde uden halm eller anden aktivering end at bide hinanden i halen, høns i små bure, kalve uden deres mødre opdrættet på en erstatningsdiæt, der gjorde, og stadig gør, dem syge. Disse dyr fik så lov til at ende deres triste liv stressede og stuvede sammen i lastbiler og på kæmpemæssige slagterier - døden må dog have været en befrielse for de fleste af disse, som hun skriver.

Astrid Lindgren turde spørge, om dette egentlig var et fremskridt. Hun stillede sig tvivlende over for, om denne udvikling overhovedet var positiv for landmanden selv, der måtte tilse døde, sårede og syge dyr hver eneste dag. Selv det økonomiske fremskridt satte hun spørgsmålstegn ved, da profitten fra den stigende produktion af især kød, mælk og æg egentlig nærmere tilfaldt mellemmændene og forhandlerne end landmændene - en stadig aktuel pointe.

Disse forhold gjorde hun opmærksom på igennem adskillige indlæg i den svenske avis Expressen. Et af disse indlæg var adresseret direkte til den daværende landbrugs- og fødevareminister, som hun rettelig antog havde ansvaret for disse dyrs kedelige forhold.

Ministeren lyttede (ikke mindst fordi Astrid Lindgren tidligere havde været afgørende i at vælte en svensk regering), og i 1988 trådte dyrevelfærdsloven ”Lex Lindgren” i kraft i Sverige. Selvom den bestemt ikke levede op til alle Astrid Lindgrens ønsker, indeholdt den dog væsentlige forbedringer for dyrene. Den største og måske mest betydningsfulde, også rent symbolsk, var, at alle svenske køer skal på græs i sommerperioden.

I Danmark har vi en fødevareminister, der vil det bedste for dyrene, forhold han har kæmpet for i Europa-Parlamentet med succes. I Danmark har vi også et af verdens største mejerier, Arla, der endda er ejet af vores dygtige landmænd selv. De vil gerne ”Closer to Nature” (tættere på natureu), hvis man skal tro deres sidste store nationale og internationale kampagne. For ikke mange år siden introducerede Arla mælken Lærkevang, der netop garanterede, at mælken kom fra køer, der havde været på græs og modtaget græs om vinteren i stalden, også selvom de ikke var økologiske køer, som altid skal på græs i sommerhalvåret.

Forbrugere skifter holdning hele tiden

For ikke så længe siden blev dette koncept dog skrottet til fordel for Arla24. Denne mælk kommer ikke nødvendigvis fra køer på græs, nej, konceptet går i stedet ud på, at der højst må gå 24 timer, fra mælken er malket, til den står klar til forbrugeren i supermarkedet. Hvorfor? Det var det, forbrugerne ville have, mente Arla, og heri ligger en vigtig pointe.

Forbrugere kan nemlig skifte holdning fra uge til uge - og endda fra dag til dag. Som forbruger er det ligeledes umuligt at kunne gennemskue konsekvensen af alle sine valg på markedet, derfor er det vigtigt med love, der kan regulere og sætte standarder for, hvad vi kan og må købe. Dette er love og standarder, der bliver bestemt politisk ved en demokratisk proces og implementeret, reguleret og kontrolleret af statsapparatet - Ø-mærket er nok det mest kendte eksempel. Og der er heldigvis standarder. Jeg kan som forbruger for eksempel ikke bede min slagter om dansk kalvekød, hvor kalven kun er blevet fedet med chokolade og øl. Dette ville være dyreplageri, lige meget hvor godt sådan et stykke kalvekød ville smage for mig som forbruger - sødmælk er åbenbart en anden sag, selvom kalven bestemt heller ikke har godt af en sådan diæt.

Nu er mange valgmuligheder selvfølgelig ikke nogen dårlig ting, tværtimod, og det danske fødevaremarkeds aktører er også i gang - i det små - med velfærdsforbedringer. Rema 1000 markedsfører for tiden ”Den Go'e Gris” hvor grisen oplever mindre dyrevelfærdsforbedringer i lighed med den gamle kending ”Antonius”-grisen, udtænkt af Danish Crown.

Men hvorfor stoppe der? Hvad med et mærke for en frilandsgris kun fodret med gmo-frit foder, eller en konventionel gris med 10 procent mere plads og en gåtur hver onsdag, eller mælk fra køer med havudsigt, der kun har hørt Mozart under deres opvækst?

Listen med mærker og de underliggende postulerede ”dyrevelfærdsparametre” er uendelig og kan for forbrugeren i sidste ende, virke uendeligt uoverskuelig på trods af alle deres gode intentioner. Mærker skal give gennemskuelighed og sikkerhed for reelt forbedret dyrevelfærd, ikke forvirre og øge usikkerheden for forbrugeren og borgeren.

Men det behøver ikke at være sådan. Vi har valgt politikere og dermed givet dem mandat (og løn) til at træffe overordnede beslutninger på vores og samfundets vegne, herunder lovgivning vedrørende dyrevelfærd. Den danske regering kan derfor i praksis gennemføre betydelige dyrevelfærdsinitiativer uden at skulle konsultere eller få accept fra markedet.

Det er selvfølgelig fantastisk, at vores landbrugs- og fødevareminister Dan Jørgensen (S) har formået at samle så forskellige aktører som Landbrug og Fødevarer og Dyrenes Beskyttelse til kamp for dyrevelfærdsforbedringer på markedsvilkår. Problemet er bare, at dialog ikke nødvendigvis løser noget som helst i sig selv, selvom det ser godt ud i pressen. I sidste ende er dyrevelfærd et moralsk og dermed et politisk valg. Det er også et komplekst område, der kræver, at man lytter til eksperter inden for dyrevelfærd. Her er konsensus, generelt, at man i stedet for at fremavle dyr der kan ”holde til” industriproduktion skal prøve at ændre produktionen således, at denne bedre tilpasser sig dyrenes naturlige behov. ”Closer to Nature” husker vi nok, eller gør vi?

Lex Lindgren

Det er over 25 år siden, ”Lex Lindgren” trådte i kraft i Sverige. I Danmark venter vi stadig på et lovindgreb, der frisætter alle Danmarks køer på det lækre forårsgræs. Men forbrugeren vil jo ikke betale, kan man indvende. Og har køerne det ikke dejligt i deres moderne, lyse stalde, hvor de fleste kan gå frit omkring året rundt? Hertil må svarene være henholdsvis ”formentlig ikke” og ”jo, bedre end for 30 år siden.” Men det synes en smule paradoksalt at staldforbedringer, og dermed dyrevelfærdsforbedringer, kan bruges som argument imod at sætte køerne på græs og dermed øge deres muligheder for naturlig adfærd og velfærd.

I sidste ende er dyrevelfærdsforbedringer ikke en beslutning, forbrugeren, landmanden eller markedet skal træffe alene. Dyrevelfærd er et emne for borgeren og demokratiet. En god politiker/minister sørger for, at borgeren og forbrugeren kan vælge mellem anstændige muligheder/produkter; han skal ikke bare sørge for uanede valgmuligheder eller mærker.

En dansk ”Lex Lindgren” vil ikke være svært gennemførlig. Men ansvaret for dyrevelfærd - altså ansvaret for levende og følende væsener ligesom dig og mig - er stadig overladt til den travle forbruger i supermarkedet fredag eftermiddag. En forbruger, der snart må undre sig over, hvad han skal bruge politikerne til, hvis det alligevel er ham, der skal træffe alle de svære beslutninger.

Læs Astrid Lindgrens indlæg om dyrevelfærdhereller i bogen ”Min ko vill ha roligt” (1990).

Morten Hedegaard Larsen er ph.d.-fellow i forskningsgruppen Foodscapes, Innovation and Networks ved AAU-CPH, Aalborg Universitets afdeling i hovedstadsområdet