Prøv avisen
Kronik

Ateisme som tro

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900). Den tyske filosofs værk "Antikrist" (1888) har inspireret dagens kronikør og hans syn på ateisme. Foto: Omikron

Ateisme er en ikke-tro i den forstand, at dens videnskabsorienterede afvisning af guders eksistens ikke baserer sig på det religiøse trosbegreb. Men ateismen kan alligevel godt være en slags sekulær tro på livet og livsudfoldelse. Og en ateisme, som vælger livet, er vel også en tro i den forstand, at ateisten har tillid til livet, mener dagens kronikør

Tro i religiøs betydning kan betyde to ting. For det første: Jeg tror på Gud, det vil sige, jeg har lagt mit liv i min Guds hånd og har tillid til, at han vil være min beskytter og våge over mig, hjælpe mig og vejlede mig. Tro er her lig med tillid! For det andet: Credo quia absurdum, altså, jeg tror, fordi det er imod al fornuft, urimeligt.

Pointen med det (tomme) trosbegreb er at sige, at tro ikke er et fornuftsspørgsmål. Vi er i en anden dimension hinsides fornuften. Det vil sige, at det er ubegrundet at tro, der gives ikke fornuftsgrunde for det. Og det kan heller ikke affejes med fornuftsgrunde.

De to trosbegreber kan på en måde gå i spænd: først det tomme: jeg tror, selvom der ikke er fornuftsgrunde, og den tro, jeg har, er, at min Gud har mig i sin favn, tro som tillid.

Ateisme er ikke-tro

Ateismen er en ikke-tro i den forstand, at dens vidensorienterede afvisning af guders eksistens ikke baserer sig på det religiøse trosbegreb. Men ateismen kan godt være en tro! Det må så være en slags sekulær tro, men stadig en tro. Det følgende er inspireret af Nietszche og hans tanker i værket Antikrist (1888).

Det er en tro uden guder, javel, men det er en tro svarende til definitionen ovenfor! En ateisme, som tror på livet og livsudfoldelse, har ikke begrebet tro her som i ateismen tror ikke på guder. Grunden til, at denne forskel gælder, må være, at denne tro ikke følger af det at være ateist. Altså er der to slags ateister: Dem, som ikke værdsætter livet, og dem, som gør. De sidste værdsætter livet, og den værdsætten er en tro. Den er et eksistentielt valg.

Og en ateisme, som vælger livet, er vel også en tro i den forstand, at ateisten har en tillid til livet, at livet er en kilde til lykke og ateisten har en forventning og tillid til, at den lykke kan opnås i livet. Men som man siger: de stegte duer kommer ikke bare flyvende ind i munden. Så livet er lykkens mulighed. Realiseringen af lykken påhviler ateisten selv.

Endelig er der et etisk aspekt ved dette valg af livet, den tro på livet. Den grundlæggende tanke må være, at alt, hvad der fremmer livet (helt generelt), er etisk positivt, mens alt, som ikke gør, er uetisk. Det er sådan, jeg ser Nietzsches frontalangreb på kristendommen: at den er livsfornægtende.

Modsat Nietzsche må man udvise tolerance og accept af religiøs tro, som er livsbefordrende. Det kan være tro, som gør det muligt for mennesker at leve deres liv. Det kan være tro, som betyder, at livet på jorden har mening (også selvom det leves i håbet om et liv i evighed). Eller tro, som mener, at Gud har givet os et liv på jorden, for at vi skal leve det, ikke fornægte det.

Der eksisterer jo et vilkår for livet, som er uomgængeligt, og som negerer det: døden. Døden er en realitet for en ateisme, som har livet som trosgenstand, og som samme ateisme ikke kan se bagom, da livet er den yderste realitet for ateisten som troende. Ateisten tror på livet, men kan ikke fornægte døden. Troen på livet giver ikke ateisten et redskab til at undfly døden.

Døden er uetisk og angriber som realitet det helligste: livet! Men døden er ikke et væsen, en handlende agent, og derfor bliver afmagten over for døden ikke et spørgsmål om etik. Døden forhandler man ikke med, og man kan ikke forvente at stå over for døden som en etisk person. Døden er upersonlig, uforsonlig og meningsløs.

Hvis livet er helligt for den troende ateist, så betyder det også, at godt nok giver det ikke mening at sige, at døden er uetisk, men det giver mening at sige, at det er uetisk at tage døden på sig, det vil sige, det er uetisk at slå ihjel. Men hvor langt gælder denne uetiske position? Hvis alt liv er helligt, betyder det så, at det er uetisk at slå et hvilket som helst liv ihjel?

Ja, i princippet må det! Men det er umuligt al den stund, at liv i høj grad lever på liv. Og det gør vi også: spiser for at leve, fjerner farligt liv, ændrer kort sagt naturen ved både at tage og give liv. Så ateisten må tage det i betragtning, at det at slå liv ihjel er uundgåeligt. I stedet må princippet ændres til det mere pragmatiske, at man ikke må slå ihjel unødigt! At man skal bevare og forsvare livet så vidt som muligt!

Det er muligt, at religion er den store både livs- og dødsfornægter, men jeg tror, man skal starte et andet sted, hvis man skal forstå, hvorfor vi fornægter døden og ønsker det evige liv. Nemlig den helt dagligdags oplevelse af, at vi lever uden at tænke på døden. Vi lever, som man siger, som om vi aldrig skal dø. Og det gør vi jo for at leve! Vi kan ikke tænke på døden hele tiden det ville paralysere os! Livet skal leves uden døden. I den forstand lever vi som dyrene ubekymrede og uforstyrrede!

Men vi ved jo godt, at livet kun er til låns for såvel rig som fattig! Så på den måde vil både smerten over livets korthed og angsten for døden melde sig. Den smerte er jo reflekteret i religionen, opfattelsen af livet som en jammerdal og det deraf følgende behov for en løsning.

Angsten for døden er i øvrigt ikke nødvendigvis beroende på, at vi bagefter skal stilles til regnskab for vore synder, eller på angsten for, at vi ender i helvede. Angsten for døden kan bero alene på angsten for livets ophør! I den forstand er Epikurs analyse utilstrækkelig: At vi ikke behøver frygte døden. Jeg er ikke bange for døden, jeg er bange for livets ophør. Har ikke det mindste behov for at dø! Alligevel skal jeg. Det er dybt uretfærdigt!

Troen på livet implicerer også en værdsætten af livet, som betyder en omsorg for det levende og især for medmennesket. I den forstand kunne man godt vælge at tale om ateistens kærlighed til livet, til det levende, og især en kærlighed, som omfatter medmenneskene.

Det er en syret tanke at tænke på ateisten som kærlig. Vi kender os ateister som kæmpende og sammenbidte rationalister. Det er typer som Richard Dawkins og Daniel Dennett (som jeg bestemt værdsætter), man forbinder med ateismen. Deres stolte forsvar for implikationerne af darwinismen og præcise afvisning af kreationisternes sludder er jo ikke udpræget kærlig. Men de kæmper for at holde fakta fri af kreationisternes forvrængning heraf. Og derfor bliver det en kamp!

Ateisten i troen på livet ønsker selvfølgelig også fakta på plads, ingen tvivl om det, men har en anden dagsorden omkring livet og derfor også omkring opgaven. Opgaven er ikke at få ret gennem stærke og velbegrundede argumenter og teorier, men at forsvare livet og livsfølelsen. Og det må vel dels gøres med tolerance og dels med en åbenhed, som ikke starter ud med, at man selv sidder med sandheden. At ville livsudfoldelse er også at ville andres livsudfoldelse og den kan også findes i religionen og gudstroen som en særlig form for livsudfoldelse.

Selvfølgelig kan ateisten ikke være overbærende over for knægtelse af andres livsudfoldelse, såsom diktatur eller former for ondskab (voldtægt, røveri, mord og så videre). Så der vil være en både politisk, social og privat indstilling til både udvidelse og indskrænkelse af livet. Det gælder også den religiøse krænkelse af livet.

Den kærlighed til livet og det levende betyder så, at en troende ateist må være dyreetiker i det mindste i den forstand, at dyr skal behandles med hensyntagen til deres natur. Om man vil drage konsekvensen og være vegetar, skal jeg ikke gøre mig klog på. Man bør vel i det mindste følge Schopenhauer, som mener, at en filosofi, som ikke er human mod dyr, ikke fortjener at blive betragtet som filosofi.