EN RÆKKE evolutionsbiologer og ateister har gennem de seneste år sat et markant præg på mediebilledet i både ind- og udland. Af personer inden for rigets grænser kunne man fremhæve biologen og redaktøren Lone Frank. Hun har gennem et antal artikler i Weekendavisen og senest i DR 2-programmet "Religionsparasitten" vedholdende fremført og formidlet ganske markante synspunkter på både gudstroende mennesker og oprindelsen til gudstroen.
I udlandet har især biologen og forfatteren til bogen "The God Delusion" (på dansk: "Illusionen om Gud"), Richard Dawkins, nydt betydelig eksponering af lignende synspunkter. For det første, at de foregiver at basere sig på god videnskab. I modsætning til gudstroen skulle ateismen så at sige være på "videnskabens side". For det andet, at de foregiver at værne mennesket og det åbne, demokratiske samfund mod de destruktive og destabiliserende kræfter, som fundamentalistiske gudstroende i disse år slipper løs i verdenssamfundet.
I udsendelsen "Religionsparasitten" præsenterede Lone Frank en række eksperimenter udført af Pascal Boyer fra Washington University. Disse skulle angiveligt dokumentere, at religiøse overbevisninger er parasitter på menneskets kognitive apparat. Men kan de nu også det?
Et af Boyers eksperimenter går i al sin enkelhed ud på at præsentere en person for en række billeder af landskaber og bede personen udpege, hvor man ville kunne forestille sig, at der skulle være overnaturlige væsener. Det viser sig, at hvis man skulle forestille sig et overnaturligt væsen et bestemt sted på et billede, så er det typisk sammenfaldende med et sted, hvor et menneske ville kunne skjule sig, og hvorfra det ville kunne betragte andre.
Ifølge Boyer er forklaringen ganske ligetil. Mennesket har igennem evolutionen fået en forventning om, at andre mennesker holder øje med os og dømmer os. Denne forventning overfører vi til overnaturlige væsener. De må således, ligesom mennesker, skjule sig for os og holde øje med os. I sidste ende har det selvsagt som konsekvens, at overnaturlige væsener er skabt i menneskets billede de er forestillinger, som er et resultat af de tankemønstre, evolutionen har tilspillet os. Og som sådan er vore forestillinger om overnaturlige væsener altså parasitter på vores kognitive apparat. Voila!
DER ER IMIDLERTID en eklatant hage ved eksperimentet. Således forudsætter Boyers forklaring helt og aldeles, hvad der skal vises. Det, Boyer skal vise os, er jo dels, at mennesket har nedarvet den påståede tilbøjelighed til at føle sig overvåget, dels, at det er denne tilbøjelighed, som giver sig udslag i det fundne sammenfald mellem udpegelsen af stedet for overnaturlige væsener og mennesker. At postulere dette kvalificerer sig næppe som videnskab. Fuldstændig sønderlemmende for eksperimentet er det imidlertid, at man i selve opsætningen af forsøget også forudsætter, hvad der skal vises. Selve spørgsmålet om, hvor de overnaturlige væsener er på billedet, forudsætter jo en legemliggørelse af dem. Forsøgspersonen kan således ikke svare, at de overnaturlige væsener er overalt eller i en anden dimension.
At forudsætte i stedet for at godtgøre evolutionsbiologiens gyldighed for ethvert tænkeligt fænomen er kendetegnende for en række evolutionsbiologer og ateister. I Richard Dawkins' bog foretages dette kunstgreb på et mere grundlæggende plan. I bogens eneste ikke-polemiske kapitel forsøger Dawkins at vise, at det er højst usandsynligt, at der skulle stå en Gud bag universets oprindelse. Hans argument har tre enkle præmisser: 1. En designer må være mindst lige så kompleks som det designede designeren må jo besidde mindst lige så megen information som indeholdt i det designede. 2. Jo mere komplekst noget er, desto mere usandsynlig er dets eksistens. 3. Universet er uhyre komplekst. Fra disse tre præmisser konkluderer Dawkins, at hvis Gud skulle have designet eller skabt universet, så må han være uhyre kompleks og derfor højst usandsynlig.
Dawkins argument har imidlertid samme eklatante svaghed som eksperimentet ovenfor der er stiltiende forudsat en højst problematisk præmis. Dawkins argument forudsætter, at Gud skulle være et materielt væsen. Med karakteren af vore naturlove og elementarpartikler, så er det ganske rigtigt højst usandsynligt, at der skulle materialisere sig et væsen med den alviden og almagt, som en gudstroende vil tilskrive Gud.
Men den gudstroendes overbevisning er jo lige præcis, at Gud ikke er en klump elementarpartikler opstået ved naturlovenes virke. Gud tilhører en anden kategori. Han er et immaterielt væsen en art intentionel bevidsthed uden for tid og rum. Og det er selvsagt denne Gud, som Dawkins skylder at påvise usandsynligheden af. Stiltiende at forudsætte, at alt i verden i bund og grund er af materiel karakter, i en debat om, hvorvidt der findes en immateriel Gud, kvalificerer sig næppe som god videnskab. Til gengæld afslører det jo evolutionsbiologiens reduktionistiske præmis.
Nuvel, det skulle nu være klart, at de givne eksempler på koblingen mellem evolutionsbiologi og ateisme næppe kvalificerer sig som god videnskab. Tilbage står nu at afklare, om der i de nævnte personers synspunkter vitterlig er en beskyttelse af mennesket og det åbne og demokratiske samfunds værdier. Er ateismen i Lone Franks og Richard Dawkins' formulering et værn mod den trussel mod det åbne, demokratiske samfund, som kommer fra verdens fundamentalistiske, religiøse kræfter?
Lone Frank karakteriserer det religiøse menneske som inficeret af kognitive parasitter, der nasser på den menneskelige hjerne. Religiøse overbevisninger sammenlignes i forlængelse heraf med lopper. Ligeledes siges om det kristne menneske, som ytrer sig om sin tro i modsætning til den, der ikke ytrer sig at det er farligt. Vender vi blikket mod Dawkins er formuleringerne ikke mindre skarpe. Han karakteriserer mennesker med en gudstro som uintelligente, psykologisk svage, infantile, virusbefængte og farlige.
DENNE RETORIK er etisk set dybt problematisk. Det er jo klart, at når det religiøse menneske er inficeret, så må det bekæmpes som sådan. Det må isoleres og behandles for dets lidelse. Når det religiøse menneske er uintelligent og infantilt, så vil det dannede menneske isolere sig fra det og opgive dialog på intellektuelt niveau. Og endelig, når det religiøse menneske er farligt, alene i kraft af at ytre sig, så er der i sagens natur god grund til at fratage det muligheden for at komme til orde det må berøves selve ytringsfriheden.
Både Lone Frank og Richard Dawkins synes med andre ord parat til at berøve det gudstroende menneske dets værdighed såvel som grundlæggende menneskelige frihedsrettigheder. Disse synspunkter bryder med den etiske konsensus, som betydelige dele af verdenssamfundet har nærmet sig siden den sidste verdenskrig. Udgangspunktet for disse ovevejelser var imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt tidens ateisme værner det åbne, demokratiske samfund.
Karl Popper, der i særlig grad har farvet begrebet om det åbne samfund, beskriver i værket "The Open Society and Its Enemies" det åbne samfund som værende kendetegnet ved grundlæggende frihedsrettigheder som tanke- og ytringsfrihed. Sådan må det være, fordi det, vi betragter som viden, er karakteriseret ved at være foreløbigt denne viden kan på et senere tidspunkt blive falsificeret. Hvis det, vi betragter som viden, i denne forstand er foreløbigt, er det i en helt grundlæggende betydning overladt til det enkelte menneske at forme sin egne overbevisninger om den verden, hvori det lever. Ifølge Popper er det åbne samfund kendetegnet ved at give plads til, at det enkelte menneske kan danne disse overbevisninger og det indebærer i sagens natur at give det enkelte menneske basale frihedsrettigheder.
Med denne beskrivelse af det åbne samfund står det klart: Tidens ateisme er ikke alene parat til at frasige det enkelte menneske dets værdighed den er også parat til at fradømme det gudstroende menneske de frihedsrettigheder, som er en grundlæggende forudsætning for det åbne samfund. Den i tiden fremherskende kobling af ateisme og evolutionsbiologi er slet ikke så intellektuelt og etisk sympatisk, som den gerne vil gøre sig til.
Thomas Ploug er filosof og ph.d. ved Syddansk Universitet