Ateismens hellige krigere

De nye ateister finder ondskabens kilde i religionen ikke i mennesket, og de mangler den nerve, som drev de gamle lidenskabelige religionskritikere som Feuerbach og Nietzsche

DET FORGANGNE ÅR har budt på en række bøger, der erklærer total krig imod religion og gudstro. I hurtig rækkefølge udkom titler som Richard Dawkins' bog "The God Delusion" (på dansk: "Illusionen om Gud"), Christopher Hitchens' "God is not Great: How Religion Poisons Everything" (Gud er ikke stor: Hvordan religion forpester alt) og Daniel Dennetts bog om opløsningen af religionens magi, "Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon".

Bøgerne har solgt stort, og en lederskribent i Kristeligt Dagblad har ligefrem kaldt 2007 "ateismens år". Selv tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab fra Aarhus Universitet bringer snart en større artikel om fænomenet. Hvis der overhovedet er noget nyt i den nye religionskritik, er det påstandene om, at religionen slet og ret er ond, så ethvert pænt menneske bør væmmes ved den, og at evolutionsteorien nærmest umuliggør hypotesen om Guds eksistens.

Religionskritik i sig selv er jo ikke ny. Man behøver blot at tænke på billedforbuddet i Det Gamle Testamente (2. Mosebog 20) eller på den ætsende bemærkning af den græske filosof Xenofanes fra det 6. århundrede f Kr.: "Etioperne siger, at deres guder er stumpnæsede og sorte, trakerne, at deres har lyseblå øjne og rødt hår, og hvis køer og heste havde hænder, ville de skabe sig gudebilleder som køer og heste!". Dette var en kritik af religionens banalisering for Guds skyld.

Først med religionskritikeren Ludwig Feuerbach (1804-1872) blev religionskritikken vendt mod gudsbegrebet selv: Når religiøse mennesker siger, at Gud er den frelsende kærlighed, så er det egentlig ikke deres gud, der frelser, men derimod kærligheden selv, det vil sige den kærlighed, som vi kender just fra menneskelivet. Feuerbachs religionskritik rammer dermed også det smukkeste og mest ideale gudsbillede. Også begrebet om Gud som kærlighed er en projektion, som vi skal af med for menneskets skyld!

Nietzsche (1844-1900) gik skridtet videre. Han viste, at den, der gør det af med den kærlige Gud, også afskaffer det kærlige menneske. Efter Guds død svæver mennesket i det frie rum, uden forpligtelser, uden op og ned. Resultatet bliver viljen til magt, hvor den stærkeste vinder. Mennesker er ikke godhjertede.

Dette er naturligvis en meget forkortet gengivelse af Feuerbach og Nietzsche. Men nerven hos disse lidenskabelige tænkere findes slet ikke hos de nye ateister. De finder ondskabens kilde i religionen ikke i mennesket. Det er "de andre" de troende der er onde, mens de selv som rationalister går fri som "humanister".

EFTER ANGREBET PÅ de to tårne i New York den 11. september 2001 skrev Dawkins: "Mange af os er vant til at se på religion som noget harmløst nonsens. Troen mangler ganske vist enhver støtte i argumenter, men hvis folk har brug for lidt trøst, hvad skader så det? Sådan har vi tænkt. Men den 11. september har ændret på alting. Åbenbaret tro er ikke harmløst nonsens, den kan være dødeligt farligt nonsens" (avisen The Guardian den 11. oktober 2001). Det er denne opfattelse, som Dawkins og Hitchens generaliserer: Religion er "et ondt virus" (Dawkins). Religion "forpester alting" (Hitchens).

Den ateistiske oprustning har fået medvind som følge af chokket over terrorangrebet den 11. september. Religion associeres nu med vold, og denne tanke har siden fået en folkelig udbredelse i Vesten. Nu kan det være nok, siger man!

Imidlertid er påstanden ikke videre velbegrundet. Hverken et eller 117 tilfælde af religiøs vold begrunder nemlig tesen om religionens ondskab i almindelighed. For at tage en analogi: ingen vil bestride, at menneskets seksualitet har ført til langt mere end 117 tilfælde af voldtægt, pædofili og meget andet. Men kun den meget seksualforskrækkede vil mene, at vi derfor bør afskaffe al sex.

På samme måde vil kun den meget religionsforskrækkede mene, at al religion er ond, blot fordi der findes eksempler på det. Religion har både skabt en Osama Bin Laden og en Moder Teresa.

Tilmed overser den nye ateisme de forfærdende modeksempler. Tænk blot på en ateistisk ideologi som kommunismen. Dens ofre mellem 1920 og 1980 anslås til mellem 60 og 80 millioner mennesker. Sammenlignet hermed er muslimsk terrorisme nærmest småtterier, hvor hjerteskærende hvert enkelt angreb på uskyldige end er.

En dybere årsag til den aggressive stil i den nye ateisme kan ligge i sekulariserings-tesens fallit. Længe var det en udbredt opfattelse, at i takt med, at oplysningen og uddannelsesniveauet i samfundet højnes, vil religion gradvist komme til at spille en mindre rolle. Når viden går ind, går religion ud.

Imidlertid har dette vist sig ikke at være tilfældet. Stærke modeksempler er USA og Korea, og selv i Vesteuropa har vi de senere tiår oplevet et stigende religiøst engagement. Ateister har traditionelt ment, at de har fremtiden for sig. Men nu viser det sig, at fornuft og religion normalt lever fredeligt ved hinandens side nogle gange i adskilte departementer, andre gange i frugtbar udveksling. Det er en dybt frustrerende erfaring, som psykologisk set skaber grobund for aggression.

Dawkins' værste fjende er interessant nok "de bløde ateister", der mener, at Gud ganske vist ikke eksisterer, men at "troen på troen" alligevel fører noget godt med sig (man kan herhjemme tænke på Tor Nørretranders). Ligesom enhver anden hellig kriger ønsker Dawkins at udrydde potentielle overløbere inden for gruppen. De, der mener, at evolutionslære og religion udmærket kan eksistere sammen, opfatter han som forrædere, der tilhører "the Neville Chamberlain school of evolutionists" (efter den britiske premierminister, der gav efter for Hitler).

Dawkins glemmer dog at fortælle, at den første religiøse tydning af evolutionsteorien faktisk findes hos ingen ringere end Darwin i den sidste sætning i "Arternes Oprindelse" (1859). Den lyder i J.P. Jacobsens oversættelse: "Der er Storhed i det Syn paa Livet, at det, med dets forskjellige Kræfter, af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst, og at, medens denne vor Klode har rullet rundt efter Tyngdens bestemte Lov, have utallige Former, højst skjønne og højst vidunderlige, fra en simpel Begyndelse udviklet sig og udvikles endnu".

DET SYN, DER HER lægges op til, er ikke, at Gud er en videnskabelig hypotese, som om Gud var nummer et i en lang serie af "årsager". Gud forstås derimod som overordnet ("metavidenskabelig") forklaring på, at der overhovedet findes rationalitet og lovmæssighed i tilværelsen. "Det mest ufattelige er, at verden er forståelig", som Einstein udtrykte det.

Dawkins har ret i, at evolutionens vej er prosaisk, og at det er videnskabens opgave at forklare evolutionens mekanismer så økonomisk som muligt. Her bør Gud ikke indføres som én faktor blandt andre faktorer, som i intelligent design-teorien. Ikke desto mindre er resultatet højst poetisk. Verden er værd at undre sig over, og det er netop det, religiøse mennesker gør. Hvorfor i alverden er verden forståelig? Og hvorfor i al verden er verden så frodig?

Spørgsmålene er ikke til at undgå. Det er derfor interessant, at evolutionære psykologer som for eksempel Pascal Boyer eller Scott Atran har slået ind på en anden strategi end Dawkins. Hvor Dawkins og hans ligesindede mener, at vi går en religionsløs tid i møde, siger disse kognitionsforskere, at religion er en konsekvens af menneskets naturlige udrustning. Siden jægersamfundet har vi været hypersensitive i vores søgen efter spor. Enten leder vi efter byttedyrene, eller de jager os. På samme måde søger mennesket efter spor efter Gud (som i intelligent design-bevægelsen), eller de føler sig omvendt jaget af Gud (som Job i Det Gamle Testamente). Selvom en sky bare er en sky, er vores hjerner evolutionært indstillede på at lede efter "ansigter i skyerne".

Groucho Marx sagde en gang, at sex sandsynligvis er kommet for at blive. Det samme ser ud til at gælde for religion. Og ligesom der findes god og dårlig sex, findes der human og umenneskelig religion. Netop til at lære at skelne har vi brug for en kvalificeret religionskritik. Men det er ikke nok at erklære krig mod religiøse mennesker eller ustandselig bekende sig som ateist. Der skal både saglige argumenter og en lidt større selvindsigt til. Hvor man savner Feuerbach og Nietzsche!

Niels Henrik Gregersen er professor i teologi ved Københavns Universitet