Prøv avisen
Kronik

Ateistisk Selskab skal have svar på tiltale

Ateistisk Selskabs busreklamer i Aarhus med teksterne ”Hvorfor tro på en gud?” og ”Hvorfor koster tro noget” kræver nogle svar fra os kristne. Vi skal ikke som kirke gå ud med nye busreklamer, men vi skal oppe os i at vise og fortælle, hvor frodig og dyb troen er. Den er med i alle livets situationer, skriver dagens kronikør

Der kørte for nylig busser rundt i Aarhus med reklamer, der var vendt mod religion i almindelighed og folkekirken i særdeleshed. Ateistisk Selskab står bag reklamerne. Det har der været meget debat om. Det siges i medierne, at folk på grund af denne kampagne ”vælter ud” af folkekirken. Jeg kan ikke bedømme, om det er rigtigt. Det kan jo være, at der er sogne, hvor mange melder sig ud.

I mit eget sogn – Sorgenfri, et forstadssogn til København med 4619 medlemmer – er der de seneste tre uger udmeldt fire personer, hvoraf de to var islændinge, der fejlagtigt var indmeldt i den danske folkekirke. Det er selvfølgelig to for meget! Jeg kontaktede en kollega i Østjylland.

Der havde været to udmeldelser og to indmeldelser. Det er selvfølgelig ikke noget statistisk materiale, der kan bruges til noget som helst, men ligefrem tale om en ”vælten” ud af kirken er der nu ikke.

Nuvel, det er egentlig ikke mit ærinde. Det er den aggressive kampagne, som Ateistisk Selskab fører. Lad mig skynde mig at sige, at i et demokratisk samfund er det selvfølgelig helt i orden, at man fører sine synspunkter frem. Jeg anfægter ikke deres ret, omend jeg synes, det er komisk, at de gudløse bruger så meget krudt på Gud. At danne en forening, der bare er imod noget, synes mig at være løjerligt. Hvad laver man til de møder? Spiller de dart og kaster med pile mod billeder af Jesus, Muhammed og Moses?

Én ting ved jeg: De planlægger kampagner mod kristendom, islam og jødedom – og i forlængelse af dette opfordrer de folk til at melde sig ud af folkekirken. ”Tænk selv,” siger de, et lille klik og du er ude! – og du sparer penge!

I denne avis har der været forargede læserbreve om kampagnen. Den er plat og dum! Vel så, men skulle vi ikke tage og svare ateisterne på deres spørgsmål?

Det følgende baserer sig på en prædiken holdt i Sorgenfri Kirke femte søndag efter påske. Det er ikke hele prædikenen, men i den indgik der nogle overvejelser, som busreklamerne i Aarhus har vakt.

Den første reklame siger: ”Hvorfor tro på en gud?”.

Mit svar er ganske enkelt: Hvad skulle jeg ellers tro på? – og jeg staver selvfølgelig Gud med stort! Lad os kort afsøge nogle af alternativerne til at tro på Gud.

Det første alternativ er ”troen på mig selv”. ”Jeg tror på mig selv.” Det har jeg hørt utallige gange. Prøv lige at tænke det igennem. Bærer den tro dig ret langt, når det kradser i dig, og du erdown and out ? De tider i mit liv, hvor det var trist og mørkt, hentede jeg ikke nyt overskud fra mig selv. Jeg har som præst talt med talrige mennesker, hvis liv lå i ruiner. Havde jeg dér sagt: ”Du skal bare tro på dig selv, du, så går det nok,” så ville jeg have været affærdigende og havde i virkeligheden lagt en byrde på det menneske. ”Det må du klare selv, makker”.

Jeg har i de samtaler bestræbt mig på at påvise, hvad andre mennesker siger til den person i den situation, så vedkommende kan hente håb udefra – og selvfølgelig har jeg også sagt, når der har været tale om kristne mennesker, hvad Gud mente om dem, og vi har bedt en bøn til Gud. Det er nødvendigt i den situation at hente håb og mod udefra. Jeg underkender ikke tanken om at elske sig selv, men det betyder ikke, at ens tro er på en selv.

Det næste alternativ kunne være at tro på det gode i mennesket. ”Jeg tror på det gode i mennesket.” Det gør jeg ikke. Jeg håber på, at mennesket indimellem gør noget godt, men jeg har levet længe nok til at være noget skeptisk. Hvis man gennemgår de seneste 100 års historie, er den fuld af ufattelige lidelser og menneskelig ondskab over for andre mennesker.

Hvad der har været af elendigheder og undladelser af, hvad vi burde have gjort mod hinanden, er ikke godt at remse op. Det giver megen tristhed og modløshed. Mennesket er desværre ikke så godt, som vi ønsker. ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg,” skrev Paulus i Romerbrevet.

Et tredje alternativ kunne være: ”Dig!”. ”Jeg tror på dig! – min kærlighed.” Det kan være i form af ægtefælle, kæreste, barn, far og mor. Jeg tror på mine kære. Det lyder smukt, men desværre er der megen statistik, der ødelægger det kønne i det. 50 procent bliver skilt. Børn og voksnes forhold er ikke lige godt livet i gennem. Læg dertil, at vi faktisk mister hinanden. Hvad skal jeg så, når jeg gør det? Hvor er mit livs indhold så? En tro på et ”dig – et andet menneske” rækker ikke hele eksistensen rundt.

Det direkte modsatte alternativ til tro, er ikke-troen. ”Jeg tror ikke på noget.” Når jeg hører det, kommer jeg til at tænke på en konfirmand, der for år tilbage spurgte en krematoriemedarbejder, hvad han troede på. Vi havde været på besøg på det daværende Lyngby Park Krematorium og hørt om, hvad der skete dér. ”Hvad tror du på?”. Svaret lød: ”Jeg tror ikke på noget,” hvortil min dejlige konfirmand, der nu er en voksen mand med to børn, sagde: ”Det lyder sgu tørt!”.

Dér ramte han sagen på kornet. Det er da tørt, hvis svaret er ingenting. Ja, det er mere end det. Det er også hårdt. Hvad siger man til en mor, der lige har mistet sit lille barn? Til den far, hvis store teenager sprang ud foran S-toget? Der er ingenting! Bare slut!

Når jeg så svarer, at jeg tror på Gud, så er det faktisk ikke så indviklet. Jeg tror på den Gud, der har skabt det hele, verden, universet, græsset, fuglesvingene op under Herrens himle, som Brorson siger det i salmen ”Op al den ting”. Jeg tror på den Jesus, der vil kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse foldet ud ved og om mig. Den Jesus, der er det evige liv, som han sagde i femte søndag efter påske-teksten. Troen har et nu og et evighedsperspektiv, der gør øjeblikkene her fyldte. Der er altid en håbets himmel over mig, og jeg er aldrig alene i mit liv. Det er min tro, og den er skænket mig.

Det var den ene reklame: Hvorfor tro på en gud? Svaret var altså: ”Hvad skulle jeg ellers tro på?”.

Den anden reklame sagde: ”Hvorfor koster tro noget?”.

Det enkle svar er: Det gør den heller ikke!

Troen koster ingenting. Den er betalt af Jesus! Han rækker os troen af sin nåde – og ordet nåde kommer af ”gratia”, der ligger bag ordet gratis. Troen koster ingenting, men det gør kirken! Mener Ateistisk Selskab, at over 2000 kirker i Danmark fysisk skal leve af luftfrikadeller og skysovs?

Sundhed koster heller ikke noget, men det gør sygehusvæsenet. Friheden koster heller ikke noget, men det gør forsvaret. Orden i samfundet koster heller ikke noget, men det gør politi og trafiklys.

Troen rækkes os, og den tro på Faderen, Sønnen og Helligånden åbner for en frodighed og glæde. Det ateistiske modstykke er ”gu noget tørt” og småt. Jeg er faktisk enig med Ateistisk Selskab i, at vi skal tænke selv – og gerne tænke stort.

Vi skal ikke som kirke gå ud med nye busreklamer, men vi skal oppe os i at vise og fortælle, hvor frodig og dyb troen er. Den er med i alle livets situationer, og det er ikke takket været os, men det er Helligåndens gerning, og den skal fejres i pinsen – og det er stort.

Søren Hermansen er sognepræst i Sorgenfri og filmanmelder ved Kristeligt Dagblad