Auschwitz-dag: Bogholderen fra Auschwitz ser tilbage

Den 27. januar 1945 blev kz-lejren Auschwitz befriet. Hvad udløser folkedrab som holocaust, myrderierne i Rwanda, i Bosnien, i Darfur og kan vi bruge vores viden til at hindre gentagelse? Kronikken tager livtag med en SS-mands erindring fra to år tæt på mordet på de europæiske jøder i Auschwitz

Her i koncentrationslejren Auschwitz arbejdede Oskar Gröning blandt andet med at forvalte de penge, som man tog fra jøder og andre, inden de blev dræbt.
Her i koncentrationslejren Auschwitz arbejdede Oskar Gröning blandt andet med at forvalte de penge, som man tog fra jøder og andre, inden de blev dræbt. Foto: Jacek Bednarczky/EPA.

Oskar Gröning bladrer i sit fotoalbum. Forbi lille Oskar på isbjørnetæppet og sammen med mor og far og alle feriebillederne fra dengang. Han standser ved 1941. Sammen med tante Anna har han skrevet under fotografiet, der viser den unge Gröning, stor og blond og i uniform. På kraven ser man insignierne for SS. Han sidder på en stålhjelm og smiler stolt.

Meldte sig frivilligt

Som 19-årig meldte Oskar Gröning sig frivilligt til det korps, han mente var det kækkeste af alle kække, militære korps. En spontan begejstring drev ham. Han ville ind i krigen, inden det blev for sent at opleve der Endsieg, den endelige sejr over bolsjevisme og jødedom.

I to år havde han arbejdet på lønningskontoret, da han i oktober 1942 fik en ny særlig opgave til gavn for det tyske folk og den endelige sejr. Hans foresatte mindede ham om ordene på hans bæltespænde, Min ære hedder troskab, og pålagde ham en tavshedspligt, der skulle række ind i døden.

Og dødens forgård betrådte han en oktoberdag i Auschwitz.

Gröning var bankuddannet og kom i afdelingen for Forvaltningen af fangernes penge. Når jøderne ankom til lejren, skulle de aflevere deres penge, og disse blev tid efter anden sendt til SS-kontoret for økonomi og forvaltning i Berlin. Gröning administrerede pligtopfyldende de plyndrede zloty, drakmer, franc, gylden og lire herreløse penge kaldte han dem og steg i graderne. Han avancerede til et fuldgyldigt led i terrorens maskineri.

På ankomstrampen i Auschwitz

Den ubrydelige ed om ære og troskab førte ham til ankomstrampen i Auschwitz, der hvor udvælgelsen mellem liv og død fandt sted, vejen til tvangsarbejde eller til gaskammeret. Gröning skulle overvåge, at den efterladte bagage ikke blev stjålet. Da alle var ført bort, lå blot forskelligt affald tilbage. Pludselig hørte man et spædbarn græde højt. Det var blevet efterladt på rampen, pakket ind i klude. Måske havde moderen hørt, at kvinder med små børn straks blev sendt i gaskammeret. Gröning overværede nu, hvorledes en anden SS-mand greb barnet i benene og smadrede dets hoved mod en lastvogn.

Det var Grönings første arbejdsdag på rampen. Om natten kunne han ikke sove. I hans egen logik måtte man skelne mellem excesser mod den enkelte og massemord udøvet mod helheder. Excesser var barbari, massemord legitimt. Han havde tiljublet nazismen, og hvad den stod for. Hitler havde jo i 1939 talt om den nødvendige udryddelse af det jødiske verdensherredømme og nu var han anbragt i en lejr, hvor det, han havde tiljublet, blev udført som en skrækkelig nødvendighed. Gaskamrene berørte ham ikke, kun skrigene derindefra holdt ham vågen om natten og forfulgte ham i mareridtsagtige drømme, dengang og for altid.

Auschwitz blev for meget

Oplevelsen med mordet på spædbarnet og skrigene fra gaskamrene kunne Gröning ikke få plads til i Auschwitz-tilværelsens væv af fortrængninger. Barbariet var ganske enkelt for påtrængende. Tre gange søgte han om at blive forflyttet til almindelig krigstjeneste, og i september 1944 var han med i Ardenner-offensiven.

Efter engelsk fangenskab vendte han i 1948 tilbage til sin hjemegn på Lüneburger Heide, tilbage til en ordnet tilværelse i et velfriseret lille villakvarter og et arbejde som bogholder på en fabrik. Han bad sin kone om aldrig at spørge til hans oplevelser. Også omverdenen forholdt sig tavst. Fortid er fortid.

I fritiden luftede han sin gravhund og samlede på frimærker. Kun over for én letter han sit hjerte Gud: Hvor er hans ståsted i livet? Er han skyldig, er han gerningsmand eller medgerningsmand eller ingen af delene? Den sidste mulighed vil han ikke afvise. For han har ikke slået ihjel, ikke hældt Zyklon B i skakterne, ikke sat ild til noget ligbål. Han har set på. Han var der, først chokeret, så ligegyldig. Det blev rutine. Men han får intet svar.

Nægter at holocaust har fundet sted

Frimærkeklubben var ikke just et forum for den slags eksistentielle overvejelser. I 1985 tog han med til den årlige generalforsamling. Han faldt i snak med en anden deltager om frimærker og politik. Det er utroligt, bemærkede hans medsamler, at folk stadigvæk stilles for retten, fordi de nægter, at holocaust har fundet sted. Når nu holocaust ikke har fundet sted.

Bemærkningen faldt som en bombe for Gröning, som om nogen havde stukket en nål i en til det yderste spændt luftballon. Herom ved jeg en del, lad os tale om det senere, svarede Gröning. Den anden forærede ham bogen Auschwitz-løgnen af den dansk-tyske nazist Thies Christophersen. Oskar Gröning returnerede den med et brev med sine kommentarer: Jeg har set det hele. Gasningerne, bål af døde fanger, selektionen på rampen. I Auschwitz blev 1,5 millioner jøder myrdet. Jeg var til stede.

Brevet var skrevet til hans egen samvittighed, men han øjnede nu sit livs mulighed for at blive kronvidne mod Auschwitz-benægtelsen og måske få ro i sjælen.

Udgives i neonazistisk tidsskrift

Et halvt år senere blev hans bemærkninger offentliggjort i et neonazistisk tidsskrift. Gröning kunne ikke skjule sig længere. Han satte sig til at skrive tre uger i træk fra tidlig morgen til sen aften. Sine to sønner sendte han resultatet. Den ene, som var jurist, reagerede ikke. Den anden, som var filolog, returnerede med en række spørgsmål i margenen. Sønnerne dømte med tavshed. Venner og bekendte spurgte, om han virkelig havde været med til den slags. Ingen ønskede forklaringer.

Heller ikke et ni timer langt interview i en BBC-dokumentar om Auschwitz bragte ham nærmere den frikendelse, han så desperat higede efter. Udsendelsen viste Gröning som det, han var: et lille velfungerende hjul i massemordets maskineri. Han undskyldte over for det jødiske folk og bad Gud om tilgivelse.

I foråret 2005 blev Gröning opsøgt af en reporter fra ugemagasinet Der Spiegel. 60 år efter Hitler-Tysklands nederlag var Gröning en af de få endnu levende SS-folk fra Auschwitz. Over to døgn i træk fortalte den nu 83-årige sin uafsluttede historie om den mand, han engang var.

Hans historie er en tysk historie om forførelse og fanatisme, om gerningsmænd og medgerningsmænd, om et liv med skyld, om forsøget på at finde andre begreber for skyld og om en mands forsøg på at komme overens med sin fortid, som er så mørk, at den aldrig får nogen ende. Udenfor synger fuglene, fra haven kommer en let brise ind i dagligstuen. I det ydre er alt roligt.

Hans Sode-Madsen er historiker og forhenværende seniorforsker ved Rigsarkivet