Prøv avisen

Auschwitz har universel betydning

Auschwitz. Foto: Wikimedia Commons

Auschwitz er blevet ikon for alle historiske massedrab under Anden Verdenskrig -- med en gryende europæiske erkendelse af, at andre end nazisterne havde et medansvar for de forfærdelige begivenheder. Danmark markerer i dag Auschwitz-dag

Det er i dag 60 år siden at sovjetiske tropper befriede komplekset af koncentrations- og udryddelseslejre Auschwitz-Birkenau.

Lagerhallerne var proppet med fangernes ejendele

Lyskasterne var slukkede og vagttårnene var ubemandede, efter at vagtpersonalet få dage tidligere havde forladt stedet og tvunget 58.000 fanger ud på en dødsmarch. Gaskamre og krematorier var sprængt i luften, tonsvis af dokumenter tilintetgjort.

Alligevel fik de sovjetiske tropper fra den første ukrainske front et klart indtryk af omfanget af det grufulde massemord, der var foregået. I lagerhallerne lå bjerge af briller, proteser, gebisser og – noget af det, der stadig brænder sig allermest fast i erindringen hos den besøgende – syv ton kvindehår.

Alt omhyggeligt sorteret, før det skulle sendes til videre forarbejdning i Det Tredje Rige. Det var alt, hvad der var tilbage af godt en million myrdede mennesker, hovedsageligt jøder af mange nationaliteter, samt sigøjnere og sovjetiske krigsfanger.

En dag til minde om ofrene i Auschwitz

På datoen den 27. januar afholdes over hele Danmark som i det øvrige Europa arrangementer. At denne skelsættende begivenhed nu mindes mere og mere i stedet for at gå i glemmebogen som så mange forfærdelige katastrofer i menneskehedens historie, ville mange ikke have troet for bare få år siden.

De overlevende ofre og deres efterkommere frygtede længe, at erindringen om nazismens grufulde massemord ville forsvinde i takt med, at vidnerne døde. I stedet har vi i 1990'erne fået hundredvis af undersøgelser af den nazistiske epoke og været vidne til nedsættelsen af talstærke historikerkommissioner, som undersøger de neutrale og sågar besatte landes andel i og ansvar for det ufattelige folkedrab.

Denne bølge af selvransagelse har ramt alle europæiske lande. Den er et nyt led i, hvad historikere kalder erindringspolitik. Statslig organisering af erindring er ikke et nyt fænomen, langt fra. Men det nye er, at i hvert fald nogle lande forsøger at se deres egen fortid mere åbent i øjnene og huske negative sider af deres historie.

Anden Verdenskrig var en europæisk borgerkrig

De forbrydelser, Europa blev konfronteret med under Anden Verdenskrig, var af en helt særlig karakter. Og de var, har vi andre europæere nølende måttet erkende, ikke udelukkende et tysk anliggende. Ingen vil benægte, at det var i Tyskland, nazismen slog igennem, men Anden Verdenskrig var – også – en europæisk borgerkrig, som udkæmpedes mellem ideologisk motiverede fraktioner i de enkelte lande.

Det har vi sådan set længe vidst, men samarbejdet mellem de europæiske stater i EU har gjort det nødvendigt at sige det højt. Derfor indgår erkendelsen af medansvaret for holocaust som en vigtig bestanddel i de europæiske værdier, som vi prøver at definere dem i disse år. Samtidig er det blevet klart, at mange andre europæere end tyskere var involverede i udryddelserne, og at neutrale stater og firmaer ligefrem profiterede på dem.

Også danskere blev myrdet i Auschwitz. Hvor mange ved vi desværre ikke præcist. Undersøgelser af det har ikke passet i dansk historieforsknings fokus, der indtil for få år siden næsten udelukkende var nationalt orienteret. Nu kunne man mene, at eftersporing af den grufulde skæbne for landsmænd og -kvinder også ville falde ind under et nationalt paradigme. Men det har ikke været tilfældet. Ikke fordi man kun ville beskæftige sig med den positive side af historien, redninger af det helt store flertal af de danske jøder. Der primært blev reddet, fordi de blev betragtet som landsmænd og ikke som fremmede, som "jøder".

Nylig interesse i det nazistiske regime

Interessen for folkemordet under det nazistiske regime har i det hele taget været beskeden i Danmark indtil for nylig. Det fremgår klart af det yderst beskedne antal skolebøger om emnet. Først i de seneste år er der kommet såvel videnskabelig litteratur som materiale til undervisning i folkeskolen og gymnasiet.

I dag har navnet Auschwitz antaget universel betydning. Selv om lejrkomplekset var et bestemt sted, hvor godt en million navngivne mennesker led en grufuld død som ofre for et politisk regimes vanvidsforestillinger om det "racerene" samfund, er det blevet ikon for alle massedrab, tidligere såvel som senere.

På en pervers måde bekræftes denne position for Auschwitz af de anstrengelser, som små, men velorganiserede grupper af "revisionister" lægger i at benægte fakta om udryddelserne på dette sted.

Auschwitz er vigtig

I sig selv og som overskrift for de organiserede masseudryddelser, der fortsat er en central side af det moderne samfund. Hvis ikke modernitetens logiske konsekvens, så i hvert fald en mulighed, såvel i højt udviklede industrisamfund som det nazistiske Tyskland og det socialistiske Jugoslavien. Vi møder dem også i afrikanske stater som Rwanda 1994 og Darfur i Sudan i øjeblikket.

Det opmuntrende er, at folkedrab eller "blot" forbrydelser mod menneskeheden nu kan pådømmes ved internationale domstole, som den i Arusha i Tanzania, der behandler forbrydelserne i Rwanda og den i Haag, der fører sager mod ansvarlige for de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien. Disse særdomstole afløses af en permanent International Straffedomstol.

Det fælles for rækken af massedrab, der også omfatter de uhyrlige mængder af dræbte og forfulgte i kommunistiske regimer, er, at de går ud over mennesker, som ikke har begået anden "forbrydelse", end at de har ladet sig føde i den "forkerte" gruppe eller har meninger, som af andre udlægges som farlige eller urene. De fleste af disse massemord er gået ustraffet over i historien.

Nazismens forbrydelser medførte nyt krigsbegreb

Vedtagelsen af en FN-konvention den 9. december 1948, efter at nazismens forbrydelser havde ført til opfindelsen af et helt nyt begreb, genocide af det græske genos (slægt) og det latinske coedere (at dræbe), skabte ikke en ny retspraksis, da FN-systemet frøs fast i modsætningen mellem de to blokke under den kolde krig. Men kommunismens fald i 1991 indvarslede nye tider. Nu er det ikke længere risikofrit for magthavere at udrydde deres egen eller andres befolkning.

Denne internationale retsudvikling er den positive side af den triste situation, at der synes at blive flere, snarere end færre folkedrab og lignende forbrydelser i takt med fremgangen for demokrati og international økonomisk udvikling. Grupper, regimer og ideologier føler sig truede af den globale udvikling og reagerer med planer om etnisk eller politisk "rene" samfund. Nogle gange kan konflikterne forstås som nøgen eksistenskamp om stadig knappere ressourcer, som det synes at være tilfældet i det vestlige Sudan, hvor bofaste muslimer udryddes og fordrives af muslimske nomader. Til andre tider er der tale om traditionel, racistisk nationalisme som i Eksjugoslavien.

Uanset hvad årsagen måtte være – og hvert folkemord er særligt – så er der tale om et fænomen, som ikke synes at ville gå væk. Det er grunden til, at den danske regering har engageret sig i sagen med bevillinger til særskilt undervisning i og oplysning om folkedrab.

Auschwitz-dag som mindedag for folkedrab

Det begyndte med, at den svenske statsminister Göran Persson indkaldte til en stor international konference i Stockholm den 27. januar 2000. Det blev indledningen til den såkaldte Stockholm-proces med i alt fire internationale konferencer om holocaust, folkedrab, fremmedhad, intolerance og retsopgør. Kynikere kan sagtens se de mindre idealistiske bevæggrunde til, at Persson tog dette initiativ, både for Sveriges og hans eget vedkommende. Men resultatet er flot.

Danmark fulgte trop og afholdt den første officielle mindedag for ofre for folkedrab den 27. januar 2003. Det skete under overskriften "Auschwitz-dag" for at frigøre aktiviteterne for en eksklusiv binding til udryddelsen af jøderne. Om det er lykkedes, kan diskuteres, men det er hensigten med de undervisningsdage for godt 2000 unge og deres lærere, der afholdes på landets universiteter i ugen før den 27. januar og de arrangementer, der finder sted i seks af landets kommuner på 60-års-dagen for befrielsen af Auschwitz.

Måske kan verden blive et bedre sted. Vi er i hvert fald nødt til at lade os konfrontere med den systematiserede ondskab og de gerningsmænd, der begik forbrydelserne.

Uffe Østergård er Jean Monnet professor og leder af Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier.