Auschwitz minder om, hvor ublu nationalisme kan ende

En sommerrejse til nazismens arnested, hvor ondskaben trådte tydeligst frem er en påmindelse om, hvor den nationalisme, der er Trumps, Orbáns, Salvinis, Johnsons kan ende, mener kronikøren, der er rejst med sin søn og sin far til Auschwitz

Auschwitz minder om, hvor ublu nationalisme kan ende

”DEN SMUKKESTE af alle somre.” Er det ikke sådan, forfatter Stefan Zweig (1881-1942) skriver om sommeren 1914 i ”Verden af i går”? Det er på én gang en banal og dybt foruroligende regibemærkning i bogen om den gamle verden. Banal, fordi sommeren 1914 bød på høj sol og hedebølge, ligesom så mange andre somre, blandt andet den, der udfolder sig lige nu, mens jeg sidder i toget fra Berchtesgaden til München med de smukke skovklædte bayerske alper klistret til vinduerne. Og foruroligende, fordi de fem små ord varsler, hvordan det mest skønne og mest hæslige er vævet ind i hinanden i denne verden. For enden af sommeren 1914 lå som bekendt den store krig.

Sådan går det ikke denne sommer. Men alligevel fortæller netop dette landskabs kulturhistorie, at man aldrig kan vide. For netop her, hvor græsset virker grønnere end noget andet sted i verden, hvor de karakteristiske alpehuse indlejrer sig så harmonisk i landskabet, at natur og kultur for det blotte øje smelter sammen, hvor bjergene ganske vist stræber mod himlen, men alligevel er mere smukke og humane end barske og civilisationsfjendtlige, og hvor kulturelle metropoler som Salzburg, geniet Mozarts fødeby og et af ærkehumanisten Stefan Zweigs hjemsteder, og München, nobelpristageren Thomas Manns hjemby, ligger lige om hjørnet, ja, netop her havde nazisterne deres andet hovedkvarter. Naturen har formentlig været lige så smuk dengang. Men tænk, at selv ikke en så livsbekræftende kulisse kunne spænde ben for en sådan ondskab.

Det er i virkeligheden den, vi er rejst efter. Ikke ondskaben som sådan, men den periode i den moderne europæiske historie, hvor den trådte så tydeligt frem. Tre generationer på tur, min søn, min far og jeg selv, før det er for sent, før teenageårene, alderdommen eller livets tilfældigheder sætter ind.

Naziregimeturismen, som vi således gør os selv til en del af, gør nazismen til en ekstrem horrorfilm. Den spiller på den fascinationskraft, der gemmer sig i, at et så velstruktureret ideologisk vanvid kunne lykkedes med i årevis at tage verden som gidsel. Nazismen bliver et afskyeligt, uhyggeligt gennemført storpolitisk værk.

Thomas Mann (1875-1955) genkendte netop den fallerede, mislykkede kunstner i Hitler, der jo vitterligt i sine unge år forsøgte sig og blev kasseret som maler: Anelsen om at være udset til noget større, som andre ”hvis det kunne nævnes, ville bryde ud i latter over (...), vreden på verden, det revolutionære instinkt, den ubevidste koncentration af eksplosive kompensationsønsker, det sejt arbejdende behov for at retfærdiggøre sig, at bevise, trangen til at overvælde og underkaste, drømmen om at se en verden, der går under i angst, kærlighed, beundring, skam, for fødderne af ham, som den fordum vragede” (”Broder Hitler”, 1939).

Det er skarpe psykologiske betragtninger. Men nazismens kraftfuldhed og fascinationskraft som fortælling risikerer også at skygge for det, man med Hannah Arendts (1906-1975) berømte begreb kan kalde ondskabens banalitet, dette at den organiserede ondskab stadigvæk ”blot” var ondskab begået af mennesker, der agerede i det omfattende ideologiske system, de var en del af.

Nazismen var som bekendt ikke et udelukkende tysk fænomen. Ungarerne samarbejdede med Hitler, det samme gjorde franskmændene, østrigerne, polakkerne og danskere såmænd også.

Som vores guide i Auschwitz, hvor vi begyndte vores tur, sagde som afskedsbemærkning efter tre en halv times tur gennem kirkegården for flere end 1,1 million mennesker: ”Husk, at det her ikke var tyskernes forbrydelse mod andre folkeslag, men menneskers forbrydelse mod menneskeheden.” Virkeliggørelsen af en grundlæggende i mennesket iboende mulighed for ondskab. Auschwitz som virkeliggørelsen af selve ondskabens begreb.

I kæmpeværket om netop Auschwitz, ”Dødens Bolig”, citerer Peter Langwithz Smith flere fanger for det udsagn, at Dantes Helvede var det rene vand ved siden af dødsfabrikken i det sydlige Polen. Dantes Helvede er metafysisk, ligesom Lars von Triers frie fortolkning af det i ”The House That Jack Built”, der mere end at handle om en konkret mands konkrete mord handler om ondskaben og sadismen som sådan, som mulig handlemåde i registret af menneskelige handlinger, en realitet i livet, der kan antage de mest vanvittige former.

Den franske filosof Jacques Derridas (1930-2004) analyse af den 11. september og hans tørre konstatering om, at ”ondskab er i stand til at gentage sig selv. Uendeligt. Uforsonligt”, betyder, at al historie ikke kun er historisk, men også rummer noget ahistorisk.

Det burde diktere en vis besindelse, når vi igen i både dansk, europæisk og global sammenhæng oplever en politik, der eskalerer i fjendebilleder. For det berømte nazikort, der trækkes fra tid til anden af både den ene og den anden for at advare mod diverse politiske tiltag, handler ikke om, at den konkrete, historiske nazisme fra 1920’erne til 1940’erne truer med at vende tilbage.

Det handler om, at også den nazisme havde en forhistorie, der beror på ondskabens mulighed. Også den kunne have udviklet sig til ikke at blive til noget. Der var en periode fra 1924 til krakket i 1929, hvor Weimarrepublikken syntes at have skabt en positiv ramme om Tysklands politiske udvikling. Der fandtes endda dem, der mente, at man med netop Weimarrepublikken havde skabt verdens stærkeste demokratiske forfatning.

I den ungarske forfatter Peter Nadas’ (født 1942) kæmpeværk ”Parallelle Historier”, der først for nylig er blevet oversat til dansk, har det 20. århundredes ondskab sat sig fast som et permanent meningstab.

Uanset om vi befinder os i perioden op til, under eller efter Anden Verdenskrig, bevæger alle personer sig rundt som fortabte i en forhekset verden, brændemærket af den europæiske kulturs fejlslagne bane.

De har tabt troen på ikke bare civilisationen, men på ånden. De lever et liv, der er reduceret til biologi, uden moralsk kompas, uden håb, uden meningshorisont, uden visioner.

Alt bar præg af magtesløshed, tidens dominerende følelse er den totale frygt, som det hedder, og ganske sigende forhindres en af hovedpersonerne, Kristof, kun i at fuldbyrde sine selvmordsplaner på grund af den duft, animalske tryghed og varme, som udgår fra en fremmed mand, den såkaldte kæmpe, som han møder i en bypark i Budapest. Det er sanseligheden, der koder mening ind i hans blodbaner, intet andet.

Det kunne være forsvaret for det biologiskes ophøjethed i verden. Men det er først og fremmest et kulsort, nærmest opgivende kulturkritisk billede af det 20. århundredes Europa, Nadas tegner, den store kunstner, der kan tillade sig at gøre det halve til det hele, der ikke forholder sig hverken demokratisk eller journalistisk til, at den anden side – den, der handler om alle de banebrydende, humanistisk-civilisatoriske landvindinger, der også er det 20. århundredes Europas – også skal gives mæle.

Det er kun godt sådan, for som bekendt fremmer overdrivelse forståelsen og giver os en skærpet bevidsthed om, hvor den ublu nationalisme, der er Trumps, Orbáns, Salvinis, Johnsons, kan ende. Man skal ikke friste ondskabens mulighed, ikke friste salig Karl Marx’ påstand om, at historien gentager sig selv, første gang som tragedie, anden gang som farce.