Akkurat i dag for 62 år siden – lørdag den 27. januar 1945 – blev Auschwitz befriet. Befrierne var tre divisioner fra den 60. arme fra Første Ukrainske Front. Soldaternes ordre var at omringe de tilbageblevne tyske enheder i egnen omkring Auschwitz og trænge ind i selve lejren.
Op af dagen, den 27. januar 1945, nåede soldaterne fra Den Røde Hær frem til Auschwitz 1, hovedlejren i Auschwitz-Birkenau komplekset. Her kom det til det sidste til kamp med en gruppe tyske SS'ere og 231 russere blev dræbt, heraf to umiddelbart uden for porten til Auschwitz's hovedlejr med det berygtede skilt "Arbeit Macht Frei"(arbejde gør fri,red.) . Omkring kl. 15.00 var hele lejren indtaget og befriet.
Hvem var så de befriede? Det var ca. 7000 efterladte fanger, der var så svage, at SS'erne i lejren mente, at det ikke var besværet værd at jage dem ud på en af de marcher, som i ugerne inden havde sendt ca. 58.000 fanger ud på landevejene mod andre koncentrationslejre længere mod vest. De såkaldte dødsmarcher.
Blandt de befriede i Auschwitz var ca. 400 børn under 15 år, hvor af mange havde været brugt i medicinske eksperimenter. Det er sandsynligt, at der også var polske intellektuelle, russiske krigsfanger, hollandske jøder, tyske bøsser, romaer, billedkunstnere, jazzmusikere, forfattere, modstandsfolk og så videre.
For alle disse grupper var repræsenterede blandt de ca. 1,3 million mennesker, som i de forløbne fem år var blevet deporteret hertil, alene fordi de var stemplet af nazisterne som "uværdige til at leve". Mange af de befriede døde i dagene efter den 27. januar, trods lægebehandling, næring og omsorg. Andre begyndte allerede samme dag at vandre mod det, der før Auschwitz havde været deres hjem.
Det er denne dag, den 27. januar, som 47 stats- og regeringsledere i år 2000 ved afholdelsen af den første "The Stockholm International Forum on the Holocaust", udnævnte til en årligt tilbagevendende minde, oplysnings- og forskningsdag om Holocaust - opkaldt efter nazisternes største udryddelseslejr, Auschwitz, og lagt på dagen for denne lejrs befrielse. Og det er denne dag, som FN for præcist et år siden vedtog at udnævne til "International Holocaust Mindedag".
Siden 2003 har også Danmark markeret Auschwitz-dagen. Hvert år i januar har universiteter, folkeskoler, ungdomsuddannelser og biblioteket med flere landet over arrangeret foredrag, workshops og filmforevisninger. Men fra det allerførste år har der været diskussioner i medierne og sågar også i Folketinget. For hvad er det, vi vil med den Auschwitz-dag?
Det centrale spørgsmål i diskussionerne har været: Hvor stor en plads skal selve Auschwitz have i arrangementerne. Kan man blive ved med at finde på nye relevante emner – med udgangspunkt i Auschwitz – at snakke med de unge (og ældre) om?
Nej, siger nogle få, men det gør heller ikke noget, for "Auschwitz" skal i denne sammenhæng blot forstås som et symbol på "ondskab" og "holocaust" forstås som synonym for "folkedrab", siger de. Det er nyere folkedrab, samt diskrimination, fordomme, racisme og antisemitisme i bred og nutidig forstand, man skal fokusere på, ellers bliver det uinteressant for de unge, og ender udelukkende som en mindedag med karakter af noget quasi-religiøst eller musealt – hævdes det.
Ja, siger nogle andre, for eksempel forskere og fagfolk. Man kan uden vanskeligheder blive ved med at finde emner, som er relevante for både nutiden og unge (og ældre). Auschwitz var både så konkret og så komplekst, så omfattende og så mangfoldigt, så generelt og så specifikt, at selve lejren rummer en uudtømmelig kilde af aspekter, som det er helt relevant at sætte fokus på og diskutere i dag. (Hvis nogen skulle være i tvivl, så hører vi til sidstnævnte gruppe)
Auschwitz-dagene i år er udarbejdet i et nært samarbejde mellem Københavns Kommunes, Kultur og Fritidsforvaltning og den af regeringen nedsatte arbejdsgruppe. På Rådhuset vil der være taler af repræsentanter for regeringen, Københavns Kommune, Landsforeningen for bøsser og lesbiske og Det mosaiske Troessamfund.
I mellem talerne bliver der oplæsning og spillet Entartete musik (entartete var nazisternes betegnelse for degenereret kunst, red.). På Galleri Weinberger bliver der vist kunst, der tager udgangspunkt i Auschwitz. På workshop-dagen, søndag, åbner direktøren for "Læger uden grænser" med at tale over emnet "Tavshedens Politik", og trækker en linje fra den tavshed der omgav 1930'ernes og 1940'ernes flygtningepoltik fra Tyskland til den tavshedens politik, der føres i dag overfor ofre for tragedierne i Congo og Darfur.
Samme dag tager fire workshops alle afsæt i Auschwitz, men repræsenterer emner man kun dårligt vil kunne påstå ikke har dagens relevans. Endvidere vises der ikke færre end seks forskellige film, der alle tager aktuelle problemstillinger op, som for eksempel bøsser og lesbiskes situation, en dansk læges såkaldt videnskabelige eksperimenter med kastration, embedsmændenes indstilling til romaer, og meget mere.
Et eksempel på en workshop, der både har sine rødder i Auschwitz og som er både aktuel og interessant for andre, end de umiddelbart "berørte grupper", bærer titlen: "Jeg husker jo tydeligt,
at ...". Erindringslitteraturens status som historisk kilde. Til at diskutere dette er filosoffen Peter Tudvad, oversætteren Henning Vangsgaard og litteraturredaktør Klaus Wivel.
Workshoppen tager sit udgangspunkt i den såkaldte Wilkomirsky-sag, der kort fortalt drejer sig om en svejtsisk forfatter, der skriver en af de mest velanmeldte erindringsbøger om sit ophold i Auschwitz som barn. Problemer er blot, at det siden er blevet afsløret, at manden kun har besøgt lejren som turist efter krigen. Altså løgn fra ende til anden – men det er jo en god og indsigtsgivende bog, så hvilken status har erindringsbøger som kilde?
Såfremt der i 2008 også skal afholdes en Auschwitz-dag kan vi forslå, at man for eksempel ser på, hvordan de russiske og engelske krigsfanger blev behandlet i Auschwitz og sammenholde det med vores syn på krigsfanger i dag.
Man kan også lave et tema om by-standers, altså medviderne. I dag er ingen i tvivl om, at naboer i kilometers omkreds af Auschwitz vidste, hvad der foregik. Hvad var deres ansvar, og hvad er vores ansvar som globale naboer i dag? Eller hvad med en workshop, der diskuterer eutanasi og fri abort?
En række lejrledere blev efter krigen dømt til hængning, heri blandt kommandanten for Auschwitz-lejren Rudolf Höss, der havde organiseret mordet på over en million mennesker. Er vores holdning til dødsstraf ændret siden da, og i bekræftende fald hvorfor? Man kunne også sætte særligt fokus på kvinderne i kz-lejrene. Eller på børnene? Eller på de meget religiøse jøder, katolikker og Jehovas Vidner i Auschwitz. Var og er det en hjælp at have et stærkt forhold til Gud – også i ekstreme situationer? Og hvad med bagefter folkedrabet? Hvor var Gud i Auschwitz?
Som det kan ses af ovenstående finder vi det ikke svært at finde på emner der med udgangspunkt i Auschwitz vil "sige ungdommen noget". Så problematiseringen af at følge de anvisninger, der er nedfældet i ovennævnte Stockholmsdeklaration og anbefalet af landenes udenrigsministre må ligge et helt andet sted. Måske skyldes uenigheden ukyndighed, hvilket man måske dårligt kan forestille sig. Så der er nok tale om politisering.
Jacques Blum og Eva Bøggild er hhv. kultursociolog og ph.d. De er begge medarrangører af Auschwitz-dagene i København