Prøv avisen

Bøgernes villavej

KRONIKKONKURRENCE: I løbet af livet når man at flakke rundt på ikke så få veje. Men de hører alle sammen til den ydre topografi. For mig er der ingen tvivl om, at det indre landskabs veje og stier er de egentlige. Og for mig er det bøgernes

oversætter

Når man har levet bare så få år som jeg, har man allerede flakket rundt på en hel del af den håndgribelige verdens veje.

Man kan se tilbage på gader, hvor man har boet, og rejseruter, man har tilbagelagt: Vejen til skole, til det første job, til sommerens feriehjem og andre vigtige strækninger.

Men de hører alle sammen til den ydre topografi, der nok har betydning og kan omfattes med sympati, men slet ikke er den vigtigste. For mig er der ingen tvivl om, at det indre landskabs veje og stier er de egentlige. Det er dem, vi selv anlægger, graver, støber og befærder. De følger med os, uanset hvor vi har adresse.

De mentale veje kan jo være svære at ransage. Men på mit eget indre landkort er der én, der står med en egen klarhed. Det er bøgernes bugtede vej. Er noget mere bestemmende for vores indre livs retninger end de bøger, vi vælger?

Jeg ser bøgerne, jeg har læst, stående hver for sig som huse ned ad en lang, pudsig vej af den Klondyke-agtige slags, hvor hver matrikel er noget for sig, og ingen zonelove har gjort villaerne ens. Og ligesom der på villavejene i min barndoms Vanløse var både herskabshuse, flade bungalows og alt andet imellem hinanden, sådan er de læste bøgers række hverken ensfarvet, stilren eller planlagt. Der er filosofi mellem kogebøger og krimier mellem de store russere, og de smiler pænt til hinanden.

Nu kan jeg så nyde synet af palæer såvel som billige bræddehytter langs læsevejen og vende tilbage til dem i den rækkefølge, jeg gerne vil gense de gamle venner.

En af de første, sære villaer, jeg ser for mig, opstod af en højtlæsning, jeg nød godt af i tre-årsalderen. Det var en pragtfuld ceremoni, jeg kunne unde mange flere. I samme opgang som os boede et gammelt ægtepar, hvis hjem var fra klunketiden. Den høflige, 80-årige herre gik langsomt rundt mellem ovale borde og tunge portierer iført en slåbrok af brun filt. Han var ekspert i de franske konger, men hans hofnummer var Grimms eventyr. Når han var rask nok, ringede fruen op til os på fjerde sal og spurgte, »om Aage måtte læse højt for os«. Vi blev vasket, fik renset negle og gik ned ad trappen til første sal, hvor fruen tog imod, mens vi bukkede og kom ind i den gammeldags duftende lejlighed. »Aage« lå tynd og gråhåret på sin divan, og når man var anbragt om det ovale bord, begyndte han at læse højt. Langsomt, med tynd stemme og omhyggelig, gammelkøbenhavnsk diktion læste han de mest hårrejsende eventyr fra divanen. Den tynde, sirlige stemme fik hver detalje med - om drengen, der ikke kunne gyse; om heksen, der tog sit hoved under armen og gik; og så videre.

Takket være ham står Brødrene Grimms ejendommelige hus der stadig. Men lige i nærheden bor Karlsson på Taget. Af ham lærte jeg længe inden skoletiden en grad af anarki, der siden har bekommet mig meget godt. Tanken om Karlssons hus får mig til at høre min kultiverede moster, der havde givet mig bogen og holdt af at læse den højt. Den pæne dame blev så pjattet af bogen, at læsningen ustandselig blev afbrudt af hendes latterkrampe. Af hende lærte jeg, at bøger kan få én til at eksplodere, blandt andet af latter, og det var ingen ringe lærdom.

Højtlæsning er undervurderet som kulturfaktor her i internet-alderen. Klangen af et godt værk i en dygtig oplæsers mund rummer en kraft, der kan give værket uforglemmelige farver. Jeg er stadig taknemmelig mod min klasselærer, der læste højt af Blicher og Hostrup for os i femte og sjette klasse. Han boltrede sig med alle stemmerne i »Genboerne«, så vi 12-årige mod sædvane var skuffede, når klokken ringede.

Da jeg selv havde lært at læse, kastede jeg mig over Jules Verne. Ham må jeg tilskrive en stor klynge af fantastiske bygninger, på én gang futuristiske og gammeldags. Anledningen var vel, at jeg fik en bog foræret, men efter den måtte jeg have de næste 30 styk for styk. Hver af bøgerne var en oplevelse, der tog den lille dreng med på to års ferie eller fem uger i ballon. Til Karpa-therne, til månen, jorden rundt, ned i jordens indre eller under havet. Det var ikke bare de tekniske forudsigelser, der satte deres præg, men hele atmosfæren. Selv når personerne var døden nær, tiltalte de høfligt hinanden med »hr. professor« eller »min gode ven«.

Min vej har plads til legehuse, både dem for børn og dem for voksne. Jan og Kim nåede aldrig at flytte ind hos mig. Derimod kom jeg »hver tirsdag« på besøg i et vænge, der hed Paradisæblevej, og her boede, som mange ved, Anders And. Den ukuelige ands indflydelse på hele min generation og vores sprog er uomtvistelig og ikke dårlig. Hvis man vil være i kontakt med vores fælles referenceramme, er det godt at være sig sit indre Andeby bevidst.

Til mine forældres ros må jeg sige, at de ikke var bange for at lade mig læse hvad som helst. En enkelt gang, da jeg i 10-årsalderen havde fat i nogle »skæmtsomme fortællinger« af Balzac, spurgte en kusine lidt bekymret, om det var noget for mig. Andre spørgsmål mødte jeg ikke. Tværtimod sørgede mine forældre for, at jeg hurtigt blev udsat for dansk romantik, H.C. Andersen og Shakespeare. Det har jeg ikke fortrudt.

Den danske romantiks fantastiske hus dukkede op hos mig, før jeg blev teenager. Romantikken rakte mod fantasiens højder på en måde, der var en ungersvends fryd. Man skal igennem sådan en periode, hvor man råber »O!« til højre og venstre. Når man senere vender tilbage, ser man romantikkens ridderborge i et andet lys og værdsætter andre sider af dens sprogkunst.

Bibelen rager naturligvis op som noget for sig, ikke bare et hus langs vejen, men en hel by af uforlignelige bygningsværker. Den kom ind i min tilværelse på et tidligt tidspunkt, og her igen må jeg sige, at højtlæsning har haft betydning for opfattelsen. Sådan som jeg husker mine forældre læse op fra Bibelen, fornemmer jeg en nøgtern stemmeføring, der ligger langt fra det eventyragtige. Når jeg i dag hører skuespillere optræde med bibeloplæsning, lyder det ofte, som om de sidder på sengekanten hos en fire-årig og læser en skrøne. Den oplæsning, jeg husker, var som en voksen fortælling a la islandsk saga. Det virkede godt, og jeg mener stadig, at Bibelen kommer bedst til sin ret ved den nøgterne stil, hvad enten man vil læse den som et kulturskrift eller med troens øjne - eller begge dele, hvad jeg selv kom til at gøre.

Det arkitektonisk uforlignelige ved Bibelen har jeg først senere fået øje for. Den udgør en fantastisk dannelsesrejse gennem historie, poesi, levnedsskildringer og syner. Men de enkelte elementer og deres vidt forskellige stilarter samler sig som en smuk helhed med linjer på kryds og tværs, som man aldrig bliver færdig med at udforske.

Hvis jeg her taler om bøgernes holdningsskabende kraft, tænker jeg foruden Bibelen på meget, der har enten støttet, skærpet, afbøjet eller udfordret mine holdninger. For eksempel kan jeg ikke glemme Søren Kierkegaard. Den konstruktion af tanker, han rejste på ganske få år, er en ufattelig bedrift. Jeg ved ikke, hvordan hans hænder rent fysisk kunne holde om penneskaftet så længe, men jeg beundrer hans ildhu. Jeg ved heller ikke, om jeg selv er blevet et bedre menneske af at læse hans beskrivelse af kristendommens radikale krav til den enkelte, men jeg har haft godt af det.

Og mens vi er ved idealerne, skal jeg nævne Stefan Zweig og hans kreds: Romain Rolland, Rainer Maria Rilke, Jules Romains og andre. Hos Zweig bevæger man sig blandt absolutter og ekstremer, men på fascinerende vis. Hans afstandtagen fra krigen 1914-18 gjorde indtryk på mig. Rilkes lyrik, både på tysk og i oversættelse, synes jeg stadig er noget af det ypperste. Da vi for få år siden i København fik besøg af Salman Rushdie og Thorkild Bjørnvig, som begge skulle have Aristeion-priser - Bjørnvig for sine oversættelser af Rilke - var Bjørnvigs litterære bedrift efter min smag større end Rushdies.

Blandt de andre seværdigheder, der er dukket op på min villavej, er der et fremtidshus bygget af Ray Bradbury med science fiction af høj kvalitet. En lille herregård, hvor Karen Blixens nasale stemme fortæller historier fra det gamle Danmark. Et city house fra London, hvor P.G. Wodehouse lader butleren Jeeves opvarte os. Et provinshjem fra 1880'erne, hvor Herman Bangs stille eksistenser bor. Et syret rum fra 1980'erne, hvor Michael Strunge 100 år senere lader »forkomne englebørn« folde drømmens faner ud. En Frederiksbergvilla til Storm P., der fortæller, at det må være koldt at være rødspætte. Et ny-realistisk landskab a la Thomas Kluge, hvor Anders Bodelsens kendte realisme råder. En flod med hjuldamperen Mark Twain. En landingsbane til Saint-Exupéry. Foruden nogle kolosser til folk som Dostojevskij, Tolstoj, Steinbeck og Sartre. Og mange andre pudsige palæer og knaldhytter.

Der ligger de. Hvor er de kommet fra? Nogle har været pligtlæsning, de fleste har jeg selv valgt. På en institution, hvor jeg engang var, blev der en gang om ugen smidt tre tilfældige biblioteksbøger ind på et terrazzogulv, hvor jeg kunne samle dem op og læse dem, hvis jeg gad. Jeg vidste aldrig, hvad indkastet bragte, men der var gode overraskelser imellem. Også i bredere forstand har omgivelserne vel ofte smidt bøgerne hen til én. Og det bliver heldigvis ved.

Jeg må se i øjnene, at bøgerne - hvad enten de har lagt sig ved min vej efter mit eget eller andres valg - har bidraget med det meste af det tankegods, jeg i dag forholder mig til. De har påvirket mine holdninger og normer langt mere end barndommens bogstavelige gade. De bedste af dem har givet min vej en helt ny retning. Og det er jeg ikke ked af. n

Michael Bjørks kronik er den fjerde af de otte vinderkronikker, vi bringer i årets kronikkonkurrence. De øvrige er blevet bragt den 23. juli, den 26. juli og den 30. juli.