Prøv avisen

Børnebøger forstås med hjertet

Det vrimler med historier om ensomhed, fattigdom, sygdom, tab, sorg og død. Men Astrid Lindgren efterlader ikke læseren i socialrealismens grålys. I stedet viser hun, hvorledes børnene tager en kraftfuld ressource i brug: fantasien. Foto: Laurence Mouton/AltoPress / Maxppp

Mange nye børnebøger er relevant og god læsning. Men der er grund til at opponere imod den uberettigede kritik af en skat af børnelitteratur, der er fuld af smukt sprog, uforglemmelige indre billeder og en dyb og passioneret indlevelse i det barnlige. En helt forrygende blanding af fantasi og rå realisme. Det må børnene ikke snydes for!

LØRDAG DEN 6. OKTOBER læste jeg her i Kristeligt Dagblad den første artikel i en serie om børnelitteratur: Opgøret med den sorgløse børnebog. I denne artikel udtaler to eksperter, lektor Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur på Aarhus Universitet, og Torben Weinreich, professor i børnelitteratur, sig om den nyeste børnelitteraturs brud med tidligere tiders berøringsangst for problemer som sorg, død, tab, omsorgssvigt og lignende.

LÆS OGSÅ: 10 børnebøger om døden

Artiklen indledes med følgende ord: Danske forældre vælger børnebøger med hjertet, ikke hjernen. Mange læser således bøger, hvor børnene lever i en tryg og harmonisk verden, eksempelvis i de klassiske bøger af Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard. Eller i bøger med titler som Totte bager.

Dette synspunkt tilskrives Nina Christensen, som er aktuel med bogen Videbegær, der beskriver børnelitteraturens udvikling siden midt i 1700-tallet. Jeg håber, hun videregiver et mere nuanceret billede af Astrid Lindgrens forfatterskab i bogen, end det, hun giver udtryk for i artiklen. Muligvis er det ikke tilsigtet, men artiklen kommer i sin begejstring over den nyere børnelitteratur til at virke som en dårlig anmeldelse af især Astrid Lindgrens forfatterskab, endda med helt forfejlede beskyldninger. Hele to gange bliver Astrid Lindgren nævnt som eksponent for billedet af en tidløs og harmonisk verden.

Dette kan jeg ikke lade stå uimodsagt. Astrid Lindgrens kendemærke er netop, at hun sætter problemer under debat. Hendes værker er med rette tidløse. Næsten altid kredser hendes fortællinger om det omsorgssvigtede, ensomme barn hendes hovedpersoner er ofte fattige, syge eller forældreløse.

Tænk for eksempel på Mio, min Mio om den forældreløse dreng, som drømmer om at have en far. Eller Nils Karlsson-Pusling, som handler om en ensom lille dreng, der hele dagen er overladt til sig selv, mens forældrene er på arbejde. Eller Skumringslandet, hvor hovedpersonen er en syg dreng, som en dag kommer til at høre sin mor sige, at han måske aldrig kommer til at gå mere. Eller Allerkæreste søster, hvor en pige føler sig uelsket og tilovers, efter at hun har fået en lillebror.

Det vrimler med historier om ensomhed, fattigdom, sygdom, tab, sorg og død. Men Astrid Lindgren efterlader ikke læseren i socialrealismens grålys. I stedet viser hun, hvorledes børnene tager en kraftfuld ressource i brug: fantasien. Dér kan alle ensomme børn få en ven eller en far, møde en elsket afdød igen eller bare flyve hen over hustagene.

Ensomhed er et omdrejningspunkt for mange af Astrid Lindgrens fortællinger. Dette tema har ikke mistet sin aktualitet i dag, hvor mange børn oplever en fortravlet hverdag med forældre, der ikke har tid til de nære, fortrolige øjeblikke med barnet. Hvis barnet bliver hentet sent i institutionen, er der ikke tid til leg og samvær med andre børn, og så er ensomhed en overhængende fare.

Et andet vigtigt punkt for Astrid Lindgren var social ulighed. Fattigdom som livsvilkår bliver ætsende beskrevet i Søndeneng, hvor to forældreløse børn bliver fæstet til en bonde under slavelignende forhold, indtil de undslipper ind i en fantasiverden, hvorfra man aldrig kan vende tilbage (døden?).

Og i Madicken (Grynet) mærkes den sociale indignation tydeligt: Borgmesterfruen bliver rasende, da familien Engström tager deres tjenestepige med til velgørenhedsballet, og forsøger at fryse hende ud. I samme bog berettes der om den ludfattige pige, der stjæler inspektørens pung og får prygl for øjnene af klassen, og om konen, der sælger sit lig til videnskaben på forhånd for at få råd til huslejen.

Man kan måske argumentere med, at nogle af disse problemstillinger er forældede. Man må ikke længere slå børn, og fattigdom (i form af sult og nød) er ikke mere et presserende problem i vor del af verden. Vold imod børn finder imidlertid stadig sted, bare mere tabubelagt, i reglen inden for hjemmets vægge. Og sociale forskelle eksisterer ligesom før, selv om man ikke taler højt om det.

Et andet argument imod Astrid Lindgrens fortællinger kunne være, at nogle problemer er så subtilt beskrevne, at de går hen over hovedet på børnene. Der står jo ikke, at Nisse, Karlsson på Taget, Ylva-Li og hr. Liljekvast er usynlige venner, som bøgernes børn har fremmanet, fordi de selv var ensomme og kede af det. Men det er den balance, Astrid Lindgren mestrer så fint: Det lille barn jubler over de sjove løjer og begynder først senere at tænke over det og så kan man jo tage en snak om det.

I artiklen hævdes det, at de gammeldags børnebøger fastholder børnene i en forældet verdensopfattelse: Men dermed kommer der til at være for stor afstand til den virkelighed, børnene lever i, med blandt andet brudte familier, krig og trusler. Ja, undskyld jeg spørger, men hvor mange børn i Danmark vokser egentlig op i en virkelighed med krig? Hvor tæt er krigen i Afghanistan på vores virkelighed her i Danmark, og hvor meget mærker børnene til den?

Hvis man er i den situation at have et barn, der er angst eller traumatiseret på grund af krig, er det sandsynligt, at en god børnebog vil kunne hjælpe til at løse op for en snak om problemet. Men alle de børn, hvis virkelighed ikke er berørt, behøver vel ikke konfronteres med verdens lidelser? Skal vi belemre dem med skyldfølelse og utryghed over voksne ting, som de ikke kan gøre noget ved?

En ting, som også repræsenterer en svaghed i artiklen, er de meget brede betegnelser: børn og børnelitteratur. Hvilken aldersgruppe taler vi egentlig om? Det er da væsentligt at vide, når en bog som den førnævnte Totte bager (af Gunilla Wolde) bliver afskrevet som et eksempel på bøger, der ikke i tilstrækkelig grad afspejler den virkelige verden. Jeg synes jo, at den er meget relevant og virkelighedsnær for det lille barn. En oplevelse som det at bage sin egen kage er en stor landvinding. Og man holder altså ikke op med at bage, fordi der er krig i et land langt væk. Men det kan da godt være, den ikke er tilstrækkeligt stimulerende for, lad os sige, en 12-årig.

Blandt de øvrige problemstillinger, som bliver fremhævet i artiklen, kan nævnes homoseksualitet og brudte ægteskaber. Disse er ganske rigtigt ikke repræsenterede i de ældre bøger. Imidlertid har lille Emma sikkert adskillige kammerater, der er delebørn, og weekendfædre og papmødre ser hun hver dag. Fint, at homoseksualitet får en plads i børnelitteraturen. Jeg tror, de fleste børn godtager det uden undren, hvis forældrene gør det samme.

Denne kronik er ikke tænkt som en kritik af de nye børnebøger, som for manges vedkommende er relevant og god læsning. Jeg opponerer bare imod den uberettigede kritik af en skat af børnelitteratur, der er fuld af smukt sprog, uforglemmelige indre billeder og en dyb og passioneret indlevelse i det barnlige. En helt forrygende blanding af fantasi og rå realisme. Det må børnene ikke snydes for!