Prøv avisen

Babysalmesang er godt for folket og for evangeliet

Her er en gruppe mødre med deres babyer til Babysalmesang i Skjern Kirke. Målgruppen er børn i alderen 1 - 12 måneder. Foto: Jørn Deleuran Denmark

Hvorfor er der så mange alvorlige præster, der ikke kan tage babysalmesang alvorligt? Det skulle da ikke være, fordi de er alt for alvorlige og fornuftige og derfor underlagt den fordom, at al forkyndelse er missionerende indoktrinering, når den ikke kan bearbejdes intellektuelt og modsiges? spørger dagens kronikør

BABYSALMESANG I FOLKEKIRKEN er godt for folket og for evangeliet.

Det er en voldsom påstand, som må kæmpe med både folkelige og kirkelige fordomme, så jeg vil begynde med at rydde de værste fordomme af vejen.

Den største folkelige fordom er nok, at det er synd for helt små uskyldige babyer at blive belemret med kirkens forkyndelse af skyld og synd. De små babyer er imidlertid ikke uskyldsrene engle, men små sårbare og uregerlige kroppe, der ikke kan få kærlighed nok. De kan derfor ikke tage skade af at høre om en kærlighed, der tilgiver selv de største synder.

LÆS OGSÅ: Kampen om de danske salmer

Kirkens største fordom er, at man ikke kan tage små babyer alvorligt som menighed og derfor højst kan håbe på, at de med salmesang bliver dækket af lidt søndagsskolefernis, der forsvinder, når livets alvor går op for de små babyer. Det gør det nemlig for alle, der har gået i søndagsskole og er kommet ud i den besværlige hverdag. Sådan vil for eksempel en tiderhvervspræst tænke, der ved, hvor store syndere vi er alle sammen fra fødslen.

Mod det kan man som kristen indvende, at man i en kristendom, der lægger vægt på den første trosartikel, skal tage alt, hvad der er skabt, alvorligt. Derfor skal man tage de små babymedskabninger alvorligt, selvom de er sårbare og uregerlige, og af den grund skal de heller ikke unddrages kirkens glædelige budskab. Dette budskab er for alle de skabninger, der på grund af arvesynden, allerede når de bliver født, har spist af frugten på det træ, der har bragt både død og dødelige slagsmål ind i verden.

I EN EVANGELISK-LUTHERSK kristendom har man altid lagt vægt på barnedåb så tidligt som muligt, for at ingen kan gøre sig illusioner om, at den nyfødte baby har gjort sig fortjent til den kirkelige forkyndelses glade budskab om syndernes forladelse. Hvorfor ikke fra kirkens side se på babysalmesang som indøvelse i barnedåbens forkyndelse af ufortjent tilgivende kærlighed, selvom der ikke kommer konkret barnedåb ud af det?

På samme måde er minikonfirmation indøvelse i den konfirmation, hvor Gud bekræfter sin tilgivende kærlighed i dåben, som barnet nu selv kan sige ja til og takke for. Minikonfirmation har været en stor succes, netop fordi kirken ikke har stillet betingelser, for eksempel om at minikonfirmation skal føre til rigtig konfirmation.

Hvorfor er der så mange alvorlige præster, der ikke kan tage babysalmesang alvorligt? Det skulle da ikke være, fordi de er alt for alvorlige og fornuftige og derfor underlagt den fordom, at al forkyndelse er missionerende indoktrinering, når den ikke kan bearbejdes intellektuelt og modsiges? Så må de små babyer heller ikke høre eventyr eller lytte til fuglesang.

Kirken skal ikke være bekymret på babyernes vegne, og dårlig søndagsskoleundervisning forklædt som velment moralisering skal ikke skygge for god salmesang i evangeliets tjeneste, selvom evangeliet bliver formuleret i et svært forståeligt ritual.

Til gengæld skal folket heller ikke være bekymret på kirkens vegne, men være glade for, at kirken tager tanken om det almindelige præstedømme så alvorlig, at den vil være kirke for hele den skabte menighed i sognet med sine mere eller mindre uforståelige ritualer og salmer, der ikke behøver at være søbemad, selvom der er tale om babysalmesang. Højtid og familieglæde er ikke uforenelige størrelser. Det oplever man ikke kun i kirken juleaften.

Menigheden skal ikke kun være de gamle, der er mere eller mindre demente. Det er en almindelig fordom i folket, at den kun er det. De små uregerlige babyer er også en del af menigheden. De helt små og de meget gamle er lige sårbare og har lige stort behov for en tilgivende kærlighed uden betingelser, og det opdager alle vi andre mere eller mindre unge måske bedst, at vi også har, når vi er sammen med både de gamle demente og de helt små babyer.

Babysalmesang i den lokale kirke er altså godt både for folket og for evangeliet i en folkekirke med så meget frihed og rummelighed som den danske. Men det med den lokale kirke skal man måske til at kæmpe for.

Man kan snart ikke mødes længere i den lokale skole, på det lokale bibliotek eller hos den lokale købmand. Men sognet er der stadigvæk som et både lokalt og demokratisk værested, selvom der er lokale kirkefolk og lokale politikere, som drømmer om en regional kirke, der er lige så stor og strømlinet som en superbrugs, et supercentralbibliotek eller en supercentralskole.

Babysalmesang kan så blive en del af den lokale frihedskamp, som både folket og kirken er ved at vågne op til.

I denne frihedskamp er der brug for at mobilisere både de helt små, de meget gamle og alle de unge og gamle.

Så kan sognefællesskabet blive model for et samfundsfællesskab, hvor det bliver vigtigere og vigtigere at holde sammen på generationerne, fordi de forskellige aldersklasser mere og mere kommer til at leve i deres egen lille ghetto.

ER DET VILDT UTOPISK at forestille sig et sognekirkeblad, hvor børn, unge og gamle, børnefamilier, bedsteforældre og oldeforældre kommer til orde med synspunkter om både kristendom og det almindelige menneskeliv, som i sognet leves både i et folkeligt fællesskab og i en menighed?

De to slags fællesskaber skal man ikke blande sammen, men i stedet have blik for, at de behøver hinanden og har godt af at udfordre og blive udfordret af hinanden for at undgå, at det folkelige fællesskab bliver sig selv nok, og at menighedsfællesskabet bliver for selvhøjtideligt.

Jeg kan også sagtens forestille mig en præst og et menighedsråd, der har lyst til at lade evangeliet møde det almindelige hverdagsliv med andre ritualer end de traditionelle, som der ikke er noget i vejen med. Men hvorfor ikke eksperimentere med årstidsritualer og ritualer i forbindelse med, at man bliver skilt og pensioneret?

Jeg har hørt den påstand, at dialektsprog altid befinder sig et sted mellem sangen og skriget. Måske har det noget at gøre med, at man i den lille virkelighed, hvor man kender hinanden, har lettere ved at skrige og synge sammen.

Babysalmesang er nok mere skrig end sang. Men begynder al ordentlig frihedskamp ikke med at skrige den smerte ud, som har brug for at blive artikuleret, inden den kan blive til sang og salmesang?

Man skal ikke overgive sig til håbløshed. Den lille skole bliver nedlagt, frustrationerne bliver skreget ud, men skolen genopstår som en lille friskole, hvor man igen kan synge glade sange sammen.

Evangeliets glædelige budskab lovprist i påskens salmer begynder også med en mand, der skriger på korset, og hvis sognet ikke må beholde sin kirke, kan den genopstå som evangelisk frikirke. En kirke med både babysalmesang og demenssalmesang inden for murene, og fugle udenfor, der er blevet inspireret til at skrige og synge endnu højere.

Bo Rasmussen er tidligere seminarielektor ved læreruddannelsen i Aarhus.