I dag var Bach fyldt 333 år – og hans status som musikkens mester er usvækket

I dag er det Johann Sebastian Bachs fødselsdag – 333 år. Kompositorisk nåede han svimlende højder. Det højeste og endegyldige mål formulerede han tidligt: at frembringe ”en velreguleret og ordentlig musik til Guds ære”, skriver organist i kronikken

Som vordende komponist var det en selvfølge, at han nøje havde studeret sine forgængeres og samtidiges kompositioner – italienske, franske, nederlandske og engelske ud over de tyske. Foruden at være blevet en virtuos udøver af orgelspillet opnåede Bach i en ung alder dybdegående kendskab til alle tekniske aspekter vedrørende orglet som instrument, skriver organist.
Som vordende komponist var det en selvfølge, at han nøje havde studeret sine forgængeres og samtidiges kompositioner – italienske, franske, nederlandske og engelske ud over de tyske. Foruden at være blevet en virtuos udøver af orgelspillet opnåede Bach i en ung alder dybdegående kendskab til alle tekniske aspekter vedrørende orglet som instrument, skriver organist. Foto: Allan Lundgren/Ritzau Scanpix.

I dag er det J. S. Bachs fødselsdag, hurra, hurra, hurraaa! Ikke nogen rund fødselsdag, men så alligevel – 333 år. Den gamle ville sikkert have noteret sig de tre tretaller på rad, med en tværsum på 9 og et produkt på 27 – potenseringer af det guddommelige tal tre. Tallet, som symboliserer kristendommens hoveddogme om den treenige Gud, bestående af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, trosbekendelsens tre artikler. Faderen selv er et ettal (én Gud), Sønnen et total (Jesu dobbeltnatur: sand Gud og sandt menneske), og den tredje trosartikel, Helligånden, er tretallet, så smukt lig den midlede sum af de to første.

Og nej, Bach var ikke numerolog i vore dages lettere vulgære forstand. Vel nærmest tværtimod. Efter grundskole og dernæst nogle år som kostelev på katedral- og latinskolen i Lüneburg, var Bach velfunderet i en frygtindgydende stor vifte af discipliner: klassiske sprog, teologi, retorik, naturfag, matematik, sang, musikteori, komposition og udøvelse på flere musikinstrumenter på højt plan.

Almen (ud-)dannelse på et niveau, som får vore dages ungdomsuddannelser til at ligne ren babysalmesang. Heri indgik fortrolighed med det jødiske tal-alfabet, med antikkens syntese af musik, toner, aritmetik og astronomi såvel som med renæssancens indsigter i proportioner, symmetrier, gyldne snit, talrækker med mere.

Som vordende komponist var det en selvfølge, at han nøje havde studeret sine forgængeres og samtidiges kompositioner – italienske, franske, nederlandske og engelske ud over de tyske. Foruden at være blevet en virtuos udøver af orgelspillet opnåede Bach i en ung alder dybdegående kendskab til alle tekniske aspekter vedrørende orglet som instrument, tidens mest komplicerede menneskelige frembringelse, som sådan først afløst af dampmaskinen et århundrede efter. Overflødigt er det at nævne, at den gudfrygtige (men også ærgerrige) unge Johann Sebastian kunne sin bibel på fingrene.

Det højeste og endegyldige mål formulerede Bach tidligt: at frembringe ”en velreguleret og ordentlig musik til Guds ære”, og den massive sum af kompetencer var at regne som et redskab for at opnå dette. Og det gjorde han så, til fulde, ud over meget andet, i resten af livet, indtil han en aften i slutningen af juli 1750 sov ind, blind og svækket af feber, efter en ulyksaligt mislykket øjenoperation.

Bachs samlede værkliste er enorm, og kirkemusikken fylder meget, ikke mindst de hundredvis af kantater. Det er operalignende værker for kor, vokalsolister og orkester, som under gudstjenesten bringer en musikalsk udlægning af søndagens tekst, et sideordnet og kærkomment alternativ til præstens timelange prædiken. I en årrække skrev Bach hver eneste uge en kantate til søndagens højmesse. Der er også flere hundreder såkaldte orgelkoraler, kompositioner for orgelsolo, bygget over tidens kendte salmer, og som med ordløse musikalske midler udlægger salmens indhold. Det havde man alt sammen set og hørt før, i de foregående århundreder. Men Bach kom til at overtrumfe alle sine forgængere, hvad angår kunstnerisk udtryk og teknisk formåen.

Der er flere lag i Bachs kirkemusik. På overfladen høres umiddelbart temaer og melodier og motiver med intuitiv symbolværdi. For eksempel hører opadgående bevægelser sammen med liv, glæde og opstandelse, og nedadgående bevægelser med det modsatte. Særlige musikalsk-retoriske figurer kan forstærke disse affekter, som glædesfiguren, som lyder som latter, sukkefiguren, som lyder som tungt åndedræt, og vuggefiguren, frem og tilbage mellem to nabotoner, anvendelig til julemusik.

Men under dette indlejrer Bach mere skjulte betydningslag, ofte ved brug af tal, enten med bibelske symbolværdier gennem for eksempel antal temaindsatser, takter, fortegn, eller som afstemte proportioner i den overordnede arkitektur. Det er straks sværere at høre for det menneskelig øre, og det er måske heller ikke meningen. Bach skriver ofte ved slutstregen af sine værker: S.D.G., ”Soli Deo Gloria”, Gud alene æren!

I de sidste cirka 10 år af sit liv var Bach optaget af at opsummere sit livsværk. Det bedste fra tidligere kantater bliver sammen med nyt stof samlet som kvintessens i den store ”h-mol-messe”, Bachs kirkemusikalske testamente, som kandiderer til musikhistoriens ypperste frembringelse, intet mindre. Denne sene fase i Bachs virke er et mageløst udbrud af kreativitet, hvor Bach bringer sin kompositoriske formåen til svimlende højder, ikke kun i kirkemusik, men også i mere almene genrer.

Kontrapunkt er betegnelsen for den gennemgående teknik, også kaldet polyfoni, eller kort: fuga. Flere stemmer, i sjældne tilfælde op til syv, klinger samtidig i vandrette lag, således at de alle på en ligeværdig måde og efter fastlagte mønstre tager del i det tematiske stof. Når så også det samklangsmæssige på den lodrette led skal adlyde en række regler, kan man sammenligne opgaven med at skulle løse en avanceret sudoku eller et større sæt ligninger med tilsyneladende for få variable.

Det er en kombinatorisk spændetrøje at iføre sig som komponist, som man skulle tro i heldigste fald ville føre til knastørre og dødkedelige tonekonstruktioner. Det nærmest mirakuløse er, at denne højst intellektuelle øvelse i hænderne på Bach munder ud i den mest himmelske musik – tilstande af tidløs skønhed. Således opstår mesterværker som ”Det veltempererede klaver”, del II, fra 1740, ”Goldberg-variationerne” fra 1741, og som noget af det sidste ”Die Kunst der Fuge” – fugaens kunst.

Sidstnævnte værk består af 14 fugaer og fire kanoner, alle med udgangspunkt i det samme enkle tema. Hen gennem rækken af satser strammes de kontrapunktiske tommelskruer, og i den sidste og 14. fuga lanceres efter tur hele fire temaer, som skal bringes i indbyrdes samklang. Tallet 14 er Bachs tal (B=2, A=1, C=3, H=8, med tværsum 14). I takt 239 (med tværsummen 14) ender Bachs håndskrift brat, efter at det fjerde og sidste tema over tonerne B A C H netop er introduceret. Man har ment, at det ufuldendte manuskript skyldtes Bachs død.

Men en yderst skarpsindig kvindelig musikforsker har for nylig afsløret, at nogle små krusseduller forneden på det sidste nodeark er alt andet end de blækklatter, som man hidtil har troet. Det er derimod en subtil kode fra Bachs pen, som kan sætte den exceptionelt opvakte elev i stand til at fuldføre mesterens fuga på egen hånd.

Bach satte gennem hele livet sine mange elever på prøve og stillede musikalske gåder. Dette blev den ultimative test – og der skulle gå mere end 250 år, før koden blev knækket. Men der er trøst at hente for alle os andre middelmådige. At høre sig ind i Bachs musik, også helt uden forudsætninger eller konfession, er at få adgang til et univers med en dyb og uudgrundelig sammenhæng. Og man aner og hører med sjælen: Ja – det er jo det, der er meningen.

Alle store komponister har lige siden og uafbrudt forholdt sig til og taget ved lære af Bach. Vidunderbarnet Felix Mendelssohn bidrog i 1800-tallet til at genoplive Bachs kirkemusik. Det bifaldt også den franske avantgarde-komponist Hector Berlioz, som friskt formulerede: ”Der er én gud – Bach – og Mendelssohn er hans profet”. Bachs status er usvækket, også i 2018. Tillykke med de 333 år!