Bad jeg da for lidt?

Bøn er noget intimt. Og så sker det alligevel, at nogles bedekampe finder vej til overskrifterne og tv-skærmen. Det skal de ikke have utak for. Det kan måske give andre nyt mod. Men den nyfigenhed, medierne nu igen lægger for dagen omkring helbredelsesmøder, spreder måske lige så megen mismod som nyt mod. Værst er det for dem, der igen må opleve skuffelser og nederlag og ikke kan forstå, hvorfor de store forventninger skal ramle panden ind i en mur. Jeg har ikke nogen mening om de aktuelle helbredelsesmøder. Eller rettere: Jeg gør mit bedste for ikke at have forudfattede meninger om dem. For de, der måske er blevet reelt hjulpet, skal ikke opleve andre nedgøre deres glæde! Jeg har bare et påtrængende anliggende for de andre: de, der ikke blev hjulpet. For lidende menneskers nederlag og sejre kan man ikke tillade sig at behandle som en kvik skriveøvelse i teologisk matematik. Og det sker både ved alt for hurtige løfter fra talerstolen såvel som alt for hurtige tolkninger fra den kirkelige omverden. Men den aktuelle omtale har trykket på et anliggende, jeg tager op i en lille bog, som udkom den 6. marts, »Jamen bad jeg da for lidt?«. For selv om denne praksis skaber skuffelse og forvirring, må vi medgive, at vore største problemer ikke skabes af mere eller mindre velmenende prædikanter, men af tekster i NT. »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for«. Men hvad så, når det bare ikke holder? Når alle disse løfter, som andre glæder sig over, snarere lægger en tonstung sten på skuldrene af en? For døren, du bankede løs på, blev jo ikke lukket op. Du blev ikke rask. Du fik ikke nogen kæreste. Dine børn fik ikke arbejde. Dit lille barn overlevede ikke. Det gik ikke, som du havde håbet. Så oven i selve skuffelserne kommer nu den kvæstende frygt: Har min bøn simpelt hen været for dårlig? Jeg har jo bedt; men har jeg bedt nok? Og det værste: »I skal få det, hvis I tror!« Jamen, har jeg ikke troet nok? For jeg har da ikke været helt sikker på, at det ville ske! Er det mon dét, der er galt? Der er jo noget med, at »alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det« (Mark. 11,-24) - men jeg har da aldrig kunnet bilde mig selv ind, at jeg allerede er blevet rask! Det er fortvivlende, hvordan det frieste og gladeste af alt: bedeadgangen til Gud, i stedet kan blive det mest angstfyldte af alt. »I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt« (Jak. 4, 2f). Er det det, det handler om? At jeg beder for dårligt? Har jeg bedt for få bønner, for egoistiske bønner, for tvivlende bønner? Er der en formel for de indviede, en bedeformular, Gud skjuler for mig? Bibelen er fuld af eksempler på, at bøn gør en forskel. Mennesker har bedt Gud forandre sin plan, og de fik ham til at ændre sit svar! Men hvorfor så ikke jeg? Er der en speciel teknik, en lille fiks drejning, der kan overtale ham, men som jeg bare ikke har lært endnu? Det betyder frygt. Og når andre glad fortæller om, at »det og det var svar på bøn«, så er man lige ved at lange dem en; for betyder det ikke, at mit savn så er svar på min dårlige bøn?! Min bøn gør en forskel; det siger teorien. Men i praksis fungerer det åbenbart ikke. Enten fordi der er noget galt med Gud og hans løfter, eller også fordi der er noget galt med mig og mine bønner. Sådan har de fleste af os tænkt nu og da. Hvad gør man så? Man går til det samme Nye Testamente, der har skuffet én noget så grueligt! For det viser sig, at løfterne om bønhørelse står side om side med en helt afgørende anden side. En side, der slet ikke er nogen svækkelse, men tværtimod en befrielse for trætte bedere: »Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os« (1. Joh. 5, 14). Det Nye Testamente har virkelig ikke nogen illusion om, at hvert eneste af vore ønsker automatisk skulle blive til Guds vilje! Vi får det, vi beder om - hvis... Det befrier for mange angstfyldte spekulationer: Jeg fik ikke Nej til det, jeg bad om, fordi jeg bad for lidt eller troede for dårligt eller var for usikker på, om det nu ville ske osv. Jeg får Nej til det, jeg beder om, hvis det ikke kan forenes med hans vilje! Selv Jesus havde dette forbehold, dette store »hvis«, med i sin bøn. »Tag dette bæger fra mig. Dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil« (Mark. 14, 36) - og Guds gode vilje var faktisk ikke, at lidelsens bæger skulle tages fra Jesus. Det samme oplevede Paulus, da han bad om, at den »torn i kødet«, der havde pint ham i 14 år, måtte blive taget fra ham (2. Kor. 12). Det blev den ikke - for Guds gode, kærlige vilje var en anden. Det, der går galt i manges forsøg på at »tro, at det vil ske«, er, at de forsøger at overtale sig selv til at tro på noget, som vi aldrig har fået løfte om! Så får vi sådanne fortvivlende vidnesbyrd som det på Toronto-menighedens hjemmeside: »I mellemtiden begyndte andre helbredelser at bryde ud, efterhånden som trosniveauet på konferencen steg.« Det har ikke noget med tillid til Gud at gøre! Det er »tro« som en slags selvhypnose, et forsøg på at blive sikker på, at noget vil ske, også selv om vi aldrig har fået noget løfte fra Gud om det. Og vi har virkelig aldrig fået løfte om, at al nød skal tages fra os. Men det vidunderlige i Det Nye Testamente er jo, at tro er først og fremmest dette, at jeg kommer til ham og råber til ham: »Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste ... og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort« (Joh. 6). Jeg kan komme til ham, også uden at være sikker på, hvad jeg skal mene om det hele! For når jeg kommer til ham, vil han aldrig vise mig bort! Han tager mig til sig. Og han tager sig af mig. Jamen hvor er det særlige i dét? Det er da sådan en småbarnstro, en lillebitte discount-tro. Enhver kan da »tro«, hvis tro bare er at komme til ham med sin nød. Det er da en tro så lillebitte som... - som... ... ja. Som et sennepsfrø. Og det er dén lillebitte tro, der ikke godt kan blive mindre, som ikke desto mindre flytter rundt på bjerge og flytter rundt på træer og flytter rundt på Guds vilje. Når ellers det er hans vilje. Jamen findes der så ikke noget, der hedder at »bede dårligt«? Jo. Men det er ikke dårlig bøn at bede om det, jeg gerne vil ha'! Det er tværtimod det, Jesus selv opfordrer os til: »...så bed om, hvad I vil« (Joh. 15, 7). Det er heller ikke dårlig bøn at bede ærligt om noget, der skulle vise sig at være imod Guds vilje! - Det gjorde selv Jesus. Det er heller ikke dårlig bøn at blive vred på Gud! Det blev Job, det blev Jonas, det blev Jeremias. For her handler det ikke om frækhed, men om fortvivlelse. Her handler det ikke om, hvorvidt vi har lov til at blive vrede eller ej, men om, hvad vi gør med vreden, når den er der: Sætter vi ord på den? Eller hykler vi videre? Det er heller ikke dårlig bøn ikke at ane, hvordan man skal bede! Det er tværtimod netop den bøn, Ånden hjælper os med og lægger sin forbøn til: »For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke« (Rom. 8, 26 - det er da rart at høre en apostel sige, at han ikke aner, hvad han skal bede om, eller hvordan han skal bede!). Nej, den dårlige bøn er den selvhjulpnes bøn. Det er den stolte bøn, den hovne bøn. Den, som ophøjer sig selv. Det bøjede menneske beder aldrig dårligt! »Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte« (Es. 57, 15). Jamen går vi nu over til den rene magelighedsbøn, hvor vi dropper bedearbejdet, bedeomsorgen, bedeforpligtelsen og bedelisten og nøjes med at bede, når vi nu har lyst? Nej. Det med bedearbejdet er skam rigtigt nok. Der skal bedes og takkes flittigt og ofte, og vi skal lægge hinanden ivrigt frem for Gud i bøn. Og det er i hvert fald én positiv påmindelse fra helbredelsesmøderne: Vi har været for dårlige til at bede konkret for hinanden om hjælp og helbredelse. En af de rigeste nådegaver i menigheden er nådegaven til trofast, udholdende forbøn! Og det er løjerligt nok ikke den, der er mest interesse for ... Men det med bedearbejdet er sagt til den dovne og ligeglade. Det er ikke sagt til den bøjede og trætte. Den bøjede og trætte får ikke at vide i Det Nye Testamente, at han skal tage sig sammen og fortsætte, til han segner. Den trætte får derimod at vide, at han skal komme til Jesus og finde hvile! Den bøjede får ikke at vide: Bed videre, til du ikke kan mere. Gud flytter sig først, når du er brudt sammen. Vi får at vide: Bed videre, så længe du har brug for det! - men Gud har ikke brug for det mere. Har du sagt det til ham? Så har han også hørt. Og han vil opfylde din bøn på den måde og til den tid, det overhovedet kan lade sig gøre. Og du, som er træt - gå ind til Gud og hvil i bøn. Lad bedearbejdet hvile. Jamen hvad så med vores barnetro og vores enkle tillid til, at der sker os ikke noget slemt, når Gud passer på os?! Var det ikke det, far og mor lærte os som små? Hvad nu, hvis den tillid er smuldret og smadret, hvordan får jeg så den igen? Det gør man nok ikke. Den vender næppe nogensinde tilbage. Dén enkle barnetro, at Guds børn altid beskyttes mod lidelse og sorg, den lader sig ikke fastholde. Ikke bare, fordi den smuldrer, når livet viser sig fra sin barskere side, men også fordi den ikke er sand. Den er ikke bibelsk. Men så er tiden inde til en ny slags tillid til Gud. En vanskeligere tillid, men også sandere. Man må tage én ting ad gangen: n ting er den fantastiske lettelse, at så var min bøn og tro måske alligevel god nok. Næste spørgsmål må så blive noget i retning af: Hvordan får jeg så tillid til, at Guds vilje er god nok? Og dét er en tillid, der til syvende og sidst kun lader sig fastholde via tilliden til Jesus af Nazaret. n cand.theol.