Prøv avisen
Kronik

Catalonien er blevet det nye Tibet

Kampen for catalonsk selvstændighed er blevet en god sag, som behjertede kendisser uden indblik i forholdene kan donere lidt blitzlys til. Men løsrivelse vil ikke gøre Catalonien til et bedre sted, men overlade regionen til en korrupt og selvoptaget overklasse

Det er på næste søndagden 1. oktober, at regionalnationalisterne i Catalonien afholder endnu en afstemning om løsrivelse fra Spanien til nogles begejstring, manges skuldertræk og andres irritation og stedvise bekymring.

Nu rækker det ikke med at opnå mindre omfordeling over skatten til fattigere områder i det fælles land, samtidig med at Catalonien med kyshånd har modtaget midler fra EU’s strukturfond. Nu nøjes de ikke med at angle efter en eftertragtet respekt, der altid synes at blive dem forholdt. Det har aldrig rakt for dem at være den region i Europa, der har allermest selvstyre i forvejen og overskrider alle aftaler om sameksistens af de to officielle og reelle sprog i området: catalonsk og spansk.

Nu vil catalonierne være sig selv igen, skønt det kun er i deres egen helt særlige historieskrivning, at Catalonien nogensinde har været et land.

Nationalister fra det moderate og ofte korrupte højre og det ekstreme venstre råber forarget op om demokrati og ytringsfrihed og appellerer til udlandet med store, stribede mediestunts og ambassadeattrapper i Bruxelles, Pakistan og sågar i København. De beder om foretræde for verdens magtfulde mænd, som dog ikke er meget for at mødes med dem – måske fordi de mærker hensigten og bliver forstemt, og helt sikkert også fordi et løsrevet Catalonien ville skabe røre i andre lande med løsrivelsesbevægelser. Men catalonierne helmer ikke, for om ikke andet er de stædige, og propagandaen giver afkast.

Mange vil huske billederne, der gik verden rundt, af de menneskekæder, som for udenforstående syntes at udtrykke en folkelig vilje til ”frihed”? Eller om ikke andet en ”frihed til at vælge”, som blandt andre Hollywood-skuespilleren Viggo Mortensen nu står vagt om.

Catalonien er simpelthen blevet det nye Tibet – en god sag, som behjertede kendisser uden indblik i forholdene kan donere lidt blitzlys til. Mangen en dansker er faldet i svime over de flotte farver til de demonstrationer, som meget vel kan gå fra gul- og rødstribet til militærgrøn, hvis det hele spidser til, og den spanske centralmagt ser sig nødsaget til at sende hæren.

Det vil den gøre om nødvendigt med henvisning til den berygtede paragraf 155 i forfatningen, uanset hvor oplagt det vil være at sammenligne denne ”undertrykkelse” med fortidens franquistiske undertrykkelse af dissens og forskelligartethed og dermed give tommetykke moralske point til ”den catalonske sag”.

Og så langt ligger nutidens konservative folkeparti PP med teflonmanden Rajoy i spidsen ikke fra Franco-tidens reaktionære og centralnationalistiske tankegods, at tanken om at holde riget samlet med militærmagt er de progressive cataloniere en vederstyggelighed.

I Barcelonas containerhavn ligger to tomme krydstogtskibe og et ekstra nede ad kysten i Tarragona. Skibene har fået tilladelse til at ankre op med henvisning til statslig nødvendighed. Her skal sikkerhedsstyrkerne indlogeres bag afbildninger af tegneseriefigurer i monsterstørrelse. Denne absurde billedside er meget sigende for situationen hernede: Den er meget alvorlig, men også temmelig fjollet.

Det skrappeste af landets politikorps, den under Franco så berygtede Guardia Civil, ransagede onsdag den 20. september uden dommerkendelse en række af lokalregeringens kontorer og anholdt højtstående implicerede på stribe, mens massedemonstrationer udviklede sig udenfor, og statens biler blev slået til plukfisk. Andre steder i byen og regionen konfiskerede rigspolitiet stemmesedler og indkaldelser til at bistå ved valgbordene: Ikke færre end 10 millioner stemmesedler blev fundet i en fabrikshal – det er dobbelt så mange, som der er stemmeberettiget.

Den spanske højesteret kriminaliserede straks efter den officielle annoncering af det forfatningstridige tiltag ethvert bidrag til afstemningens afvikling. Et konkurstruet distributionsfirma har på baggrund af en gæld på 50 millioner euro ladet sig lokke til at tage over, hvor postvæsenet ikke måtte være med, og friske unge mennesker har lagt sig ned og viklet sig ind i hinanden i et fysisk forsvar for devisen om, at posten skal ud. Men det kom den altså ikke.

Det spanske skattevæsen tog tidligere på ugen kontrollen med lokalregeringens finanser, så den partiske brug af fælles midler kan ophøre, og Spanien udbetaler nu lønnen direkte til Cataloniens embedsmænd.

Catalanisterne taler om undtagelsestilstand. Over 700 catalonske borgmestre skal afhøres af civilgarden for at minde dem om lovens lange arm og hindre, at skoler og andre offentlige steder bruges som valglokaler.

Såvel valgforordnede og borgmestre som lokalpoliti og andre embedsmænd er voldsomt i klemme mellem kravene fra lokalregeringen og centralregeringen, og der er ingen måde, hvorpå de kan lyde begge myndigheder, for instrukserne går stik imod hinanden.

Kaos truer lige om hjørnet, skønt vi som sædvanligt tager det hele med ophøjet ro og helst ikke vil være uvenner med hinanden i privaten over dette emne, som splitter det catalonske samfund ned igennem midten.

”Folkeafstemningen” boykottes langt hen ad vejen af de 60 procent af den catalonske befolkning, der ikke ønsker løsrivelse, og sidst man forsøgte sig med en sådan afstemning i 2014, var deltagelsen da også så lav, at der tydeligvis var folkeligt flertal imod løsrivelse – for havde flest folk vitterligt ønsket sig et uafhængigt Catalonien, havde de vel nok besværet sig hen til valgstederne.

Da catalonierne i sin tid enerådigt besluttede, at et lokalt parlamentsvalg skulle tolkes som tilsagn til uafhængighed, hvis bare deres repræsentanter fik stemmer nok, tabte de således også. Men det taler vi ikke om.

Nationalisterne har åbenbart tænkt sig at blive ved med at ”konsultere” folket, indtil folket makker ret, og de har snart haft fire årtier til at præge de opvoksende generationer i deres retning: Den såkaldte normalisering efter Franco-tidens undertrykkelse af alt catalonsk betyder, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner fra vuggestue til universitet er forpligtet til at have catalonsk som eneste vehikelsprog.

Hele nabolag i Barcelona er i praksis spansktalende, og børnene har deres hyr med at følge med i skolen på det, som for dem er et fremmedsprog, og som samtidig kan bruges til langt mindre ude i verden. Al vægt lægges på den til sproget knyttede kultur og politiske trosretning, ligesom kulturtilskud kun går til catalonsksprogede produkter – sådan var det allerede i senfirserne – og nationalisterne har i et vist omfang formået at vinde nye generationer over på deres side simpelthen ved at have magten til at præge dem.

Centralregeringen ville have været et problem fattigere, hvis den i tide havde været mere imødekommende, men det evindelige piberi fra landets rigeste region har alle dage gået hele landet på nerverne, og Franco-tidens centralisering præger desuden stadig Madrids tankesæt. Og ingen stat går vel frivillligt i opløsning heller: Systemer er selvopretholdende, og mange vil meget gerne have sig betakket, at båndene kappes. Det ville ikke gøre Catalonien til et bedre sted, men overlade os til autoritære typer, der er ude efter egen vinding og blot bruger demokratiet som blålys.

Lige siden Francos død har den catalonske sags rorgængere plyndret Catalonien, alt imens de ivrigt pegede mod Madrid og bedyrede: Madrid ens roba – den spanske stat berøver os alt, hvad vi ejer og har.

Sara Høyruper cand.mag. og ekspert i spanske forhold

Nu vil catalonierne være sig selv igen, skønt det kun er i deres egen helt særlige historieskrivning, at Catalonien nogensinde har været et land

Sara Høyrup