Prøv avisen

Barnløshed er langt mere end et luksusproblem

Cirka 10 procent af alle børn, der kommer til verden i Danmark, er et resultat af kunstig befrugtning, skriver dagens kronikører. -- Foto: .

Det er tankevækkende, at vi i Danmark har offentlige sundhedsydelser til drab af fostre, men ikke længere til fertilitetsbehandling, der skaber liv, skriver dagens to kronikører

Barnløshed er et problem, der rammer hver sjette dansker. Men kunstig insemination og reagensglasbefrugtning gør det muligt at hjælpe mange barnløse med at få deres største ønske opfyldt - nemlig at få et barn.

I dag betaler barnløse allerede for en del af den medicin, der følger med de fleste behandlinger, men får gratis hjælp til kunstig befrugtning til et barn.

Det bliver der nu sat en stopper for. I disse dage behandler Folketinget nemlig et lovforslag fremsat af Dansk Folkeparti og regeringspartierne, der vil betyde, at brugerbetalingen for eksempelvis reagensglasbefrugtning vil stige fra cirka 2000 kroner til cirka 30.000 kroner.

Vi mener, at argumenterne for forslaget hviler på kviksand. Læg hertil, at forslaget også er i modstrid med centrale principper for, hvem der bør have adgang til sundhedsydelser, og at det, stik i mod hensigten, rent samfundsøkonomisk, er som at skyde sig selv i foden.

At barnløshed ikke er en sygdom og derfor ikke bør betales af det offentlige sundhedsvæsen, er et centralt argument i debatten om brugerbetaling og fertilitetsbehandling. Argumentet er blandt andet fremført af flere medlemmer af Det Etiske Råd.

Men hvis vi tænker os om i et minut, vil vi opdage, at argumentet ikke er holdbart. For det første er ufrivillig barnløshed ofte forårsaget af en sygdom. For eksempel kan kønssygdommen klamydia føre til blokerede æggeledere. Og WHO kategoriserer faktisk ufrivillig barnløshed som en sygdom.

Selv hvis man for det andet mener, at ufrivillig barnløshed ikke er en sygdom, så er det jo ikke indlysende, at vores sundhedsvæsen af den grund ikke bør træde til og gratis (eller som nu: med en vis brugerbetaling) hjælpe ufrivilligt barnløse.

Vi accepterer jo allerede i høj grad, at det offentlige betaler for en lang række forhold, der ikke har noget med sygdom at gøre. I det danske sundhedsvæsen slår vi gratis fostre ihjel, selvom det ikke er en sygdom ikke at ville have et barn.

Vi hjælper gravide med diverse undersøgelser, selvom det ikke er en sygdom at være gravid. Og vi hjælper kvinder med at føde, selvom det ikke er en sygdom at føde. Hvis det danske sundhedsvæsen gratis kan hjælpe gravide med at slå deres foster ihjel eller med at føde deres barn, hvorfor kan vores sundhedsvæsen så ikke hjælpe barnløse med at blive gravide?

At barnløshed er et luksusproblem eller en skavank, som er så minimal, at folk, der lider af en sygdom, selv må betale for behandlingen, er et andet centralt argument for lovforslaget. Men for det første er barnløshed ikke et luksusproblem, da de fleste mennesker har et stort ønske om at få børn og en kraftig biologisk drift til at få børn.

For det andet: Hvis det centrale i indvendingen er, hvordan vi bedst kan anvende ressourcerne i sundhedsvæsenet og anken for eksempel er, at "man ikke dør af at være barnløs", som Birgitte Josefsen (V) udtalte det til avisen 24 timer, er argumentet langtfra overbevisende.

Set ud fra en cost-benefit-analyse ligger fertilitetsbehandling helt i top. Hvor i sundhedsvæsenet får man ellers 80 gode leveår for cirka 100.000 kroner, som det i gennemsnit koster at bringe et barn til verden ved hjælp af kunstig befrugtning?

Tilsvarende er det ikke oplagt, at det er etisk acceptabelt at bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på meget dyre behandlinger, der kun har en marginal effekt, selvom der er tale om en dødelig sygdom. Endelig er der jo utrolig mange sygdomme og skavanker, man ikke dør af, men som formentlig efter de flestes mening skal behandles gratis, for eksempel brækkede ben og grå stær.

Lovforslaget er en del af regeringens økonomiske genopretningsplan for Danmark. Landet mangler penge, men at øge brugerbetalingen for fertilitetsbehandling varmer i denne sammenhæng lige så meget som at tisse i bukserne på en kold julenat. Besparelserne vil blive ædt op af administration og mindre skatteindtægter på grund af færre nye samfundsborgere.

Desuden er det en samfundsøkonomisk fordel, at vi ikke sætter for mange forhindringer i vejen for, at ufrivilligt barnløse kan få hjælp til at få et barn. I et land som Danmark har vi mangel på børn og unge, der kan være med til at forsørge ældre generationer.

Når vi samtidig ved, at cirka 10 procent af alle børn, der kommer til verden i Danmark, er et resultat af kunstig befrugtning, bør det vække bekymring, at det nye lovforslag kan betyde, at der vil komme flere tusinde færre ønskebørn til verden.

Lovforslaget har også en klar social slagside. Hvis fertilitetsbehandlingen bliver meget dyrere, vil flere borgere, især folk med lave lønninger eller dårlig økonomi (for eksempel på grund af finanskrisen), vælge ikke at få børn. I dag koster det gennemsnitligt cirka to millioner kroner at have et barn i Danmark – fra det bliver født, til det er fyldt 18 år.

Lovforslaget vil betyde, at borgere, som tilfældigvis har vanskeligt ved at få børn – måske på grund af svær sygdom – oven i hatten typisk vil komme til at betale cirka 50.000 kroner i såvel offentligt som privat regi for at prøve at få et barn.

Læg hertil, at de borgere, der fravælger at få et barn, fordi de skal betale for en fertilitetsbehandling, eller som ikke får et barn ud af behandlingen, ikke kan adoptere, fordi de enten ikke er egnede til adoption, ikke har råd til adoption (da det ofte let kan koste i nærheden af yderligere 150.000 kroner) eller ikke ønsker at adoptere. Den sociale slagside vil ikke blot resultere i, at det primært vil være folk med tegnebogen i orden, der vil få børn via kunstig befrugtning eller adoption. Selv hvis borgere fra alle samfundslag stadigvæk vil vælge at bruge penge på at få fertilitetsbehandling, vil det unægtelig øge uligheden blandt danskerne.

For en familie, der har en husstandsindtægt på for eksempel 400.000 kroner, vil det ramme langt hårdere end en familie med en husstandsindtægt på for eksempel en million kroner at betale for at få et barn ved hjælp af kunstig befrugtning eller adoption. Endelig strider lovforslaget mod et helt centralt princip for det danske sundhedsvæsen, nemlig at sygdom som for eksempel barnløshed, som ingen er herre over, er noget, vi som samfund hjælper hinanden med at betale og støtte.

I krisesituationer sætter vi først og fremmest kvinder og børn i redningsbådene, men ikke i Danmark. Her til lands vil vi åbenbart hellere bruge penge på at slå fostre ihjel i stedet for at bruge penge på at bringe liv til ønskebørn.

Thomas Søbirk Petersen er ph.d. og lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet, og Kirsten Hansen er mag.art. og ph.d.